(Fra quenya-digtet Oilima Markirya ”Den sidste ark”).

Inskriptionen på Ringen er skrevet med elviske tengwar-bogstaver, men sproget er Saurons (Den mørke fyrstes) ”sorte sprog”. (Fra filmen "Eventyret om Ringen")

Den engelske forfatter Marjorie Boulton blev engang spurgt hvorfor i al verden hun skrev digte på esperanto? Hun svarede med et modspørgsmål: Hvorfor i al verden får pæretræet pærer?

Boulton mente altså at det er sproget selv der er ”skyld” i litteraturen. Litterært anlagte mennesker skriver som de gør fordi de tænker på et bestemt sprog, som afføder billeder i sindet. Den sanselige virkelighed er en meget kompleks størrelse, og sproget er med til at vælge hvilke af de uendeligt mange aspekter digteren fokuserer på. (Bare tænk på dansk der har et eget ord for ”døgn”. En del andre sprog må klare sig med ”nat og dag”, og gør det mindre oplagt at tale om ”døgnkiosker”). Dette ”tankesprog” kan være ens modersmål, men det kan også være et fremmedsprog som man behersker på højt niveau (såsom Boultons esperanto eller det engelsk som Piet Hein brugte i nogle af sine gruk [grooks]). Derfor er den litterære verden i særligt stor grad tjent med at den sproglige mangfoldighed bevares og dyrkes. De litteraturer der udspringer af sprog X og Y kan smage lige så forskelligt som æbler og pærer – eller i det mindste som Gråsten og Rød Aroma.

I Danmark har vi Benny Andersen, som skrev en hel bog ud fra udtrykket ”at gå fra snøvsen”. For hvem var Snøvsen for én? Det ved vi nu, takket være Andersen. (Og vi ville slet ikke have fået lige dén historie, hvis han havde skrevet på et andet sprog end dansk).

Ingen forfatter overgår Boultons landsmand J.R.R. Tolkien (1892–1971) i sproglig frugtsætning. Læs mere…

Niels Davidsen-Nielsens sprogdebat- og -erindringsbog "Moders stemme - fars hammer" udkom på dansklærerforeningens forlag i forbindelse med hans afgang i 2009 efter seks år som formand for Dansk Sprrognævn

Da jeg i 1991 blev valgt ind i Dansk Sprognævn, var begrundelsen at jeg foruden at være ’velindsat’ i dansk sprog var ekspert i moderne engelsk. Allerede dengang stod det nemlig klart at dansk blev påvirket af engelsk, og at nævnet derfor nok burde forholde sig til denne udvikling. Det lå nu i luften at jeg med min engelskfaglige baggrund kunne vurdere om der var behov for et udspil fra Sprognævnet.

Blandt sprogfolk var den fremherskende holdning på det tidspunkt at det fornuftigste man kunne gøre, var at lade sproget passe sig selv, og altså ikke foretage sig noget. Sådan så jeg også nærmest selv på det, for selvom importen af ord fra engelsk var stor, var den dog betydelig mindre, mente jeg, end den ordeksport der tidligere havde fundet sted fra dansk til engelsk.

Det var jo heller ikke forkert. I en klassisk, formidlende og prisbelønnet bog fra 1906 – Growth and Structure of the English Language – havde den navnkundige engelskprofessor Otto Jespersen påvist at det engelske sprogs udvikling er kendetegnet ved at der oven på det angelsaksiske fundament blev bygget tre ’superstrukturer’: en skandinavisk (i vikingetiden), en fransk (efter den normanniske invasion i 1066) og en latinsk (i renæssancen). Da vikingerne huserede i England, var oldnordisk og oldengelsk nært beslægtede, og det var en væsentlig grund til at så mange skandinaviske ord kunne glide ubesværet ind i engelsk. Blandt dem kan nævnes stedordene they, them, their samt en masse andre helt almindelige hverdagsord, herunder navneord som husband, sky, skin, wing, root og udsagnsord som die, take, call, scrape og guess. På grund af dets tre superstrukturer er engelsk i ordforrådet i dag et blandingssprog, og det er da også blevet betegnet som et ’bastardmål’. Men som dets udbredelse i dag viser, har det jo på ingen måde svækket dets stilling.

Læs mere…