Der er store ungarske mindretal i Ungarns nabolande, især i Rumænien (1,4 mio), Slovakiet (500.000) og Serbien (400.000). (Kort: Wikipedia)

Ungarns nationale problem går langt tilbage i tiden. Da magyarerne (udtales madjarerne) brød ind på den ungarske slette i slutningen af 800-tallet, var de hedninge uden eget skriftsprog. Med kristendommens indførelse i 1000-tallet fik landet to sprog: kirkens latin og det magyariske sprog, som bruger latinsk alfabet, men i en tyskpåvirket udgave. Det er grunden til, at S på ungarsk udtales som sj (svarende til lydkvaliteten i ord som Stahl og Spiel), mens SZ betegner et almindeligt s (svarende til det tyske sprogs anvendelse af ss eller ß som angivelse af, at dette s hverken skal udtales stemt (som i “Saal”) eller som sj).

Ungarn kom til at dække hele området inden for Karpatherbuen, d.v.s. ud over det nuværende Ungarn også Slovakiet, den transkarpatiske del af Ukraine, Transsilvanien, Vojvodina i Serbien og Burgenland i Østrig. Ungarerne har højst udgjort 50% af dette store territoriums befolkning, hvortil kommer det oprindelig selvstændige kongerige Kroatien, som den daværende ungarske konge bemægtigede sig i 1102 og som gav Ungarn adgang til havet. En stor del af indbyggerne i dette vældige territorium var slaver, men de ungarske konger importerede også tyskere fra Rhinlandet, de såkaldte sachsere, som der stadig er nogle tilbage af i de områder, som i dag hører til Rumænien.

Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Europaklip 19. januar 2008 og kan høres her.]

Rusinerne lever i grænseområderne mellem Slovakiet, Polen, Ukraine og Rumænien. Der er også et rusinsk mindretal i Vojvodina i Serbien og i Slavonien i Kroatien, syd for kortet.

Prešov er den tredjestørste by i dagens Slovakiet og har spillet en vigtig rolle i regionens historie. Men Prešov står også ud på andre måder.

Fra dét, at den engelske dronning i sin krone bærer en opal fra den berømte mine ved Prešov. Over, at den amerikanske ti-dollar-seddel er underskrevet af Michal Bosak – en af Prešovs utallige emigrerede. Og til, at man i Prešovs græsk-katolske kirke har den ene af verdens fire kopier af det berømte ’Jesu ligklæde’ i Torino.

Centraleuropæisk kultur

Og netop den græsk-katolske kirke er centrum for det, der i dag burde sætte Prešov på listen over verdens kulturarv.

Prešov var engang det nærmeste, man kom religiøs frihed i det stærkt katolske habsburgske imperium – hvad ’de frie fugle’, der er ved at gå til ro i et lavt træs tætte grenværk ved Prešovs Hlavna Ulica, dvs. Hovedgaden, måske kan symbolisere.

Mens modreformationen jagtede ’kættere’ i det meste af resten af riget, byggede man her i dets østlige udkant – omkring tyve skridt fra fuglene i træet – en stor lutheransk kirke, i byens centrum og lige ved siden af den katolske kirke.

Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Europaklip 2. august 2008 og kan høres her.]

Det Osmanniske Imperiums største udstrækning i Europa er en almindelig måde at definere Balkan på (Kort: Cambridge Modern History Atlas, 1912)

I Vesteuropa opfatter mange Balkan som ’et uciviliseret sted’ – og det er en stereotypisk forestilling, som støttes fra højeste sted.

Blandt andre Frankrigs præsident og Englands premierminister forklarede krigen i Bosnien i 90′erne med, at på Balkan hersker, citat, ”et ældgammelt etnisk had”. Og den franske præsident sagde, at Balkan er et ”stamme-Europa”.

Det er klart, at når omverden ser negativt og nedladende på Balkan, får folk, som bor der, lyst til at glemme, hvor de kommer fra.

I lande som Serbien, Makedonien, Bosnien, Albanien, Grækenland og Bulgarien har man opgivet direkte at benægte sin balkan-identitet – men i Kroatien, Slovenien, Ungarn og Rumænien hævder mange mennesker, at grænsen til Balkan går lige syd eller syd-øst for deres land. Flere lande prøvede efter omvæltningerne i 1989-90 at redefinere deres ’nationale identitet’ til ikke at omfatte ’Balkan’.

Dengang hed det nye politiske projekt euroatlantisk integration. Dét betød, at man ville være medlem af EU og af Nato – og da folk i de vestlige Nato- og EU-lande så nogle stærkt negative billeder for sig, når de hørte ordet ’Balkan’, så var det vigtigt at overbevise dem om, at ens land ikke var ’et balkanland’.

Læs mere…

Herta Müller modtager Nobels litteraturpris i Stockholm i dag. (Foto: Wikimedia)

Herta Müller

Herta Müller blev født i 1953 i det vestlige Rumænien som del af en dengang forfulgt minoritet, det tysksprogede mindretal, som i 1930 havde udgjort over 4 % af den rumænske befolkning (750.000 af 18,3 millioner), men allerede da var svundet betydeligt ind p.g.a. udvandring, tvangsdeportation, krigstjeneste og overgreb mellem 1930 og 1953. Hendes mor tilbragte år som tvangsdeporteret i Ukraine, hendes far var som mange andre blevet rekrutteret til Waffen-SS.

Selv lykkedes det hende i 1980erne at emigrere til Vesttyskland, som i 1978 havde indgået en aftale med Rumænien om en gradvis udvandring af det tysksprogede mindretal fra landet, som efter planerne skulle have været afsluttet i 2007. For Herta Müller var det hendes konflikt med regimet, som var afgørende for hendes emigration, for de fleste ønsket om en forbedring af deres levevilkår, for diktator Ceauşescu ønsket om en fuldstændig romanisering af landet.
Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Panorama 17. september 2009 og kan høres her. Varer 14:49]

Ternopil er på størrelse med Århus og ligger i Galicien i det vestlige Ukraine

TerNOpil er en by i Ukraine – men IKKE den, hvor et atomkraftværk i 1986 skabte en katastrofe. Dén by hedder TjerNObyl – og begynder altså med lyden ’tje’ og ikke ’te’.

Det kan lyde spidsfindigt, men den lille forskel er vigtig – det véd en russer, som har boet begge steder.

I det hele taget er små sproglige forskelle afgørende, mener hun. Og det er to ukrainske kvinder, der også bor i den vest-ukrainske by Ternopil – og den ukrainske regering – enige i.

Ternopil ligger tre timer i tog øst for den største by i det vestlige Ukraine, Lviv. En af 200.000 indbyggere store Ternopils mest velholdte bygninger er stationen, som med sin stuk, sine pastelfarver og sin højloftethed fortæller, at det ikke er SÅ længe siden, Ternopil – i dag en provinsby i et land, de fleste i bedste fald ser som den alleryderste provins af Europa – at Ternopil var en selvfølgelig del af Centraleuropa.

Læs mere…