SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Stavelser, del 2: Utydelige danske stavelser

Sonoritetshierarki for de almindeligste danske sproglyde.

Sonoritetshierarki for de almindeligste danske sproglyde.

I mit tidligere indlæg her på Sprogmuseet fortalte jeg om at stavelser i verdens sprog som regel er opbygget efter sonoritetsprincippet som siger at stavelser typisk består af en sonor kerne omgivet af mindre sonore elementer. I dette indlæg vil jeg fortælle om brud på sonoritetsprincippet og hvorfor det er særlig vanskeligt at tælle stavelser på dansk.

Brud på sonoritetesprincippet

Der er formodentligt til enhver tid nogle sprog i verden som er i en fase hvor der brydes med sonoritetsprincippet i en del af ordforrådet. I fransk er det fx karakteristisk at det finale tryksvage e (kaldet schwa) forsvinder eller er forsvundet, fx fille, femme, rue, bouche ‘pige, kvinde, gade, mund’. I enkelte ord resulterer det dog i at ordet slutter på en konsonantklynge, hvor den sidste konsonant er mere sonor end den første fx, table, quatre [tabl katʁ] ‘bord, fire’, hvor [l] og [ʁ] er mere sonor end den lyd de står ved siden af hhv. [b] og [t] (se forklaring på lydskriftsymbolerne her).

Hvis et sprog, som fransk, som følge af en lydforandring får nogle ord der bryder med sonoritetsprincippet, er det forventeligt at det hurtigt vil ledsages af nye lydforandringer i de problematiske ord. Det er således heller ikke ualmindeligt at franskmænd helt dropper den sidste konsonant i disse ord, så table, quatre udtales [tab kat].

Hvis et sprog løber ind sonoritetsproblemer, kan de resultere i forskellige ting. Hvis man fx kigger på det oldnordiske ord fugl, så har det på dansk, svensk og islandsk udviklet sig i tre forskellige retninger, som overholder sonoritetsprincippet på hver sin måde. I ældre dansk [fuɣˀl] er g blevet svækket og således mere sonort end det efterfølgende l (i moderne dansk er g helt forsvundet i udtalen). I islandsk fugl [fʏkl] er l blevet afstemt og således mindre sonort. I svensk fågel [foːgɛl] har man en vokal mellem g og l så der er tale et tostavelsesord, hvor hver stavelse overholder sonoritetsprincippet.

Det samme er på spil i en del danske imperativer. Reglen for at danne imperativer i dansk er at man tager infinitivformen, fx synge, og dropper et evt. tryksvagt e (schwa) – syng! Indimellem fører det til usædvanlige konsonantklynger, som når åbne, samle, vikle, sikre bliver til åbn, saml, vikl, sikr. Disse ord går nogenlunde på skrift, men de er dumme at udtale fordi de bryder med sonoritetsprincippet – den sidste konsonant er mere sonor end den næstsidste.

Som regel undgår vi ordene i talesproget; vi formulerer os på en anden måde så vi undgår imperativerne. I stedet for åbn døren! siger vi fx vil du åbne døren? Hvis vi absolut skal udtale imperativerne, kan vi lette udtalen ved enten at indskyde en vokal, som gør dem tostavede, dvs. vi udtaler dem som var de stavet fx åben, sammel, vikkel, eller ved at afstemme den sidste konsonant så den bliver mindre sonor end den foranstående fx [vekl sekʁ], eller ved at droppe den første konsonant, fx b‘et i åbn [ɔːˀm].

Vi kan også se sonoritetsprincippet i aktion hvis vi kigger på hvordan vi udtaler v i fx ulv vs. gavl. I ulv [ulˀv] hvor v står perifert, dvs. fjernt fra vokalen, udtales det ”hårdt” og mindre sonort, mens det i gavl [gɑʊ̯ˀl] står nær vokalen og samtidig udtales ”blødt”, vokalagtigt og mere sonort.

