SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Den danske skriftnorms grundlægger

 

Forfatteren, oversætteren og bogtrykkeren Christiern Pedersen reddede Saxos middelalderlige storværk fra undergang, talte for modersmålets ret inden for kirke og skole og satte med sin lange række af skrifter et afgørende præg på det danske sprogs udvikling.

Initial fra Christiern Pedersens prædikensamling Epistler og Evangelier (Kgl Bibliotek)

Jærtegnspostillen. Christiern Pedersens prædikensamling "Epistler og Evangelier som læses alle søndage om Aared", udgivet i Paris 1515. Her lægges grundlaget for den danske skriftnorm.

Christiern Pedersen (ca. 1480–1554) blev født i Helsingør i et borgerligt miljø. Som attenårig fik han en baccalaurgrad ved universitetet i Greifswald, og i 1505 træffer vi ham i det gamle lærdomssæde Lund som kannik ved domkirken. Derefter studerede han ved universitetet i Paris, sådan som fornemme og fremmelige danske – Absalon og Anders Sunesen ikke mindst – havde gjort det middelalderen igennem før ham. Han tog sin eksamen og blev magister i “de frie kunster” (artes liberales). Det var ligeledes under dette ophold, at han udgav sine første skrifter, heriblandt Saxos latinske danmarkskrønike (1514) og prædikensamlingen Jærtegnspostil (1515).

 

Bibeloversættelser og folkebøger

Hjemvendt fra Paris lærte han Christian II at kende og knyttede sin skæbne tæt til kongen, hvis personlighed og visioner om et Danmark for borgere og bønder har betaget ham. I årene 1526–31 opholdt han sig ved eksilhoffet i Lier ved Antwerpen, hvor han tilsluttede sig Reformationen og udsendte en række af Luthers skrifter i dansk bearbejdning. I 1529 kom Det Nye Testamente “udsat på ret danske”, dvs. holdt i et jævnt og mundret sprog, så værket kunne erstatte den sprogligt uheldige oversættelse, der nogle år forinden var udgået fra kongens kreds. Få år efter fulgte Davids Salmer.

Efter Christian II’s tilfangetagelse og fængsling på Sønderborg Slot nedsatte Christiern Pedersen sig som bogtrykker i Malmø. I de kommende år udgik nu en række protestantiske og populære skrifter fra hans trykkeri, bl.a. en lægebog, en revideret version af Claus Mortensen Tøndebinders salmebog, en ny udgave af Den Danske Rimkrønike, samt folkebøgerne Kejser Karl Magnus’ Krønike og Holger Danskes Krønike – de tre sidstnævnte skrifter alle i 1534!

Efter Grevens Fejde (1534–36), hvor han på ny havde givet sin støtte til Christian II åbent til kende, solgte han trykkeriet. Hans betydning for Christian III’s Bibel (1550), den første fuldstændige danske bibeloversættelse, som man har ment skulle være udarbejdet på grundlag af et forlæg fra hans hånd, er omstridt. De sidste ti år af sit liv tilbragte han åndeligt svækket hos en af sine slægtninge, præsten i Helsinge.

Saxos danmarkskrønike

Forsiden af Christiern Pedersens luksusudgave af Saxos danmarkskrønike, udgivet i Paris 1514. (Kgl Bibliotek)

Forsiden af Christiern Pedersens luksusudgave af Saxos danmarkskrønike på originalsproget latin, udgivet i Paris 1514. (Kgl Bibliotek)

Christiern Pedersens absolutte hovedbedrift er hans udgave af Saxos latinske krønike, et storværk om danernes bedrifter fra 1200-tallets begyndelse, der dengang kun var bevaret i nogle få, sjældne håndskrifter. Her var der et værk, der om noget var egnet til at gøre Danmark og dansk litteratur kendt og værdsat ude i Europa. Takket være trofast bistand fra bl.a. ærkebisp Birger Gunnersen i Lund lykkedes det efter møjsommelig søgen at opstøve et fuldstændigt håndskrift, som Christiern Pedersen 1514 lod trykke i pragtudstyr i Paris. Værket blev kendt over hele den lærde verden og vakte stor opsigt. Selveste Erasmus af Rotterdam, renæssancehumanismens førende skikkelse, udtalte sig i rosende vendinger om Saxos stil og sprogbeherskelse.

I dag er samtlige Saxohåndskrifter med undtagelse af nogle brudstykker forsvundet, så vi har Christiern Pedersen at takke for, at dette værk med dets rige fylde af nordiske sagn og traditioner ikke gik uigenkaldeligt tabt. Derimod gik en dansk oversættelse, han udarbejdede, men aldrig fik trykt, op i flammer ved Københavns brand 1728. Det skulle ikke blive hans oversættelse, men Anders Sørensen Vedels (1575), der blev de kommende århundreders “danske Saxo”.

