SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Tysk – en uddøende sprogart i Danmark

TyskNu, konferenceplakat

TyskNu, konferenceplakat

For et par uger siden holdt en stor del af det samlede danske tyskmiljø en konference ved navn TyskNu på KUA. Konferencen havde deltagere fra hele uddannelsessystemet, fra Folkeskole til Universitet, fra forskningsmiljøerne, fra erhvervslivet og fra det politiske miljø. Konferencen var arrangeret af tyskmiljøerne på Københavns Universitet, Roskilde Universitet og Copenhagen Busi­ness School og udsprang af en fælles bekymring for faget tysk i Danmark.

For det er næppe nogen overdrivelse, at tyskfaget overalt i uddannelsessystemet oplever stadig sværere betingelser. Selv om tysk i offentligheden er blevet mere acceptabelt og i nogle miljøer næsten hipt og trendy, som flere af deltagerne var inde på, så oplever de fagmiljøer, der burde profitere af denne udvikling paradoksalt nok stadig færre ansøgere til studiepladserne og en endnu mere markant nedskæring i den bestand af lærere og forskere, der skulle sikre miljøernes overlevelse og fagniveau. Der er med andre ord tale om en erodering af faget.

Jeg skal her ikke trætte læseren med alt for mange tal, men det forekommer mig ikke utænkeligt, at tysk på lige fod med sprog som latin inden længe virkelig ender på Sprogmuseum – udstillet som en uddøende art sprog, mange engang beherskede og værdsatte i Danmark. Lad mig bare nævne et par eksempler for at illustrere omfanget af erosi­onen:

  1. Folkeskoleniveau: Tysk valgtes i perioden 1998/1999 af 82 % elever, og i perioden 2007/2008 af 78 %. En endnu ikke voldsom, men dog tydelig nedgang [1]
  2. Gymnasieniveau: I perioden 2005-2008 var der i gennemsnit 66 % af eleverne der havde tysk i gymnasiet, i 2009 var det 58 % [2]
  3. Seminarieniveau: I 2007 aflagde 200 linjefagseksamen i tysk, 2008 var det 100 [3]
  4. Samtlige uddannelsesinstitutioner melder om færre ansatte

Men hvad er der sket? Og er det overhovedet noget problem? Vi kan vel bare tale engelsk med tyskerne? Til det sidste først: Lad mig slå det fast med syvtommersøm.

Nej, vi kan ikke bare tale engelsk, og det er et kæmpeproblem, hvis vi som nation med et naboland som Tyskland ikke har et virkelig kompetent tysk beredskab. Tyskland og tysk er mange ting. Vi er sproglige og kulturelle arvtagere til Tyskland, Tyskland er vores naboland, Tyskland er en storpolitisk aktør, vores største handelspartner etc. Tyskland kan opfattes som et kæmpe reservoir af kulturel, politisk og anden relevant viden og en stor del af denne viden forefindes på tysk. Og vi har som vidensamfund brug for førstehåndsviden.

Vi har brug for mennesker, der behersker tysk på alle niveauer, også de hø­jeste, så vi får adgang til dette reservoir af viden og dermed kan forstå vores store nabolands handlinger og argumenter. Det gælder såvel på mikro- som på makroplan. Skal man gøre forret­ninger med Tyskland, kan det givet i mange tilfælde foregå på engelsk, men det glidere lettere på tysk, giver færre misforståelser, koster mindre tid og kan dermed i sidste ende ses på bundlinjen. Og skal vi forstå, hvad der foregår på den internationale scene, hvor Tyskland er en ikke ubetydelig spiller, må vi være i stand til for alvor at forstå og analysere tyskernes egen diskurs på tysk. For slet ikke at tale om, hvor klog man bliver på sig selv både som person og som nation ved at kende an­dre og vide, hvor forskelle og ligheder kunne være. Det er her den ægte interkulturelle kompeten­ce opstår. Ikke ved at læse velmente stereotypiserende overlevelsesguider à la ”10 ting, du skal vide om tyskere”.

Der er to måder at reagere på situationen på. Man kan trække på skulderen, konstatere at in­teressen for tysk bare er faldet, og som tyskunderviser og tyskforsker begynde at se sig om efter et andet job. Eller man kan råbe vagt i gevær og højtlydt spørge, om vi som samfund virkelig vil være bekendt at ende som et land uden andre nævneværdige sprogkompetencer, end at der da er ret mange, der kan gøre sig forståelige på engelsk.

Bemærk at jeg ikke skrev ”behersker” engelsk eller er ”engelskkompetente”. For faktum er, at der også inden for danskernes engelskkundskaber er lang vej at gå, før vi kan se os selv i øjnene. Vi har i Danmark en himmelråbende naiv tro på, at en­gelsk (til husbehov) er nok til at kunne klare sig (uden for huset) på det globale marked. Vi tror øjensynligt, at hele resten af verden vil komme til at tale engelsk lige så godt, som vi i vores ind­bildskhed tror, vi selv gør det. Og vi er åbenbart villige til at vente på, at det sker, alt imens den ene store indiske, kinesiske, tyske, russiske, italienske etc. ordre går fra os, fordi vi ikke lige helt forstod deres underlige engelsk og ikke selv havde andre sprog at gøre godt med.

Det er i hvert fald en konklusion, der er nærliggende, når man læser rapporten ’Hvad skal vi med sprog’?, [4] hvor en stor del af respondenterne mente, at grunden, til at virksomheden havde oplevet sprogbarrie­rer, var at de andre ikke var gode nok til engelsk!

