SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Klingon og mutsun

Worf

Lt. Worf, en tam klingon fra Star Trek. Her ved årsskiftet indledte DR HD en kavalkade med 10 af de 11 Star Trek-spillefilm. De bliver vist lørdage kl 20.50. Foreløbig er to af filmene sendt, nr 7 og 8. og hele serien slutter 6. marts med film nr 6 i serien. (Pr-foto)

De har valker af horn/kitin/ben i panden, og længere nede ad kroppen er der også andre fysiske mindelser om deres krebsdyrforfædre. Alligevel kan de få børn med mennesker. Engelsk kan de også tale, men egentlig har de deres eget sprog.

Klingonerne er nogle aliens vi først kom i kontakt med i 2151. I begyndelsen var der krig, men nu samarbejder vi heldigvis. Nødtvunget har de måttet bøje sig for vores fredelige værdier.

Vi befinder os i science fiction-universet Star Trek, den største medieproduktion nogensinde. Siden 1967 er der lavet seks tv-serier på i alt 726 afsnit, 11 spillefilm (nummer 12 ventes om to år), talrige computer- og videospil, mængder af tegneserier, flere hundrede romaner og noveller og et oplevelsescenter i Las Vegas. Det er lukket for tiden, men bebudes genåbnet senere i år.

Klingonsk

Klingonernes sprog lyder hårdt, brysk, brutalt, aggressivt, krigerisk. Det afspejler deres mandighed og racepræg. De har de sædvanlige fem vokaler, men så har de konsonanter og konsonantgrupper som ikke bare ikke forekommer i engelsk, de lyder direkte fremmedartede. Et eksempel er deres selvnavn, klingon. Det gengiver en engelsk accentudtale af det rigtige thlIngan. Og forresten er g’et stumt. ‘Klingon’ udtales som dansk ‘klingren’.

En anden påfaldende ting ved klingon er ledfølgen, et træk der også blev brugt til at karakterisere vismanden Yoda i Star Wars med. På klingon kommer sætningsleddene i den usædvanlige rækkefølge objekt-verbum-subjekt. Det kan blive ret intergalaktisk: Maden spiser kaptajnen. Det er kun en håndfuld af jordens sprog der har denne ledorden. Hvorimod en tredjedel af dem, et par tusinde eller så, bruger den rækkefølge der også anbefales af engelsk og dansk: subjekt-verbum-objekt: Kaptajnen spiser maden.

Klingon har også en stribe sære bøjninger, og det har sit eget alfabet, men for det meste bruges heldigvis det engelske. Et træk man altid kan kende klingon på, er blandingen af store og små bogstaver. På thlIngan Hol gør det en forskel.

Kult

I de første mange episoder optrådte klingon bare med et ord her og der, men i 1984 tog udviklingen fart. Filmselskabet besluttede at folde sproget ud for rigtig at give karakter og farve til klingonerne. Og de gjorde det professionelt: De hyrede en lingvist til at udvikle sproget.

Marc Okrand har beskrevet sin opfindelse i tre bøger, bl.a. en ordbog og en parlør. Man kan også få et klingon-minikursus og en ordbog som app til sin iPhone.

Hamlet

Som kansler Gorkon siger i Star Trek VI: 'Man kender ikke Wil'yam Shex'pir før man har læst ham på originalsproget, klingon'. Her er det Khamlet: "taH pagh taH'be'!" Man kan vist lige skimte at både Khamlet og kraniet har klingonpande, naturligvis.

Fans har oversat det oldbabylonske Gilgamesh-epos (ghIlghameS) og to af Shakespeares skuespil, Hamlet (Khamlet) og Stor Ståhej for Ingenting (paghmo’tin mIS). Biblen er naturligvis også i gang med at blive oversat til klingon. Tao Te King er allerede oversat.

Det er en forbløffende indsats, i betragtning af at næsten ingen kan læse dem, og de kun kan sælges på deres eksotiske souvenirværdi. Og den er ovenikøbet taget betragtelig af. På amazon.com kan brugte klingonbøger købes for ganske få dollars, hvis man skulle have lyst.

Men klingon blev et kultsprog. Det anslås at 500-1.000 mennesker behersker det i en eller anden grad.

Men selv om næsten ingen kan sproget, har klingon naturligvis fået enorm omtale. Et aktuelt eksempel er SVTs kulturprogram Kobra der havde en udsendelse om klingon og andre kunstsprog for et par måneder siden i anledning af 30-årsjubilæet for den første Star Trek-spillefilm, 7. dec 1979. Udsendelsen kan måske stadig ses her.

Foruden opfinderen Marc Okrand, entusiasten Lawrence Schoen og forskeren Anita Okrent præsenterer udsendelsen også flere svenske klingonkyndige, bl a Yens Wahlgren fra Klingonska Akademien.

Klingon er tilstrækkelig kendt til også at kunne bruges i en sitcom som Frasier:

Klingon Language Institutes bomærke

Klingon Language Institutes militaristiske bomærke (www.kli.org)

Der har også været forsøg på at gøre klingon til et rigtigt sprog ved at lære børn det.

Lawrence Schoen, der stiftede Klingon Language Institute og oversatte Hamlet og de andre klassikere, prøvede at opdrage sit barn med klingon som fadersmål. Han talte klingon med barnet, moderen engelsk. Men det viste sig hurtigt at klingons ordforråd var noget mangelfuldt. Enhver ved jo hvad en iondrevet transmogrif hedder på klingon, men det kniber gevaldigt med ord som ble og kilde-kilde-kilde.

