I et tidligere indlæg her i Sprogmuseet har jeg antydet, at ordet sprogsyn ligesom ordet menneskesyn har fordømmelsespotentiale. Betegnelsen opfandt jeg til lejligheden og den er vist selvforklarende.
Jeg overvejede derefter, om sammensatte ord, der ender på syn, i almindelighed har fordømmelsespotentiale. Jeg antog, at der midt i den opvarmede klimadebat kunne være nogen, der havde fundet på at sammensætte klima med syn for at have et nemt ord, som med positivt eller negativt fortegn kunne bruges til at karakterisere meningsfæller og modstandere med. Jeg googlede ordet klimasyn og fandt en enkelt forekomst. Efterfølgende har jeg kontrolleret mine antagelser ved en tilbundsgående googling af de pågældende ord. I det følgende gør jeg rede for resultaterne.
Til dem, der ikke orker at læse videre, vil jeg blot sige, at det ser ud til, at jeg havde ret.
Niels Davidsen-Nielsens sprogdebat- og -erindringsbog "Moders stemme - fars hammer" udkom på dansklærerforeningens forlag i forbindelse med hans afgang i 2009 efter seks år som formand for Dansk Sprrognævn
Da jeg i 1991 blev valgt ind i Dansk Sprognævn, var begrundelsen at jeg foruden at være ’velindsat’ i dansk sprog var ekspert i moderne engelsk. Allerede dengang stod det nemlig klart at dansk blev påvirket af engelsk, og at nævnet derfor nok burde forholde sig til denne udvikling. Det lå nu i luften at jeg med min engelskfaglige baggrund kunne vurdere om der var behov for et udspil fra Sprognævnet.
Blandt sprogfolk var den fremherskende holdning på det tidspunkt at det fornuftigste man kunne gøre, var at lade sproget passe sig selv, og altså ikke foretage sig noget. Sådan så jeg også nærmest selv på det, for selvom importen af ord fra engelsk var stor, var den dog betydelig mindre, mente jeg, end den ordeksport der tidligere havde fundet sted fra dansk til engelsk.
Det var jo heller ikke forkert. I en klassisk, formidlende og prisbelønnet bog fra 1906 –Growth and Structure of the English Language – havde den navnkundige engelskprofessor Otto Jespersen påvist at det engelske sprogs udvikling er kendetegnet ved at der oven på det angelsaksiske fundament blev bygget tre ’superstrukturer’: en skandinavisk (i vikingetiden), en fransk (efter den normanniske invasion i 1066) og en latinsk (i renæssancen). Da vikingerne huserede i England, var oldnordisk og oldengelsk nært beslægtede, og det var en væsentlig grund til at så mange skandinaviske ord kunne glide ubesværet ind i engelsk. Blandt dem kan nævnes stedordene they, them, their samt en masse andre helt almindelige hverdagsord, herunder navneord som husband, sky, skin, wing, root og udsagnsord som die, take, call, scrape og guess. På grund af dets tre superstrukturer er engelsk i ordforrådet i dag et blandingssprog, og det er da også blevet betegnet som et ’bastardmål’. Men som dets udbredelse i dag viser, har det jo på ingen måde svækket dets stilling.
Hvad er kollokationer? Ordet ser fremmed ud, og et oplagt sted at slå op er da også en fremmedordbog. Slår vi op i Gyldendals Fremmedordbog, kan vi læse at ordet betyder: ”særlig tit brugt sammenstilling af ord, fx en rislende kilde”. En anden god ordbog at ty til er Den Danske Ordbog. Den giver os følgende definition og eksempler: ”forbindelse af to eller flere ord der sædvanligvis optræder hyppigt sammen fx bære ansvaret eller vægtige argumenter.” Og i Den Store Danske kan vi læse denne definition:
kollokation, (af lat. collocatio, af collocare ’sammenstille, placere’, af con- og locus ’sted’), grammatisk betegnelse for leksikalsk sammenhæng i et syntagme, indført af den britiske sprogforsker J.R. Firth. Kollokation findes, hvor ord hyppigt optræder sammen, fx stærk sammen med ord som kaffe og argument og kraftig sammen med ord som vin og motor.
