Te (Camelia sinensis). Fra Koehlers Medizinal-Pflantzen, 1887

Navnet på drikken te stammer via hollandsk thee og malajisk teh (lånt via den hollandske kolonialhandel i Ostindien) fra ordet té på det sydkinesiske sprog hokkien / fujian som tales i provinsen Fujian og på Taiwan. – Ordformen te genfinder vi i Europa overalt mod vest og nord: engelsk tea, tysk Tee, fransk thé etc. etc.

En anden kinesisk form, som man har både på standardnordkinesisk (’mandarin’) og på det sydkinesiske kantonesisk, er cha. – Denne form er lånt til østasiatiske sprog som japansk, koreansk,  thai, tagalog (tsaa) – og også visse indiske sprog som fx bengali og gujarati. Den samme form er også den almindeligste i ét europæisk sprog, nemlig portugisisk chá (importeret via den sydkinesiske koloni Macao). Den samme form cha, char har været almindelig i indisk-engelsk soldaterslang.

En udvidet form af cha er kinesisk chá yèh egtl. ’teblade’. Den form er blevet til formen chay, shay, som findes både på indiske sprog som fx hindi, desuden på mellemøstlige sprog som tyrkisk, arabisk, persisk, georgisk – og også øst- og sydøsteuropæiske sprog som albansk, rumænsk, slovensk, serbokroatisk, bulgarsk og russisk, og også nygræsk tsai.

En tredje kinesisk form har man på det kinesiske sprog wu som tales i og omkring Shanghai; der hedder drikken te: zu. Denne form af ordet er ikke lånt til noget sprog uden for Kina.

Jan Katlev, ph.d. i lingvistik,
forfatter til Politikens “Etymologisk Ordbog”