SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Undfanget i romantikken

Fra det sene forår og hen over sommeren er Assistens Kirkegård på Nørrebro i København et af verdens særsyn. Den besøgende finder  ingen stille og andægtig stemning; nej, mellem gravene tumler legende børn, der spilles bold, tages solbad og indtages medbragt mad, og massevis af cyklister tager den anlagte smutvej, der skærer kirkegården i to dele.

Rask_gravsten

Rasmus Rasks gravsten på Assistens Kirkegård i København med indskrifter på fire forskellige sprog – hver med sin skrift. (Foto: Adam Hyllested)

Ret afsides op ad en mur i havens nordlige ende knejser et af de mere bemærkelsesværdige anlæg: Et højt gravmæle i gulgrå sandsten med fire indskrifter på forskellige alfabeter. I midten står på dansk med sirlig skråskrift ”Vort fædrendeland skylder man alt, hvad man kan udrette”. Rundt herom bugter en række runer sig. Det er et citat fra den gammelnorske middelalderbog Kongespejlet, og oversættelsen lyder ”Vil du være fuldkommen i kundskab, da lær alle tungemål, men glem ikke dit eget.“ Øverst står på arabisk ”Sandheden er klar, men det falske er dunkelt“, og nederst på sanskrit, Indiens gamle kultursprog:

Dovenskaben, som sidder i menneskenes kroppe, er dem en stor fjende;
der findes ingen ven som virkelyst; den, der udviser den, går ikke til grunde.

Under stenen ligger Rasmus Rask, den klejne fynbo, der blev en af verdens betydeligste sprogforskere. Gravmælet, udført af GottliebBindesbøll, blev indviet i 1842, ti år efter Rasks død. Arkitekterne havde ikke penge til en egentlig billedudsmykning og besluttede sig derfor for et epitafium med indskrifter på sprog, han havde beskæftiget sig med, og hvis indhold skulle skildre hans personlighed og livsværk.

Stenen står nok som Danmarks klareste monument over sin samtids to modsatrettede og dog sammenvævede tendenser, ikke bare inden for sprogvidenskaben, men i alt åndsliv: En ny søgen efter ”det oprindelige”, dels i den gamle nordiske fortid, dels i Orienten.

Den sammenlignende sprogvidenskab tog sin begyndelse her i romantikken, der var præget af trangen til at finde tilbage til andre rødder end de klassiske. Hidtil havde man anset Europas rødder for at ligge i det gamle Rom og Grækenland. Nu søgte man efter dem i Indien – og hjemme i Nordeuropa.

William Jones (1746-1794)

Kunstnere som Goethe, filosoffer som Arthur Schopenhauer og videnskabsmænd som Friedrich Schlegel var dybt fascinerede af det nye indblik i den indiske kultur, som fulgte med de mange embedsmænds udstationeringer i kolonierne. I 1786 holdt dommeren William Jones sin berømte tale i Asiatick Society, hvor han erklærede, at sanskrit og persisk måtte udspringe af den samme fortidige kilde som de europæiske sprog. Talen markerer begyndelsen på indoeuropæistikken, og æren tilfalder derfor Jones, selvom han vistnok blot udtrykte mange samtidige orientalisters stærke fornemmelse. Middelhavs- og mellemøstkulturerne var for en stund blevet afløst af Indien som civilisationens vugge.

Indoeuropæistikken udviklede sig siden i samklang med nationalromantikkens indgående dialektbeskrivelser og indsamlinger af folkesagn og eventyr – ikke mindst i Tyskland gennem brødrende Grimm.

Rasks sproginteresse begyndte inden for de nordiske sprog. Som ung fordybede han sig i sagaerne og rejste til Island. Øen hørte under det danske rige, og det islandske sprog havde på det tidspunkt meget lav prestige i forhold til dansk. Det er nok ingen underdrivelse at påstå, at Rasks indsats for at styrke interessen for det islandske sprog var uundværlig for dets overlevelse. Han gendigtede en islandsk version af Holbergs Jean de France, hvor en student, netop hjemvendt fra sit ophold i København, plager livet af sine omgivelser ved at udskifte gode islandske ord med påtagede, hjemmelavede fordanskninger. At dømme efter Rasks breve hjem var parodien ikke langt fra virkelighedens Island på den tid.

Rask begav sig i 1816 ud på en syv år lang farefuld færd til Indien. Den førte til flere epokegørende opdagelser. Han fandt ud af, at det gamle iranske kultursprog avestisk, dengang kaldet zendisk, ikke var en dialekt af sanskrit, men faktisk tilhørte den iranske sproggren – de iranske og indiske sprog står hinanden nær, især på de tidlige sprogtrin. Undervejs sendte han hele tiden optegnelser hjem, så resultaterne ikke skulle gå tabt, hvis han selv omkom. Fra oldtidsbyen Persepolis skrev han ”kileskriften er en stum taler, dog håber jeg, at det skal opdages, når de indiske sprog og Zendisk blive mig mere bekendte; det er soleklart, at det er en virkelig skrift, ikke noget fantasispil”. Hans indsats inden for studiet af det nærtbeslægtede sprog oldpersisk (forfader til vore dages persisk) var ikke mindre betydningsfuld: Det lykkedes ham at afslutte strabadserne med en tydning af den oldpersiske kileskrift, og vi kan derfor i dag læse lertavler og segl samt klippeindskrifter, hvor de achæmenidiske konger hylder sig selv og deres sejre.