En fodboldkommentator fortæller om generaler, bananskud
og ambitionen om at nå ud til både fodboldnørder og neglerensende kvinder
Tipstjenesten kører i øjeblikket en tv-reklame for Oddset, hvor en yngre kvinde kun hører lyden fra en sportskommentator, mens hun renser negle. I de forskellige versioner studser hun over udtryk som for eksempel: ”Rafael klipper ham uden for feltet”. Via hendes forestilling ser man samtidig, hvordan en frisør rent faktisk klipper håret på en kunde inde på en fodboldbane, hvorefter en dyb mandestemme siger:
”Der er så meget, kvinder ikke forstår”.
Reklamen er egentlig ganske morsom, men hvis man tænker lidt over den, så tror da pokker, at kvinden undrer sig. For sportens og især fodboldens interne sprog er på mange måder mærkeligt.
Hvordan bliver et frispark for eksempel til, at en spiller ’klipper’ en anden?
Hvorfor er den centrale spiller på midtbanen så ofte ’en general’?
Lt. Worf, en tam klingon fra Star Trek. Her ved årsskiftet indledte DR HD en kavalkade med 10 af de 11 Star Trek-spillefilm. De bliver vist lørdage kl 20.50. Foreløbig er to af filmene sendt, nr 7 og 8. og hele serien slutter 6. marts med film nr 6 i serien. (Pr-foto)
De har valker af horn/kitin/ben i panden, og længere nede ad kroppen er der også andre fysiske mindelser om deres krebsdyrforfædre. Alligevel kan de få børn med mennesker. Engelsk kan de også tale, men egentlig har de deres eget sprog.
Klingonerne er nogle aliens vi først kom i kontakt med i 2151. I begyndelsen var der krig, men nu samarbejder vi heldigvis. Nødtvunget har de måttet bøje sig for vores fredelige værdier.
Vi befinder os i science fiction-universet Star Trek, den største medieproduktion nogensinde. Siden 1967 er der lavet seks tv-serier på i alt 726 afsnit, 11 spillefilm (nummer 12 ventes om to år), talrige computer- og videospil, mængder af tegneserier, flere hundrede romaner og noveller og et oplevelsescenter i Las Vegas. Det er lukket for tiden, men bebudes genåbnet senere i år.
Klingonsk
Klingonernes sprog lyder hårdt, brysk, brutalt, aggressivt, krigerisk. Det afspejler deres mandighed og racepræg. De har de sædvanlige fem vokaler, men så har de konsonanter og konsonantgrupper som ikke bare ikke forekommer i engelsk, de lyder direkte fremmedartede. Et eksempel er deres selvnavn, klingon. Det gengiver en engelsk accentudtale af det rigtige thlIngan. Og forresten er g’et stumt. ‘Klingon’ udtales som dansk ‘klingren’. Læs mere…
Hans Degns indlæg om politiske klicheer fik mig til at gentænke klicheen som sprogpsykologisk fænomen. Artiklen er en fristil om klicheer med udgangspunkt i Erik Hansens gamle artikel.
Erik Hansens artikel “Den sproglige kliché” En studie i pragmatisk stilistik” i Danske studier 1979, s. 5-23 er svær at bruge, fordi den er usammenhængende. Jeg vil her prøve at belyse, hvordan det går til, det forholder sig sådan. Den overordnede usammenhæng i artiklen, som jeg her vil belyse, skyldes, efter skøn, en overordentlig passion for detaljer fra Hansens side.
I kvantitativ lingvistik analyserer man tekster ved at optælle, hvor hyppigt udvalgte ord og vendinger forekommer. Af de indsamlede tal forsøger man så at drage konklusioner ved brug af mere eller mindre avancerede statistiske metoder.
Kvantitativ lingvistik var selvsagt en træg affære før computernes tid, men nu er det helt anderledes. Enhver, der har en computer med netforbindelse, kan nu ganske let udføre kvantitativ lingvistik, endda uden brug af specielle programmer. Der er enorme mængder af tekster af alle slags på nettet, og det mest udbredte af alle søgeprogrammer, Google, kan finde og tælle de tekster, som bestemte ord og vendinger forekommer i. Det gælder blot om at stille et veldefineret spørgsmål og gå i gang. Lad os prøve.
