Klichéer på alle hylder
I kvantitativ lingvistik analyserer man tekster ved at optælle, hvor hyppigt udvalgte ord og vendinger forekommer. Af de indsamlede tal forsøger man så at drage konklusioner ved brug af mere eller mindre avancerede statistiske metoder.
Kvantitativ lingvistik var selvsagt en træg affære før computernes tid, men nu er det helt anderledes. Enhver, der har en computer med netforbindelse, kan nu ganske let udføre kvantitativ lingvistik, endda uden brug af specielle programmer. Der er enorme mængder af tekster af alle slags på nettet, og det mest udbredte af alle søgeprogrammer, Google, kan finde og tælle de tekster, som bestemte ord og vendinger forekommer i. Det gælder blot om at stille et veldefineret spørgsmål og gå i gang. Lad os prøve.
Vi stiller spørgsmålet: Er alle politiske partier lige slemme til at bruge klichéer?