(Fra quenya-digtet Oilima Markirya ”Den sidste ark”).

Inskriptionen på Ringen er skrevet med elviske tengwar-bogstaver, men sproget er Saurons (Den mørke fyrstes) ”sorte sprog”. (Fra filmen "Eventyret om Ringen")

Den engelske forfatter Marjorie Boulton blev engang spurgt hvorfor i al verden hun skrev digte på esperanto? Hun svarede med et modspørgsmål: Hvorfor i al verden får pæretræet pærer?

Boulton mente altså at det er sproget selv der er ”skyld” i litteraturen. Litterært anlagte mennesker skriver som de gør fordi de tænker på et bestemt sprog, som afføder billeder i sindet. Den sanselige virkelighed er en meget kompleks størrelse, og sproget er med til at vælge hvilke af de uendeligt mange aspekter digteren fokuserer på. (Bare tænk på dansk der har et eget ord for ”døgn”. En del andre sprog må klare sig med ”nat og dag”, og gør det mindre oplagt at tale om ”døgnkiosker”). Dette ”tankesprog” kan være ens modersmål, men det kan også være et fremmedsprog som man behersker på højt niveau (såsom Boultons esperanto eller det engelsk som Piet Hein brugte i nogle af sine gruk [grooks]). Derfor er den litterære verden i særligt stor grad tjent med at den sproglige mangfoldighed bevares og dyrkes. De litteraturer der udspringer af sprog X og Y kan smage lige så forskelligt som æbler og pærer – eller i det mindste som Gråsten og Rød Aroma.

I Danmark har vi Benny Andersen, som skrev en hel bog ud fra udtrykket ”at gå fra snøvsen”. For hvem var Snøvsen for én? Det ved vi nu, takket være Andersen. (Og vi ville slet ikke have fået lige dén historie, hvis han havde skrevet på et andet sprog end dansk).

Ingen forfatter overgår Boultons landsmand J.R.R. Tolkien (1892–1971) i sproglig frugtsætning. Læs mere…

[Traduko en Esperanton ĉi tie]

Baggrund: Napoleonskrigene

Nordfrankrig 1812, på højden af Napoleons magt. Kongedømmet omkring Berlin er Prøjsen. (Kortudsnit fra Wikipedia)

Det er nok ikke alle der er klar over at Danmark og Frankrig en overgang har haft fælles grænse. Under Napoleon strakte Frankrig sig helt til Lübeck, mens Holsten var et hertugdømme under den danske krone. Alle ved til gengæld at Napoleon mødte sit waterloo ved Waterloo i 1815, efter at han havde lavet verdenshistoriens mest sensationelle politiske comeback fra sit fangenskab på øen Elba.

Begivenheden jog virkelig en skræk i livet på alle de europæiske fyrster, som var samlet på kongressen i Wien for at inddæmme Frankrig og tegne kontinentets landegrænser om. Danmark havde været allieret med Frankrig, så Norge blev overført fra Danmark til Sverige. Prøjsen havde derimod været i krig med Napoleon og fik tildelt store dele af det nuværende vestlige Tyskland som belønning.

Napoleon havde opløst det såkaldte Hellige Romerske Rige af Tysk Nation (som ifølge Voltaire hverken var helligt, romersk eller et rige) og i stedet dannet Rhinforbundet som en klientstat. Til erstatning herfor dannede Wienerkongressen Det tyske Forbund, en løs konføderation med to dominerende medlemmer, Prøjsen og Østrig. Man blev også enig om at oprette Det forenede kongerige Nederlandene som en bufferstat mellem Frankrig og Prøjsen. Luxembourg blev indrettet som et hertugdømme under Det tyske Forbund i personalunion med Nederlandene, dvs. med den nederlandske konge som hertug (lige som Holsten med den danske konge).

En mikrostat skabes

Læs mere…

Skaberen af esperanto, L.L. Zamenhof (1859-1917), fejres i dag, 15. december, på sin 150 års fødselsdag. (Foto: Wikimedia)

I sommeren 1909 blev der arrangeret international esperantokongres i Barcelona. Blandt deltagerne var en del jernbanefolk, som i løbet af ugen fandt sammen og blev enige om at gøre noget for at udbrede kendskabet til det dengang 22 år gamle sprog. Allerede på det tidspunkt eksisterede der flere fag- og interessegrupper i verdensesperantosamfundet,  og esperantoarbejdet i jernbanesammenhæng har altid været præget af først og fremmest det faglige.

Et andet aspekt var ’det internationale moment i arbejdet’. Jernbanefolk har altid haft gode muligheder (i forhold til deres sociale placering i samfundet, især før i tiden) for at rejse og møde nye folk og kulturer – og har brugt disse muligheder.

9. september samme år stiftede disse mennesker en international forening for esperantotalende jernbanefolk, og allerede året efter udkom det første jernbanefaglige esperantoblad.

Læs mere…

Tosproget skiltning i Herzberg am Harz: Tysk og esperanto (Foto: www.ic-herzberg.de)

Jeg bliver gerne spurgt om esperanto virkelig tales og bruges i hverdagen, til fest og fagligt. Mit svar er gerne, at, jo, selvfølgelig bliver det det! Esperanto er et velfungerende “brosprog”, velegnet til kommunikation mellem alle nationaliteter om alt muligt.