Vi stiller spørgsmålet: Er alle politiske partier lige slemme til at bruge klichéer?
”Ka’ veste flyde? Ka’ jakker!” – de unge medlemmer af Hobro Roklub var klædt på til efterfølgende vandgang, da de var tilskuere til navngivningen af klubbens fire nye fartøjer. (Tekst og foto: Sparekassen Hobro)
Da jeg læste artiklen om palindromer, kom jeg i tanke om den ordleg (man kan eventuelt kalde den et ordspil) der går ud på at stille et spørgsmål som skal besvares med et spørgsmål. Jeg ved ikke om legen hedder noget, men der er bestemte sproglige regler som skal overholdes for at spørgsmålet – og spørgsmålet til det – er gyldigt.
Ka’ veste flyde? – Ka’ jakker!
Det er en af de kendte. Man kan sådan set godt sætte udråbstegn efter det “besvarende” spørgsmål (der vel er noget andet end et retorisk spørgsmål).
Den palindromitisramte Krister opstod i 1995 under matematikforelæsningerne på Aarhus Universitet. Han har tidligere optrådt i studenterbladet Mads Føk og i to undergrundsalbums. Nu har forlaget politisk revy udgivet et album med Krister på 96 sider.
I anledning af udgivelsen af ”Seks nøgne sirener i seng ønskes”, Kristian Pedersen og undertegnedes tegneserie om Krister, der altid taler i palindromer, har Sprogmuseets redaktør bedt os om at fortælle lidt om palindromer og hvordan Krister-historierne bliver til.
Et palindrom er et ord eller en sætning, der staves ens forfra og bagfra. Mange kender nok palindromet
En af dem der red med fane.
Desuden er der klassikere som regninger samt navnene Otto, Ebbe og Anna. Der er også et indisk sprog, der hedder malayalam. Dansk byder altså naturligt på ord og sætninger, der staves ens forfra og bagfra.
”Dér, hvor man brænder bøger, vil man ende med også at brænde mennesker”.
I ex-Jugoslavien brændte man ikke bøger – men man rensede sproget. Og det gør man stadig.
Her går folk over den berømte tyrkiske bro i den østbosniske by Mostar. Broen var oprindeligt fra 1500-tallet, den blev ødelagt under krigen i 90′erne – men er nu genopbygget. Og det er netop i krigens Mostar, sociologen Božidar Jakšić begynder sin fortælling om det, der i Jugoslaviens tid hed ’serbokroatisk’.
”Mostar i Herzegovina er en vidunderlig by. Der bor serbere, bosnjakker og kroater – men under krigen satte kroaterne sig på den del af byen, der ligger på vestbredden af floden Neretva, mens bosnjakkerne satte sig på østbedden. Og hvad skete der?”
2003: Nordmanden Atle Antonsen introducerer – på engelsk! – det indtil da ukendte danske ord "kamelåså" for verden
Foranlediget af Martin Perssons kommentar til Dorthe Bleses og Hans Basbølls artikel igår om at dansk er så utydeligt (eller forfinet moduleret med klangfulde vokaler næsten hele vejen igennem), at danske børn må bruge betydelig længere tid end svenske på at lære at skelne ordene – benytter jeg lige lejligheden til at minde om en berømt video der vedrører dette spørgsmål.
Jeg er sikker på at Martin er svensker ;-) for hans triumferende kommentar til det nedslående forskningsresultat var “Kameloso!”, eller som det oftest staves, Kamelåså. Ingen ved hvad det oprindelig skulle betyde – muligvis noget isenkramnoget – men med fare for at virke nedladende på den oplyste læser, vil jeg vove at fortælle at det nuomdage betyder, groft oversat og underforstået: Læs mere…
Danske børns tilegnelse af det receptive ordforråd er langsom!
Det høres ofte at dansk er svært for udlændinge. En tværsproglig undersøgelse baseret på 18 sprog peger på en svær begyndelse også for danske babyer (Bleses et al., 2008). Undersøgelsen er baseret på de såkaldte forældrerapporter som nu findes på mere end 40 sprog.