Modersmålets forkæmper

I det meste af Nordeuropa gjaldt det umiddelbart, at Reformationens sejr også blev folkesprogets. Skønt Christiern Pedersen tidligt tilsluttede sig den lutherske bevægelse, havde han allerede længe forinden formuleret sit principielle syn på kirke- og folkesprog, nemlig i Jærtegnspostil fra 1515. Dette skrift indeholder alle de til gudstjenesten knyttede evangelier og epistler i dansk oversættelse med forklarende prædikener og jærtegn (dvs. eksempler fra dagliglivet og legendelitteraturen). I fortalen siger han:

Vor Herre bad selv sine værdige apostle gange om verden og prædike og lære alle mennesker de hellige evangelier. Han sagde til dem: ‘Hvilken som tror og bliver døbt, han skal blive salig, hvilken som ikke tror, han skal fordømmes evindelig’. Ingen kan tro de hellige evangelier, uden han dem vel forstander. Forstander han dem ikke, da bliver han fordømt. Thi (: derfor) er det nytteligt og vel tilbørligt, at de udsættes (: oversættes) på ret danske for enfoldige lægfolks skyld, som ikke forstå latine og sagte (: velsagtens) ej heller fange (: får) tit prædiken. Hvad nytte eller gavn kunne simpel almue fange af dem, om de aleneste læstes for dem på latine, uden de og siden sagdes for dem på deres eget mål.

Dernæst omtales det, at Bibelen blev affattet på hebraisk og græsk, just for at den tids mennesker skulle kunne forstå den, og han udbryder højstemt:

Havde nogen af dem (: apostlene) skrevet evangelier til Danmarks Rige, da havde han dem visselig skrevet på ret danske, så alle det forstandet havde, thi hvert menneske bør at kunne dem på sit eget mål. Ingen skal tro, at de ere helligere på et tungemål end på et andet. De ere så gode på danske og tyske, som de ere på latine, når de ellers ret udtydes.

Med rette er dette citat, der udtrykker kernen i Christiern Pedersens syn på sprogene, gengivet på hans mindemur i Helsinge.

Christian II’s fremsynede planer om en dansksproget skolegang for hele folket, beskrevet i kongens Skoleordinans fra 1522, har han kendt og billiget og måske også bidraget til udformningen af.

Christiern Pedersens sprogpolitiske 'programeerklæring' fra hans mindemur i Helsingør. (Foto: Arild Hald Kierkegaard)

Christiern Pedersens sprogpolitiske 'programerklæring' fra hans mindemur i Helsinge, hvor han tilbragte sine sidste år. (Foto: Arild Hald Kierkegaard)

Den moderne danske skriftnorms grundlægger

Med sin store og alsidige bogproduktion kom Christiern Pedersen til at præge sproget varigt. Peter Skautrup har i Det danske Sprogs Historie karakteriseret ham på følgende måde: “den klare, sagtmodige, lidt snusfornuftige humanist Christiern Pedersen med det brede, noget langsommeligt forløbende foredrag […] hans sprog flyder let, er gennemskueligt og klart, uden antikviteter og bevidst holdt fri af tysken”. Nogen stor original sprogkunstner var Christiern Pedersen ikke.

Alt i alt skrev, oversatte eller bearbejdede han 26 bøger, og af disse var kun tre på latin. Han og de andre reformatorer indvarsler – med Christian III’s Bibel fra 1550 som kronen på værket – intet mindre end et nyt sprogligt tidehverv, nemlig overgangen fra middelalderens gammeldansk (ca. 1100–1525) til ældre nydansk (ca. 1525–1750). Pedersens sproglige betydning ligger ikke mindst på det ortografiske område, hvor han var med til at grundlægge og udbrede den skriftnorm, vi med en række ændringer endnu benytter os af.

“Han er blevet kaldt den danske litteraturs grundlægger, men med mere ret kunde man kalde ham den danske skriftnorms grundlægger” (Skautrup).

Der var især i tidens håndskriftsprog en slem vane med at boltre sig i overflødige konsonantfordoblinger og ortografiske konsonantvarianter (f.eks. manndtt mand, szelluff selv); her greb Christiern Pedersen ordnende ind med sin enkle og forholdsvis konsekvente stavning. Af de reformer, han gennemførte, kan nævnes d for ældre th (i du, dig, den osv.) eller dh (i lade, rød osv.). Fordelingen af nn : nd og ll : ld regulerede han ud fra etymologiske principper – urigtigt i ord som brænde og finde (oldn. brenna, finna). Dobbeltskrivning af lang vokal i lukket stavelse fik han stort set afskaffet.

