Skriften i det forseglede kammer
Tekster til de døde i det gamle Ægypten

Indskrifter i gravkammeret i kong Unas' (2375-2345 fv.) pyramide i Saqqara (Foto: Brooklyn Museum, 1900)
Hvad er sprogets funktion? Umiddelbart vil de fleste sikkert sige, at den er at beskrive virkeligheden, så vi kan videregive oplysninger og vurderinger til hinanden. Denne grundopfattelse har man formaliseret i den såkaldte korrespondensteori, der vurderer et udsagns sandhedsværdi på, om der er overensstemmelse mellem udsagnets indhold og virkeligheden. Ifølge denne tankegang kan man altså afgøre ethvert udsagns sandhedsværdi på samme måde, som når vi kigger ud ad vinduet for at afgøre, om det er sandt, hvis nogen har sagt ”Det sner!”.
Samtidig er der dog også en række andre anvendelser af sproget, hvor det virkeligheds-beskrivende aspekt er sekundært eller helt fraværende. Når man under et måltid siger ”Kan du nå saltet?” er det sjældent, fordi man prøver at komme frem til en præcis beskrivelse af de rumlige forhold mellem den tiltalte og en bestemt genstand på bordet, men derimod en høflig måde at opfordre vedkommende til en bestemt handling, nemlig at række én saltet. Herved bliver talehandlingen i realiteten en måde at skaffe sig saltet på som alternativ til f.eks. at rejse sig og hente det selv.