Receptivt ordforrådsscore fordelt på sprog og alder
I figuren ses udviklingen af det receptive ordforråd fra 8 til 15 måneder baseret på medianen (kun de sprog der har opgivet medianen er inkluderet i figuren, men det samme resultat finder man hvis man sammenligner den gennemsnitlige score). Blandt de 18 sprog var foruden germanske også romanske, slaviske og semitiske sprog, dvs. sprog der på en række dimensioner er meget forskellige fra dansk, hvilket gør en tolkning af resultatet vanskelig.
Hvis vi indskrænker sammenligningen til kun at omfatte danske og svenske børn kan vi i højere grad gå ud fra at opgaven ligner hinanden for de to grupper af børn. Dansk og svensk er genetisk tæt beslægtede og typologisk meget ens ligesom de samfundsmæssige forhold som børnene vokser op under, ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden.
“En ændring i artikulationsmåden”, hedder det blandt andet. Det er jo ikke noget man tænker på når man taler, herunder artikulerer. Men jeg kom til at tænke på det da jeg for nylig hørte om de mobiler der blev udstillet på sydstranden i Århus. I den betydning skal ordet åbenbart udtales uden stød – hvilket i hvert fald omhyggeligt (sådan hørte jeg det) blev gjort i den pågældende præsentation i radioen. Det hedder nemlig en mobile i ental, med langt i (og selvfølgelig uden stød) – det er først i flertalsformen det ikke virker selvfølgeligt. Udtalt med stød betyder det jo mobiltelefoner.
Nå, men det fik mig samtidig til at tænke på morsingbomål og den måde man i den dialekt omgås (for ikke at sige omgår) stød på i visse ordformer. Læs mere…
… hedder den ø jeg sidder og skriver på. Det er et ord med to vokaler: Sjælland og derfor med to stavelser. Grænsen mellem de to stavelser skal ligge et sted mellem de to vokaler, sådan at ordet kan stavelsedeles på en af følgende måder
Sjæ+lland
Sjæl+land
Sjæll+and
De tre opdelinger kunne svare til tre forskellige opfattelser af både ordets udtale, dets betydningssammensætning og dets mulige opdeling i oprindelige bestanddele.
Den midterste opdeling, Sjæl+land, er den der tilsyneladende giver den enkleste betydningssammensætning, altså fx ’Sjæl(ens) land’, selv om det virker lidt underligt hvorfor lige den her ø skulle hedde sådan. Trods alt er det så nok ikke fra en sådan sammensætning navnet stammer.
Hjælp jeg har fået hund – eller rettere sagt kærestens datter har fået hund og midlertidigt parkeret den hos os under et længerevarende udlandsophold.
Det er en såkaldt mindre selskabshund af racen GRIFFON BRUXELLOIS. Filmelskere vil genkende den fra Jack Nicholson – filmkomedien As Good As It Gets (Det bliver ikke bedre ) hvor en bøssenabo prakker ham den på til pasning og han starter med at smide den ned gennem affaldsskakten.
Det gør vi ikke med ’vores’ meget søde lille GRIFFON – som for resten bærer det grønlandske navn NUKA (egtl. ’lillesøster’). Men jeg spekulerer på hvad det er for et ord GRIFFON?
Jeg er hverken inkarneret kaffedrikker eller føler mig særlig hellig. Alligevel har jeg lært mig et par af begreberne, som hellige og kaffeelskere engang har brugt dem. Nu om dage er ibsskal og kaffekat måske nok ord, der hører hjemme på et sprogmuseum, men det er trods alt en stor tilfredsstillelse for nysgerrigheden at finde ud af, hvad der gemmer sig bag den slags ord.
Ordene blev jeg første gang præsenteret for på internettet, hvor min søn, Thomas Dippel, har et lille gratis, men meget populært spil blandt folk med hang til kryds og tværs og tilsvarende ordkløveri, om man så må sige. Pludr, er navnet, og ordkyndige vil vide, at vi her har at gøre med en bydeform. Den slags er der mange af i spillet, hvor det gælder om at finde frem til alle de ord, der kan skjule sig i et lille kvadrat på fem gang fem bogstaver.
Ved første øjekast ser det overkommeligt ud, men det kan være mere drilsk end som så, Læs mere…
Dronning Henrik på fransk visit nede i riget (foto: Erik Christensen, Wikimedia)
Den netop overståede folkeafstemning og surrealistiske diskussion om ‘ligestilling’ i kongefamiljen om et halvt århundrede, følges nu op af en endnu mere underholdende absurd debat om prins Henriks formodede ønske om at blive kaldt “konge”.