At der findes strukturer der er i modstrid med sonoritetsprincippet er altså ikke et argument for at princippet er forkert – der er mange andre kræfter på spil i sprogudviklingen – for det bekræftes nærmest deraf idet disse strukturer føles underlige for sprogbrugeren, og de vil være ekstra tilbøjelige til at forsvinde ud af sproget, enten ved at man undgår dem, eller at der opstår nye lydforandringer til en mere naturlig struktur.

De utydelige danske stavelser

Det følger af sonoritetsprincippet at hvis vi har to sonore lyde der er adskilt af en mindre sonor, vil vi være tilbøjelige til at opfatte sekvensen som to stavelser. Men det omvendte gælder også: Hvis vi har en sekvens af sonore lyde der ikke er adskilt af en mindre sonor lyd, vil vi være tilbøjelige til at opfatte sekvensen som én stavelse.

I disse årtier er det danske sprog inde i en fase hvor vi har særligt mange stavelser der ikke er tydeligt adskilt af konsonanter. I en anden artikel her på Sprogmuseet ‘Er dansk sværere at tilegne sig end svensk?‘ af Dorte Bleses og Hans Basbøll beskrives dansk som et ”vokalagtigt” sprog med uklare grænser både inde i ord [...] og på tværs af ord.

Sprogbrugere er ikke glade for uklare elementer i sproget. Lyde skal helst enten være der eller ikke være der; svævende og ubeslutsomme strukturer har ringe overlevelseschancer. Når stavelser ikke er klart adskilt, vil de hurtigt smelte sammen til én stavelse, og vi ser netop at mange stavelser er ved at forsvinde ud af sproget. Der er særligt to grunde til at danske stavelser er blevet et lidt mudret begreb, nemlig vokalisering af konsonanter og schwa-assimilation. Disse kræver en kort præsentation.

Danske konsonanter er også vokaler

Mange af de konsonanter som skulle adskille stavelserne, er i historiens løb blevet reduceret til vokalagtige lyde, eller ligefrem helt er forsvundet. De helt store syndere er konsonanterne r, d, g, v, j, især når de står mellem to vokaler eller til sidst i en stavelse. Engang var der en r-lyd i slutningen af ord som par, for, har, når osv. Det er der ikke mere. Vi siger [pɑ fʌ hɑːˀ nɒːˀ]. Ligeledes var der engang en g-lyd i pige, ryge, uge osv. Den er også væk.

Ud over de forsvundne konsonanter har vi en del vokoide konsonanter, det vil sige lyde som funktionelt og kognitivt er konsonanter, men fonetisk set er de vokaler. Vi kan altså ikke i dansk fonetik klart skelne mellem konsonanter og vokaler på samme måde som vi kunne skelne mellem røde og sorte bogstaver i skolen. Det drejer sig om lydene [ɪ̯ ʊ̯ ð ɐ̯] som vi fx har i slutningen af ord som hav, hej, had, bær [hɑʊ̯ hɑɪ̯ hað bæɐ̯]. I disse lyde dannes der ikke den obstruktion i munden som ellers er karakteristisk for konsonanter som fx [s f p t k m ], hvor tungen eller underlæben bringes så tæt på ganen, tænderne eller overlæben at der dannes friktionsstøj eller komplet lukke. Derimod er talekanalen her ganske åben, som den er det i vokaler. Konsekvensen er at lydene [ɪ̯ ʊ̯ ð ɐ̯] smelter sammen med omkringstående vokaler; lydene griber ind over hinanden og er ikke artikulatorisk diskret adskilte.

Stavelsesbærende konsonanter

I størstedelen af verdens sprog indeholder alle eller langt de fleste stavelser en vokal. Der er undtagelser, fx i tjekkisk som har ord som vlk ‘ulv’ og krk ‘hals’, hvor det er l og r der er den stavelsesbærende lyd. Men selv her ser man at sonoritetsprincippet overholdes; l og r er mere sonore end deres nabolyde.

Selvom vi er vant til at opfatte det som at alle danske stavelser også indeholder en vokal, så har vi faktisk ganske mange stavelser som ikke udtales med en vokal, men med en stavelsesbærende konsonant. Ord som katten, koppen udtaler vi i sammenhængende tale ikke med to vokaler [kadən kʌbən], men med én vokal [kadn̩ kʌbm̩]. Den sidste konsonant bliver stavelsesbærende, hvilket man i lydskrift skriver med en lille lodret streg under konsonanten. At konsonanten bliver stavelsesbærende betyder kort fortalt at den bærer den tonegang vi normalt forbinder med den tryksvage stavelse.

