Bartolomé de las Casas (1484-1566), spansk biskop i Mexico, negerslaveriets 'opfinder' og senere kritiker

Da Columbus i julemåneden 1492 nåede frem til den ø han kaldte Lille Spanien, Hispaniola på latin, blev han alt for venligt modtaget af landets indfødte befolkning, taino-indianerne. Kun få årtier senere var de fleste af dem omkommet af det hårde slavearbejde de spanske kolonister tvang dem til. Nyindførte sygdomme hjalp også godt med. Den første koppeepidemi brød ud i 1507, femten år efter spaniernes ankomst.

Indianernes uhyrlige lidelser vakte biskop Bartolomé de las Casas’ medlidenhed, og han udvirkede kong Ferdinand den Katolskes tilladelse til at skibe der anløb de nye spanske kolonier i Vestindien, kunne medbringe  slaver fra Vestafrika, der ligefrem blev kaldt Slavekysten, i dag landene Benin, Togo og Ghana.

Las Casas var ikke motiveret af ondskab eller profithunger, tværtimod, det var kristen næstekærlighed der drev ham. Afrikanere var nemlig meget mere hårdføre end indianere, og derfor kunne de også tåle langt mere umenneskelige arbejdsvilkår i minerne og plantagerne. De var også meget mere tykhudede og tykhovedede end indianere, og derfor led de heller ikke så meget ved lidelserne.

Læs mere…