Det hidtil bedste bud på en løsning på dette alvorlige dilemma er vist givet af Per Vadmand på dk.kultur.sprog, som er det i særklasse flittigste og aktuelleste debatforum om det danske sprog.
Her ved middagstid klokken 12.22 dansk tid nåede engelsks ordforråd op på en million. Det kan endda fastslås hvilket ord der er det millionte: Web 2.0. (”Web 2.0″? Øhh, … er det et ord?)
Det meddeler alverdens medier i dag, og de har det fra en dygtig mand der ved hvad han snakker om. Paul JJ Payack opfinder nemlig selv sine data. Han har fx fundet på at engelsk optager et nyt ord hver 98ende minut. Derfor kunne han allerede for et halvt år siden vide at ord nr én million ville blive en del af engelsk i dag kl 12.22.
Den slags meningsløs præcision kan altid finde plads i medierne, Læs mere…
”Jeg indrømmer således, at jeg kan have misset noget, også fordi jeg ganske enkelt atter blev fortryllet af Rushdies lingvistiske nerve.”
Lingvistisk nerve? Er Salman Rushdie sprogvidenskabsmand? Jeg ved selvfølgelig godt at Tonny Vorm mener det, som jeg ville have udtrykt som ”Salman Rushdies sproglige nerve”. Jeg blev ikke engang forundret, bare en smule irriteret. Når vi nu på dansk har de to ord sproglig og lingvistisk, hvorfor ikke reservere det sidste for betydningen sprogvidenskabelig? Så behøver man ikke studse og spørge sig om Tonny Vorm nu mente at Rushdie har en sproglig nerve eller en sprogvidenskabelig nerve. Selv om man godt kan finde ud af det – han mener jo næppe det sidste.
(I en eksamensopgave i sprogvidenskab kan der til gengæld tit forekomme kontekster, hvor man kan – og helst ikke burde – være i tvivl.)
Som for så meget andet, får det engelske sprog ofte skylden også for dette: Læs mere…
Søren Buhl er fundraiser i Folkekirkens Nødhjælp og henvendte sig for et par måneder siden til Danmarks Radios ugentlige sprogmagasin Sproglaboratoriet for at få hjælp til at finde et dansk afløsningsord for sin titel: fundraiser.
DR lagde naturligvis opgaven ud til lytterne der kom med en masse opfindsomme forslag, angiveligt hundredevis , fx finansforsyner, formueskaber, kapitalagent, kapitalformidler, legatjæger, legatstøvsuger, pengepuger, pengvin, realisator, sammenskraber, spirekassemand, støttesnuser og økonomidetektiv. Læs mere…
I Information var der i lørdags en annonce på side 5 for en Romrejse inklusive Vatikan museet, Peters Pladsen, Capitol Højen og Trevi Fontænen. Jeg er sikker på at der var mangeder krummede tæer. Hvor kommer denne syge fra at ellers ganske fornuftige folk ikke kan stave sammensatte navneord som de bør staves, nemlig ud i et?
Der findes endda en gruppe på Facebook som kalder sig “Førstehjælp til sammensatte ord”, hvor man kan se nogle af de mest afskyelige eksempler udstillet. For eksempel dette her: fad øl som er noget helt andet end fadøl som det nok var meningen der skulle have stået.
I Hong Kong møder man stadigvæk engelsk, det gamle kolonisprog, i bedste velgående – men ligesom velopdragne børn helst skal ses, men ikke høres, så ser man en masse engelsk i det offentlige rum i Hong Kong – alle officielle skilte og mange private ditto er på to sprog –, mens man ikke kan høre nær så meget engelsk som man kan læse.
Kineserne har en formel for den specielle lokale form for tosprogethed: 两文三語, ‘to skriftsprog, tre talesprog’ eller léuhng màhn sàam yúh på kantonesisk og liăng wén sān yŭ på det man tidligere kaldte for mandarin, men som nu oftest kaldes for putonghua. Med andre ord: der findes to skriftsystemer, men tre talte sprog.
0 kommentarer 