Fænomenet kaldes schwa-assimilation, og det kan indtræffe når schwa (det tryksvage e) står før eller efter en sonor konsonant, [ɪ̯ ʊ̯ ð ɐ̯ m n l] som i leje, lave, lade, lære, lamme, lande, lalle [lɑɪ̯ə læːʊ̯ə læːðə læːɐ̯ə lɑmə lanə lalə]. Hvis schwa-assimilation indtræffer, smelter schwa og konsonanten sammen til en stavelsesbærende konsonant, så disse ord udtales [lɑɪ̯ɪ læːʊ læːð̩ læːɐ lɑmm̩ lann̩ lall̩]. Schwa-assimilation er overordentligt almindeligt i daglig tale, især når schwa står ved siden af en vokoid konsonant. En optælling i DanPASS-korpusset viser at schwa her kun udtales som en vokal ca. 1 ud af 4 gange, mens det 3 ud af 4 gange enten assimileres eller helt falder væk.

1

Trin 1. Sonoritetsgrader (stiliseret) i ordet 'leve' i konservativ udtale med ”hårdt v” (leːvə) . De to sonoritetstoppe er tydeligt adskilt.

2

Trin 2. Sonoritetsgrader i 'leve' efter vokalisering af v. Sonoritetsdalen mellem de to stavelser er delvis udjævnet.

3

Trin 3. Sonoritetsgrader i 'leve' efter vokalisering af v og efter schwa-assimilation. Der er nu kun én top. Indtrykket af to stavelser er svækket.

Kombinationen af vokoide konsonanter og stavelsesbærende konsonanter i dansk gør at stavelserne ikke er klart adskilt fra hinanden. Tag et ord som spise [sbiːsə], her er de to stavelsesbærende lyde, nemlig [i] og [ə] tydeligt adskilt af et [s]. Men efter schwa-assimilation i fx [guːl̩] gule er der ingen konsonanter mellem de stavelsesbærende lyde [] og [].

Kig på nogle flere ord: [ˈsneːð̩ð̩ ˈlæːɐɐ kɑiˈæːɐ] sneede, lærere, karriere. Her har vi tre-fire stavelsesbærende vokoide lyde i træk, uden nogen konsonantlyde til at holde dem adskilt. Den slags vokoide sekvenser er overordentligt almindelige i dansk. Fire arrige irere udtales [ˈfiːɐ ˈɑːˀii ˈiːˀɐɐ], med otte vokallyde i træk. Helt ekstremt bliver det når vi fx får otte ɑ‘er i træk i denne sætning:

- Er det undulater, Legolas?
- Nej, det er snarere araer, Aragorn. [ˈsnɑːɑɑ ˈɑːɑːˀɑ ɑɑgɒːˀn]

xxx

Sonoritetsgrader (stiliseret) i 'uden jakke'. Tre stavelseskerner ligger på sonoritetstoppe, og en kerne ligger i en sonoritetsdal

Sonoritetstoppe og lukkegestusser

I første del forklarede jeg hvordan stavelser akustisk set normalt udgør sonoritetstoppe, dvs. stavelseskernen er omgivet af mindre sonore lyde, og artikulatorisk er stavelser normalt adskilt af en lukkebevægelse med munden. Sådan er det, som man kan se, langtfra altid i dansk. Stavelseskernerne kan ligge i sonoritetsdale, fx i uden jakke [ˈuːðn̩ jɑgə] hvor [] er omgivet mere sonore lyde, i stedet for mindre sonore. Og de er ikke adskilt af lukkebevægelser, som det fremgår af ovenstående eksempler. Hvor man på andre sprog kan tælle stavelser ved at tælle antallet af sonoritetstoppe eller lukkebevægelser, er det vanskeligt at tælle stavelser i dansk.

