Ordforrådet

Det er en kendt sag, at ordforrådet i et sprog hele tiden ændrer sig. Ikke hvert minut selvfølgelig, men i et samfund som det danske med nye skandaler, modepåfund, kriser, ulykker, og opfindelser kommer der nu hvert år rundt regnet 200-300 nye ord til. (Jarvad 1999. Og så er der kun taget hensyn til etablerede ord, der kendes af mindst 5% af den voksne akademiske befolkning). Dansk har fået tilført i størrelsesordenen 15.000 ord de sidste 100 år. Når jeg fx udtager 100 tilfældige ord af Nudansk Ordbog 2005’s ca. 60.000 etablerede ord (opslagsord eller ord samlet under et sådant), finder jeg 25, der er opstået i dansk efter 1905. Altså en hel fjerdedel. Det er en broget skare der bl.a. omfatter

bingo!, bintjekartoffel, binyrebarkhormon, e-handel, Eire, fingersnild, følgegruppe, køreprøve, køresyg, lufttrafik, ransagningskendelse, trafiksikkerhed.

En stikprøve i Retskrivningsordbogen 2001’s ca. 64.000 ord viser samme størrelsesorden, nemlig 22% = ca. 14.000 ord indkommet efter 1905, fx

clearingmord, firmabil, informatør, infralyd, kz-fange, platte vb, selvfinansiere, styresystem, udenomsægteskabelig.

Til gengæld er der af vikingernes olddansk (800-1100) kun ca. 4.800 (8%) tilbage i Nudansk og ca. 3.700 (5,8%) i Retskrivningsordbogen. Det er ord som

firme (’konfirmere katolsk’, vist fra 1000-tallet, opr. ferme), følge itk., følge vb., gram adj., indbyrdes, ransage, snild, snip sb.(usikkert), styrke sb., æh(!).

Og tager man for sig Lunds »Det ældste danske skriftsprogs ordforråd« 1877, der fortegner ordforrådet i danske håndskrifter ca. 1250-1300, vil man se, at næsten halvdelen af ordene er forsvundet fra nutidens dansk – og at en del af de bevarede endda går på krykker:

kag (’pæl, lovbrydere blev bundet til og pisket’), kålgård ’urtehave’, nemme vb. (hvad man i ungdommen nemmer…), nød (’okse’, kan vel findes i dialekter, især i nøds < nødhus ’kostald’), sjællandsfar (’sjællænder’; de få, der kender det, henfører spontant 2. led til fa(de)r, skønt det oprindeligt var -fare ’rejsende’ så egentlig er det ikke længere samme ord).

Det er altså klart, at ordforrådet på 1000 år skæres ned til langt under det halve – og samtidig fyldes op igen. Læs mere…

Te (Camelia sinensis). Fra Koehlers Medizinal-Pflantzen, 1887

Navnet på drikken te stammer via hollandsk thee og malajisk teh (lånt via den hollandske kolonialhandel i Ostindien) fra ordet té på det sydkinesiske sprog hokkien / fujian som tales i provinsen Fujian og på Taiwan. – Ordformen te genfinder vi i Europa overalt mod vest og nord: engelsk tea, tysk Tee, fransk thé etc. etc.

En anden kinesisk form, som man har både på standardnordkinesisk (’mandarin’) og på det sydkinesiske kantonesisk, er cha. – Denne form er lånt til østasiatiske sprog som japansk, koreansk,  thai, tagalog (tsaa) – og også visse indiske sprog som fx bengali og gujarati. Den samme form er også den almindeligste i ét europæisk sprog, nemlig portugisisk chá (importeret via den sydkinesiske koloni Macao). Den samme form cha, char har været almindelig i indisk-engelsk soldaterslang.

En udvidet form af cha er kinesisk chá yèh egtl. ’teblade’. Den form er blevet til formen chay, shay, som findes både på indiske sprog som fx hindi, desuden på mellemøstlige sprog som tyrkisk, arabisk, persisk, georgisk – og også øst- og sydøsteuropæiske sprog som albansk, rumænsk, slovensk, serbokroatisk, bulgarsk og russisk, og også nygræsk tsai.

En tredje kinesisk form har man på det kinesiske sprog wu som tales i og omkring Shanghai; der hedder drikken te: zu. Denne form af ordet er ikke lånt til noget sprog uden for Kina.

Jan Katlev, ph.d. i lingvistik,
forfatter til Politikens “Etymologisk Ordbog”