Med N.F.S. Grundtvigs ord skar Christiern Pedersen pennen, dvs. skabte det skriftsprog, hvormed kommende slægtled kunne udtrykke sig på modersmålet.

Nogle forslag til videre læsning:

Jens Anker Jørgensen: Humanisten Christiern Pedersen. En præsentation. 2007.

C. J. Brandt: Om Lunde-Kanniken Christiern Pedersen og hans Skrifter. 1882.

Peter Skautrup: Det danske Sprogs Historie II. 1947.

Allan Karker: “Omkring Christiern Pedersens Bibel”. I: Flemming Lundgreen-Nielsen m.fl. (red.): Ord, Sprog oc artige Dict. Festskrift til Poul Lindegård Hjorth. 1997. S. 115–25.

.

Et kort uddrag af Karl Magnus’ krønike i tre versioner

Børglum-håndskriftet
1480
Ghemens udgave
ca. 1509
Christiern Pedersens udgave
1534
Reymer hertugh […] sende them till k wittelin them førde droffgant som all tidh war kongh wittelins sendebwdh ok kam till k. ock sade rolandh ær owerwunnen wij sloge xvc aff hans folk ok førde alle theris howet hiid ok roland rymde siellff i ryn kongh wittelin war so gladh ath næppeleghe feck glædhen rom i hans brøsth, ok sade till drotningen nw ære frankes men ower wunnen ok frankerige ær wunnen till myn hand hon swaret tro thet som troligt ær ok glædis madelege oftæ syger bwdhet mer æn skedh ær i hwat te syge doch ær ickæ roland dødh kongen worth vredh ok slogh henne weth øget Ok næsen bløddhæ Reymer hertug […] sendhe them til koning wittelin them førede dorgant som alt tijd wor koning wittelins sendebudh han kom tijl koningen oc sagde roland ær offuerwunnen wij sloge xv. hundrede aff hans folck oc førde alle theris hoffuede hydh oc roland rymdhe sielff i effwene ryn Koning wittelin gledes saa at næppelige fik glæden rom i hans bryst oc sagde til drotninghen nw ære franckeriges mæn skemde oc frankerige ær wunnet til myn hand Hun swaredhe madhelighe offthe sighe budhen mere en skeet ær ee hwat the sighe tha ær roland icke døt koninghen wordh wredh oc slo henne with øghet at næsen bløddhe Reymer hertug […] sende dem till Kong Vitelin, met Dorgant som altid waar Kong Vitelins sendebud Dorgant kom till kongen oc sagde, Roland er offuer wunden Vi sloge xv hundrede aff hans folck, oc førde alle deris hoffued hid oc Roland rymde sielff i elffuen som kallis Rin kong Vittelin gleddis saa offuer maade at hans glede fick neppelige rum i hans bryst och sagde til drotningen Nw ere Franckeriges mend slagne oc Franckerige er wundet til myn hand hun swarede mandelige, offte sige bud mere en sket er, i hwad de sige, da er Roland icke død Kongen bleff wred oc slog hende wed øget ath nesen blødde

Efter Poul Lindegård Hjorth (udg.): Karl Magnus’ krønike. Kbh. 1960.

Arild Hald Kierkegaard

Læs også:

  1. Danske runeindskrifter Hjemmesiden Danske Runeindskrifter er en populærvidenskabelig præsentation af det danske indskriftmateriale med de senest publicerede tolkninger, ikke en tilbundsgående, samlet gennemgang eller en fornyet undersøgelse af hver enkelt runeindskrift, selvom...
  2. Danske dialekter lever "Dialektforskning i 100 år" En af sommerens berigende læseoplevelser fik jeg da jeg læste artikelsamlingen Dialektforskning i 100 år. Udgivet af Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet i anledning af...
  3. Den Danske Ordbog på nettet ordnet.dk/ddo Siden november 2009 har Den Danske Ordbog været tilgængelig på nettet. Redaktionen af Sprogmuseet har i den anledning bedt mig give en omtale af ordbogen, dens omfang og anlæg...
  4. 10.000 danske fuglenavne Gulspurv er ikke en spurv men derimod en værling og burde retteligen hedde Gulværling. © Svend Rønnest Bomlærke er ikke en lærke, men er i nær familie med værlinger. Har...
Tagget med: , , , , , ,

Skriv en kommentar