Som eksempel vil jeg fortælle lidt om den kongres, som blev afholdt i den Europæiske Esperanto Union i en mindre midttysk by, Herzberg am Harz.

Byens borgmester har lært sig esperanto, og byrådet har erklæret byen for en esperantoby. Skiltene på byens togstation hilser alle velkommen med “… die Esperanto-Stadt … la Esperanto-urbo”. Alt foregik på esperanto, fra ankomst til hjemrejse. Foredrag, udflugter, frokoster og underholdning. Flere restaurationer havde endda menukort på både tysk og på esperanto. Sikken lettelse når man nu ikke er så stiv i tyske kulinariske udtryk.

Jeg talte med tyskere (jeg kan ellers godt klare mig på tysk), slovakker, ungarere og andre nationaliteter uden at være nødt til at lære deres sprog først. Vi kunne alle esperanto ved siden af vores egne modersmål. Altså kan man betegne esperanto som et “brosprog”. Så selvfølgelig kan man bruge esperanto til noget.

Esperantos flag siden 1903

Internettet fik sit gennembrud med Tim Berners-Lees bidrag sidst i 1980-erne, som førte til oprettelsen af www.

For at kunne se, hvad internettets sejrsgang betyder for esperanto, må vi lige kigge meget kort på esperantos historie:

I 1887 offentliggjorde Zamenhof sin første lærebog, hvori han erklærede esperanto for ”open source”: Han gav afkald på alle rettigheder og erklærede, at esperanto tilhører (verdens)samfundet. Med andre ord, at alle har ret til at bruge sproget, det er ikke knyttet til nogen som helst verdensanskuelse eller lignende.

I de følgende årtier arbejdede esperantisterne på at få skabt sig en organisation. Meget forkortet sagt, så var resultatet Universala Esperanto Asocio (UEA), grundlagt i 1908. I 1921 dannedes arbejderbevægelsens Sennacieca Asocio Tutmonda (SAT). Blandt deres aktiviteter skal som de vigtigste nævnes organisation af verdenskongresser, udgivelser af bøger, plader mm, afholdelse af eller støtte til kurser i esperanto. UEA opbyggede landsorganisationer og et verdensomspændende net af ”delegerede”. Det var hovedsagelig disse to foreningers arbejde og organisation, som gav esperanto livskraft.

Så kom internettet.

Læs mere…

Den internationale kulturfestival “Kultura Esperanto Festivalo” præsenterer original esperantokultur og finder i år sted her i Danmark.

Festivalen foregår d. 7 juli 2009 til d. 12. juli 2009 i Helsingør, hvor over 100  esperanto-talende fra hele verden vil samles, og kunstnere vil optræde på esperanto for alle interesserede. Der vil også være sprogundervisning for interesserede hver dag under festivalen.

Kulturfestivalen “Kultura Esperanto Festivalo” vil videreudvikle den sprællevende esperantokultur med nye sange, litteratur, teater, video, tegneserier og meget mere – alt sammen på esperanto!

2009 er i øvrigt et særlig år for verdens esperanto-talende, da det markerer 150-års jubilæet for fødslen af esperantos ophavsmand dr. Zamenhof.

Kultura Esperanto Festivalo 2009 i Helsingør bliver den niende nordiske kulturfestival for esperanto-talende. Sidste gang, Danmark var vært for Kultura Esperanto Festivalo, var i 1996 i København.

Personer der er døvblinde har en kombineret syns- og hørenedsættelse, som begrænser deres deltagelse i samfundet. I stedet for at bruge syns- og høresanserne må de støtte sig til deres øvrige sanser, som føle- og berøringssanserne, lugt- og smagssanserne, foruden at støtte sig til deres hukommelse og benytte sig af logiske slutninger.

Døvblindblevne kan deles op i to grupper:

1) Tegnsprogede døvblindblevne, som består af primært døve døvblindblevne, der indtil de blev blinde, har levet et normalt døveliv, hvor de har gået på døveskole og kommunikeret på tegnsprog;
2) Ikke-tegnsprogede døvblindblevne, som består af

• a) primært blinde døvblindblevne, der er født blinde og som senere i deres liv mister hørelsen;
• b) personer med erhvervet døvblindhed, dvs. personer, der er født med normal syns- og høresans, men som har mistet disse senere i livet f.eks. pga. sygdom eller traume og
• c) ældre døvblindblevne, dvs. personer, der er født med syns- og høresans, men som senere i livet har mistet disse pga. alderen.

Gruppe 2 har altså dansk som modersmål.

Læs mere…

Hvordan kom det dertil, at esperanto blev et af mine tre modersmål?

Min far var tysker. Han forlod Tyskland i 1934, fordi han kunne se, hvad der politisk var under opsejling. Allerede efter første verdenskrig havde han lært esperanto. Nu prøvede han at brødføde sig som esperanto-lærer i bl.a. Danmark. En af hans kursister var en ung, smuk dansk pige, som han giftede sig med i 1937. Jeg blev født i 1947 i Aarhus, men i 1948 flyttede familien til Hamborg. Der voksede jeg op med tre ”moders”mål, tysk, dansk og esperanto.

”Modersmål” er jo egentlig et diskriminerende udtryk. Det er jo ikke alene min moder, som læte mig alle tre sprog. Egentlig burde jeg sige”fødselsmål”.

Hvordan gjorde de? Læs mere…