Når sonoritetsdalene og lukkebevægelserne forsvinder, forsvinder også indtrykket af klart adskilte stavelser. De to stavelser smelter sammen til en, så tostavelsesord bliver enstavelsesord, trestavelsesord bliver tostavelsesord osv. I en overgangsperiode vil den forsvindende stavelse typisk efterlade sig spor i form af fx forlængelse af den tilbageblivende stavelse, men med tiden forsvinder dette spor også. Det betyder fx at ord som komme, tungere, malede, vende [kʌm̩ tɔŋɐɐ mæːlð̩ð̩ vɛn̩] stille og roligt udvikler sig til at blive udtalt på samme måde som [kʌm tɔŋɐ mæːlð̩ vɛn] kom, tunger, malet, ven.

Morfologiske endelser forsvinder

Der hvor disse lydforandringer især får konsekvenser er i ordenes endelser, hvor mange kontraster forsvinder. Forskellen på infinitiv og imperativ er ved at forsvinde, så fx finde på, dreje rundt, falde ned falder sammen med find på, drej rundt, fald ned. I en del verber er der dog stød i imperativformen, så forskellen på infinitiv og imperativ udtrykkes ofte med stødet, fx [sbiːs sbiːˀs] spise, spis. Visse flertalsformer forsvinder, fx forskellen på lærer/lærere, kineser/kinesere, SF’er/SF’ere osv. Forskellen på præteritumsendelsen -ede og perfektum participium-endelsen -et forsvinder, så vi får sammenfald i manglede/manglet, ønskede/ønsket, øvede/øvet, men forskellen udtrykkes stadig i hjælpeverbet, hvilket dog ofte er en meget subtil forskel; forskellen på jeg savnede dig/jeg har savnet dig er forsvindende lille.

Skal man begræde tabet af stavelser? Det vil jeg lade den enkelte om at vurdere, bare man gør sig det klart at tabet ikke sker uden en grund. De lydforandringer der har ført hertil, er flere hundrede år gamle, og det er umuligt at spole udviklingen tilbage. Stavelsestabene er altså ikke noget der bare sker her og nu, men et led i en lang kæde af forandringer.

Uklare lydstrukturer er næppe hensigtsmæssige, og under alle omstændigheder er de vanskelige at viderebringe fra generation til generation. Man kan derfor meget vel betragte udviklingen som den yngre generations forsøg på at rydde op i de noget mudrede stavelser som de har arvet fra den ældre generation.

Ruben Schachtenhaufen, ph.d.-studerende, cand.mag.
Internationale Sprogstudier og Vidensteknologi, Copenhagen Business School
schwa.dk

Læs også:

  1. Stavelser. Del 1: Hvad er en stavelse? "Klant ikke Deres Irmapige". For en del år siden gjorde Irma et omdiskuteret forsøg på at omgå den akavede bydemåde af ordet "klandre" ved at fjerne en stavelse Når man...
  2. Slarvig danska? När skandinaver samtalar kan de använda sitt eget modersmål: Om en svensk ställer en fråga till en dansk på svenska, så kan den i sin tur svara på danska. Det...
  3. Kiribati Verdenshavenes vandstand stiger. Det skyldes som bekendt dels at den globale opvarmning smelter verdens is, dels at vand fylder mere jo varmere det bliver. Nogle steder kan de allerede mærke...
  4. Meget er stadig møj Seks moderne danske talesprog, dvs. dialekter, er undersøgt. Fra øst: bornholmsk (Rønne), københavnsk (Østerbro), sydsjællandsk (Næstved), østfynsk (Nyborg), sønderjysk (Sønderborg) og vestjysk (Skjern), Resultaterne vil være overraskende for somme. …....
Tagget med: , , , , , , ,

2 kommentarer

  1. Med tanke på ditt specialintresse: Vi uttalar nog snarare “fågel” med [schwa] här i Sverige. (Att det sedan finns somliga som hävdar att den underliggande formen är /fo:gl/ är en annan sak.) På skånska heter (hette) det förstås “ful”.

  2. Det tror jeg gerne. Jeg tror jeg fandt [foːgɛl] i en udtaleordbog, men den slags har det, også i Danmark, med at være hyperdistinkte.

Skriv en kommentar