Tegnet udsnit af den tresprogede Behistun-indskrift (ca. 500 f.Kr.) på en klippevæg i Kermashah, Iran. De gamle persere brugte kileskriften på en helt anden måde end assyrere, babyloniere og sumerere.

Rasks studier over alverdens sprog, fra grønlandsk til malajisk, ledte også til generelle teorier. Allerede i skoletiden skrev han et essay om, at grammatisk udvikling foregår i en slags spiral, hvor sprog konstant udvikler sig fra det bøjningsmæssigt simple til det mere komplekse og tilbage igen. Dansk og engelsk befinder sig i den forstand på et simpelt stadium. Hermed foregreb han den moderne disciplin, der kaldes sprogtypologien – videnskaben om, hvordan verdens sprog kan se ud og inddeles i typer.

Hans særlige evne til at sætte sig ind i nye sprog og skrive nye grammatikker fra bunden – på en ny og bedre måde – blev legendarisk. I sin Lappisk Sproglære fra 1832 (om en dialekt af samisk) beskriver Rask selv, hvordan han har udarbejdet bogen ”uden nogensinde at have set eller talt med nogen Indfødt eller nogen Fremmed, som forstod Sproget, eller som i det mindste havde studeret det.” Først da manuskriptet allerede var i trykken, fik han lige hjælp af en missionær til at færdiggøre det sidste. Formålet med disse arbejder var imidlertid ikke pædagogisk. De skulle bruges til systematiske videnskabelige studier.

Rask nåede dog kun i ringe grad at drage nytte af sine mange sprogbeskrivelser. Hans eneste større sammenlignende værk er disputatsen fra 1814, indoeuropæistikkens første egentlige pionérarbejde. Her fremlagde han sin opdagelse om den germanske lydforskydning – de rækker af lydændringer, der har fundet sted fra det fælles indoeuropæiske ursprog til det germanske. Når vi på dansk fx har f og h, hvor latin har p og k (stavet med c), så reflekterer det en gammel regelmæssig forandring; så dansk fader, fisk og fuld svarer til latin piscis, pater og plenus, mens dansk horn, hud og hund svarer til latin cornu, cutis og canis. Opdagelsen, der involverer flere sæt af konsonanter, kaldes i udlandet oftest for ”Grimms lov”, da den ene af brødrene,  Jacob, forfinede reglerne. Men den var først og fremmest Rasks, og undtagelserne blev i øvrigt forklaret af en anden dansker,Karl Verner, senere i 1800-tallet.

Det er karakteristisk, at den lidt senere filolog Martin Hammerich ligesom Rask både var specialist i Indien og skrev disputats om noget nordisk, nemlig Ragnarokmyten. Hammerich fik i romantikkens ånd som den første lov til at aflevere sin disputats på dansk i stedet for latin. Argumenterne lød bl.a. ”den friske nordiske luft, der vifter os i møde, fra vore Forfædres Sagn, taaler ikke en Reise over campagna Romana. Og hvem maatte ikke smile ad Nordens høie Guder og Helte, naar de skulde tale Romernes Sprog? De kunde ikke engang nævne deres egne Navne paa Latin, uden at stemple sig til Barbarer”.

Rask og Hammerich havde også  andre ting til fælles. De havde begge stærke sprogpolitiske holdninger, og de var begge kombinerede romantikere og rationalister. Lotte Thrane beskriver i en ny portrætbog Hammerich som ”på én gang den helhedssøgende skønånd, et barn af den romantiske enhedskultur og dens idealistiske forestillinger om dannelse – og den rationelt-kritiske videnskabsmand … disse to sider væves sammen for en tid, symbolsk udtrykt i bevæggrundene til to aktiviteter, som han kaster sig over næsten samtidig i sine unge år: sanskritstudierne og arbejdet med afhandlingen om Ragnarokmyten”.

Sprogvidenskaben var fra første færd en krydsning af romantikkens forestillinger om dybe sammenhænge og den systematiske, empiriske metode, der skulle komme til at dominere senere på århundredet. Først da blev den moderne sprogvidenskab måske nok født, men i så fald kan den siges at være blevet undfanget i romantikken.

Artiklen er tidligere bragt i Weekendavisen.

Sanskrit-citatet på Rasmus Rasks gravsten er nyoversat af Stefan Baums (2002).

  • Jesper Brandt Andersen (red.), 2011: Martin Hammerich – kunst og dannelse i Guldalderen, Forlaget Vandkunsten.
  • Kirsten Rask, 2002: Rasmus Rask – store tanker i et lille land. Gads forlag.
  • Jørgen Rischel, 1987: Sproggranskeren Rasmus Kristian Rask: Forskerbedrifter og bristede forhåbninger. Odense Universitetsforlag.

Adam Hyllested, ph.d.-stipendiat, videnskabelig assitent, ah@hum.ku.dk
Roots of Europe, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

Tagget med:

Skriv en kommentar