(Fra quenya-digtet Oilima Markirya ”Den sidste ark”).

Inskriptionen på Ringen er skrevet med elviske tengwar-bogstaver, men sproget er Saurons (Den mørke fyrstes) ”sorte sprog”. (Fra filmen "Eventyret om Ringen")

Den engelske forfatter Marjorie Boulton blev engang spurgt hvorfor i al verden hun skrev digte på esperanto? Hun svarede med et modspørgsmål: Hvorfor i al verden får pæretræet pærer?

Boulton mente altså at det er sproget selv der er ”skyld” i litteraturen. Litterært anlagte mennesker skriver som de gør fordi de tænker på et bestemt sprog, som afføder billeder i sindet. Den sanselige virkelighed er en meget kompleks størrelse, og sproget er med til at vælge hvilke af de uendeligt mange aspekter digteren fokuserer på. (Bare tænk på dansk der har et eget ord for ”døgn”. En del andre sprog må klare sig med ”nat og dag”, og gør det mindre oplagt at tale om ”døgnkiosker”). Dette ”tankesprog” kan være ens modersmål, men det kan også være et fremmedsprog som man behersker på højt niveau (såsom Boultons esperanto eller det engelsk som Piet Hein brugte i nogle af sine gruk [grooks]). Derfor er den litterære verden i særligt stor grad tjent med at den sproglige mangfoldighed bevares og dyrkes. De litteraturer der udspringer af sprog X og Y kan smage lige så forskelligt som æbler og pærer – eller i det mindste som Gråsten og Rød Aroma.

I Danmark har vi Benny Andersen, som skrev en hel bog ud fra udtrykket ”at gå fra snøvsen”. For hvem var Snøvsen for én? Det ved vi nu, takket være Andersen. (Og vi ville slet ikke have fået lige dén historie, hvis han havde skrevet på et andet sprog end dansk).

Ingen forfatter overgår Boultons landsmand J.R.R. Tolkien (1892–1971) i sproglig frugtsætning. Læs mere…