Der er store ungarske mindretal i Ungarns nabolande, især i Rumænien (1,4 mio), Slovakiet (500.000) og Serbien (400.000). (Kort: Wikipedia)

Ungarns nationale problem går langt tilbage i tiden. Da magyarerne (udtales madjarerne) brød ind på den ungarske slette i slutningen af 800-tallet, var de hedninge uden eget skriftsprog. Med kristendommens indførelse i 1000-tallet fik landet to sprog: kirkens latin og det magyariske sprog, som bruger latinsk alfabet, men i en tyskpåvirket udgave. Det er grunden til, at S på ungarsk udtales som sj (svarende til lydkvaliteten i ord som Stahl og Spiel), mens SZ betegner et almindeligt s (svarende til det tyske sprogs anvendelse af ss eller ß som angivelse af, at dette s hverken skal udtales stemt (som i “Saal”) eller som sj).

Ungarn kom til at dække hele området inden for Karpatherbuen, d.v.s. ud over det nuværende Ungarn også Slovakiet, den transkarpatiske del af Ukraine, Transsilvanien, Vojvodina i Serbien og Burgenland i Østrig. Ungarerne har højst udgjort 50% af dette store territoriums befolkning, hvortil kommer det oprindelig selvstændige kongerige Kroatien, som den daværende ungarske konge bemægtigede sig i 1102 og som gav Ungarn adgang til havet. En stor del af indbyggerne i dette vældige territorium var slaver, men de ungarske konger importerede også tyskere fra Rhinlandet, de såkaldte sachsere, som der stadig er nogle tilbage af i de områder, som i dag hører til Rumænien.

Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Europaklip 2. august 2008 og kan høres her.]

Det Osmanniske Imperiums største udstrækning i Europa er en almindelig måde at definere Balkan på (Kort: Cambridge Modern History Atlas, 1912)

I Vesteuropa opfatter mange Balkan som ’et uciviliseret sted’ – og det er en stereotypisk forestilling, som støttes fra højeste sted.

Blandt andre Frankrigs præsident og Englands premierminister forklarede krigen i Bosnien i 90′erne med, at på Balkan hersker, citat, ”et ældgammelt etnisk had”. Og den franske præsident sagde, at Balkan er et ”stamme-Europa”.

Det er klart, at når omverden ser negativt og nedladende på Balkan, får folk, som bor der, lyst til at glemme, hvor de kommer fra.

I lande som Serbien, Makedonien, Bosnien, Albanien, Grækenland og Bulgarien har man opgivet direkte at benægte sin balkan-identitet – men i Kroatien, Slovenien, Ungarn og Rumænien hævder mange mennesker, at grænsen til Balkan går lige syd eller syd-øst for deres land. Flere lande prøvede efter omvæltningerne i 1989-90 at redefinere deres ’nationale identitet’ til ikke at omfatte ’Balkan’.

Dengang hed det nye politiske projekt euroatlantisk integration. Dét betød, at man ville være medlem af EU og af Nato – og da folk i de vestlige Nato- og EU-lande så nogle stærkt negative billeder for sig, når de hørte ordet ’Balkan’, så var det vigtigt at overbevise dem om, at ens land ikke var ’et balkanland’.

Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Panorama 31. august 2007 og kan høres her. 14:40]

"Stari most", den berømte osmanniske bro over Neretva fra 1566, blev ødelagt af kroatiske styrker i 1993 og genopført i 2004.

Den tyske forfatter Heinrich Heine skrev i 1821, at

”Dér, hvor man brænder bøger, vil man ende med også at brænde mennesker”.

I ex-Jugoslavien brændte man ikke bøger – men man rensede sproget. Og det gør man stadig.

Her går folk over den berømte tyrkiske bro i den østbosniske by Mostar. Broen var oprindeligt fra 1500-tallet, den blev ødelagt under krigen i 90′erne – men er nu genopbygget. Og det er netop i krigens Mostar, sociologen Božidar Jakšić  begynder sin fortælling om det, der i Jugoslaviens tid hed ’serbokroatisk’.

”Mostar i Herzegovina er en vidunderlig by. Der bor serbere, bosnjakker og kroater – men under krigen satte kroaterne sig på den del af byen, der ligger på vestbredden af floden Neretva, mens bosnjakkerne satte sig på østbedden. Og hvad skete der?”

Læs mere…