Sagen blev afgjort af barnet. Baby interesserede sig mindre og mindre for hvad far sagde på klingon og ville efterhånden kun forstå og tale engelsk, moderens og omgivelsernes sprog. Til sidst gav Schoen op.

Den finske computernørd yIrqI’ qaSvI’ (Jyrki Kasvi) er også politiker og sidder i parlamentet for De Grønne. Han har en hjemmeside på klingon hvad der gav ham en vældig international eksponering da CNN opdagede det for nogle år siden.

Fans mødes rundt omkring i verden til Star Trek ‘conventions‘ hvor de klæder sig ud som figurer fra filmene. Der er butikker der sælger Star Trek-tøj og -tilbehør, og hvis man ikke vil bruge penge på en klingonpande, kan man lave en selv. Googles brugerflade findes på klingon. Og der er bands der synger på klingon. Se fx tyske “Klenginem” her med klingon-undertekster så man kan synge med.

Og her kan man se 10 minutter af det hollandske operakompagni KlingonTerranResearchEnsembles opførelse af Floris Schönfelds klingon-opera “‘U’” om det perfekte skrig:

x

Mutsun er en af ohlone-stammerne i området lige syd for San Francisco

Mutsun er den sydøstligste af ohlone-stammerne i området lige syd for San Francisco (Kort: Wikimedia)

Mutsun

Marc Okrand arbejdede med automatiseret undertekstning af film og tv-programmer da Paramount valgte ham  til at opfinde klingon (det gør han stadig her mere end 25 år efter). De fleste amerikanske lingvister stifter bekendtskab med et eller flere indianersprog som led i deres uddannelse, og Okrands Ph.D. fra 1977 drejede sig om det uddøde californiske sprog mutsun. Og det er fra mutsun og andre indianersprog han har hentet mange af de eksotiske træk han brugte til at konstruere klingon med.

Mutsun blev talt på egnen syd for San Francisco. I 1769 oprettede spanske fransciskanermunke en missionsstation dér. Foruden overtro havde de sygdomme og soldater med sig, og snart var det både slut med mutsun og de 84 andre indianersprog i Californien. I dag er ikke et eneste af dem i daglig brug. 35 er helt væk, ingen kan dem. De øvrige 50 har bare nogle få talere, næsten alle over 75 år gamle.

Asc

Ascención Solórsano de Cervantes (1854-1930), den sidste der kunne tale mutsun flydende (Foto: J.P. Harrington)

I 1930 døde den sidste der kunne tale mutsun flydende, Ascención Solórsano de Cervantes. Men inden da var hendes sprog blevet dokumenteret af indianersprogsspecialisten John Harrington, og det var ud fra hans omfangsrige optagelser og feltnoter Marc Okrand kunne give en systematisk beskrivelse af mutsun.

Revitalisering

Mutsunsproget forsvandt, men det gjorde mutsunfolket ikke. Ganske vist er der kun 16.000 af dem, men i 1996 begyndte de at genoplive sproget som ikke har været talt i flere generationer. Ud fra Harringtons noter og Okrands sammenfatning kan mutsuner nu markere deres mutsunhed ved at bruge mutsunord og -vendinger og -grammatik i deres engelsk. Det er der flere og flere der gør, sikkert også enkelte ikke-mutsuner.

Der er efterhånden udgivet et par børnebøger og en slags parlør på mutsun. Og så er der naturligvis en engelsk-mutsun ordbog. Der er ikke rigtig brug for én den anden vej, mutsun-engelsk. Men de er i færd med at genopfinde mutsun, klingons fjerne moder, så det kommer måske.

Lige som klingon har mutsun givet anledning til opera: Ascención: A dramatic ethno-historic cantata for mezzo-soprano, piano, chorus and the bells of Mission San Juan Bautista:

Læs også:

  1. Na’vi I filmen Avatar har heltene deres eget særlige sprog, na'vi. Her taler heltinden, høvdingedatteren Neytiri, med en plante. Na'vi blev skabt af lingvisten Paul Frommer. Der findes et interview med...
  2. Esperanto i USA 2010 2010 må være det bedste esperantoår i USA siden første verdenskrig! Der har altid været en tendens til at betragte engelsk som USA’s officielle sprog, men det var først i...
  3. Kamelåså 2003: Nordmanden Atle Antonsen introducerer – på engelsk! – det indtil da ukendte danske ord "kamelåså" for verden Foranlediget af Martin Perssons kommentar til Dorthe Bleses og Hans Basbølls artikel...
  4. Kiribati Verdenshavenes vandstand stiger. Det skyldes som bekendt dels at den globale opvarmning smelter verdens is, dels at vand fylder mere jo varmere det bliver. Nogle steder kan de allerede mærke...
Tagget med: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

1 kommentar

  1. Jeg hørte rygter om en der er etsproget Klingon. En person der lærte Klingon. Han fik et slagtilfælde, og så tabte han sit modersmål, og kunne kun tale Klingon bagefter. Jeg tror personligt ikke at det er sandt, da sådan en type af afasi, hvor man taber et a sine to sprog, er temmelig sjælden, og jeg kan ikke forestille mig at kun Klingon (som han vist ikke brugte så meget) ville have overlevet.

    I øvrigt er der også et opfundet sprog i filmen Avatar, som også blev skabt af en lingvist. Han håber at dette sprog bliver lige så populær som Klingon. Jeg har ikke hørt filmen endnu.

Skriv en kommentar