Den situation minder mig altid om Eddie Skollers vits, hvor et par bønder blive standset af en bil og chaufføren prøver at spørge om vej på engelsk, fransk og tysk men uden succes. Den ene bonde siger så til den anden: ”Du – vi skulle vist til at lære noget sprog, os to”, hvorefter den anden svarer: ”Hvorfor dog det – tag nu ham der. Han ku’ tre sprog – og hvad fik han ud af det?”

Men hvordan er det gået til, at alle andre sprog end engelsk har mistet så meget terræn? Og hvorfor har det også ramt tysk, der dog har lange traditioner i Danmark? Som andre komplekse fænomener er der – så vidt jeg kan se – mange grunde til, at tysk er havnet i denne position. Grundene til erosionen skal formentlig findes både eksternt bl.a. i mere eller mindre gennemskue­lige og uheldige uddannelsespolitiske beslutninger og internt i fagets egenorganisering og forståel­se. Jeg vil her i dette bidrag fokusere på de eksterne årsager.

Selv om det danske samfund officielt går ind for flersproglighed, er der i hele uddannelsessy­stemet truffet en lang række politiske beslutninger, der spænder ben for denne officielle politik. Et fags situation må nemlig betragtes bredt og gennem hele uddannelsessystemet, selv om man na­turligvis altid kan diskutere, hvor det hele starter.

Lad os her opfatte tyskfagets vugge som gående ud fra seminarierne/professionshøjskolerne og deres udbud af tyskuddannelser. Begrundelsen for dette kunne være, at det er en nødvendig forudsætning for folkeskolens udbud af tysk, at der fin­des gode og kompetente tysklærere, der kan undervise de unge mennesker i tysk og gøre dem interesserede i faget, som de så evt. kan fortsætte med.

Den katastrofale situation er til at få øje på, særligt efter den nylige seminariereform. Ifølge UNI-C havde kun 105 studerende i 2009 be­sluttet sig for at læse tysk som linjefag. Med sædvanligt frafald og studieskift kan vi forudskikke, at der bliver langt under 100 færdige med tysk om nogle år. Dette pauvre optag skyldes ikke kun manglende interesse, men også og måske især skolernes manglende muligheder for at oprette små hold og seminariereformens bindinger på bestemte kombinationer, der bl.a. har medført, at det ikke længere er muligt at vælge en tidligere meget populær kombination, nemlig dansk, en­gelsk, tysk. Det har sikkert ikke været hensigten, men er resultatet.

folkeskoleplan har man i en årrække hyldet et princip om øget valgfrihed for 2. fremmed­sprog, der typisk er tysk. Med et stigende antal ikke etnisk danske i folkeskolerne (der ikke engang får obligatorisk modersmålsundervisning) kan der måske være gode grunde til dette, men signal­værdien til de unge mennesker er ikke til at tage fejl af. At gøre andre fremmedsprog end engelsk – og i vores tilfælde tysk – valgfrit signalerer klart til de unge mennesker, at de kan lære fremmed­sprog, hvis de orker/har lyst, men de kan altså også klare sig uden. Det er sikkert ikke hensigten, men det er resultatet. I øvrigt orker børn i 7. klasse, hvor man normalt introducerer tysk, ofte ikke andet end at stå op og slæbe sig i skole, så man kan ikke undres over, at et stigende antal fravæl­ger tysk i folkeskolen, men burde måske snarere overveje at gøre 2. fremmedsprog obligatorisk og introducere det tidligere.

gymnasierne har den vidt berømte gymnasiereform, der bl.a. også havde til formål at styrke fremmedsprog, de facto kun styrket engelsk, alle andre sprog er ramt på den ene eller anden måde. Tysk er i den forbindelse ikke det sprog, der ramt værst, det er fag som russisk og fransk, men tendenserne er de samme overalt. Bindinger på fag og niveaukrav medfører, at tysk ofte fra­vælges på A-niveau, ligesom faget ofte placeres i ydertimer på fælleshold, hvad der igen betyder, at det er svært at lave tværfaglige forløb. Det var ikke hensigten at ramme fremmedsprog, tværti­mod, men det er resultatet.

På de højere læreanstalter har man netop forhøjet taxametertilskuddet til fag som tysk. Det er glædeligt, men spørgsmålet er, om det er nok til at bryde med den herskende kassetænkning, der er så ødelæggende for sprogfag, og der følger naturligt af taxametersystemet. De højere lærean­stalter tvinges til at drive universiteterne på samme måde som en købmandsbutik, altså efter et udbud- og efterspørgselsprincip. Det er problematisk på flere måder.

For det første kan man spørge sig, om samfundet slet ikke skal regulere Danmarks uddannelsesudbud. Bør man ikke fra central side beslutte, at der er nogle uddannelser, der skal være her, også selv om der lige pt. ikke er nogle ”kunder i butikken”?

For det andet kommer ledelserne ofte til at omsætte princippet til ideen om, at en uddannelse skal være rentabel i sig selv (selv om en købmandsbutik ofte også har varer, der ikke er så rentable, fordi det hører sig nu engang til, at man kan få det der, men lad nu det ligge). Det betyder for de højere læreanstalter, at sproguddannelserne forringes, da storhold og sprogundervisning passer dårligt sammen, og da mange sprog ikke har en stor masse at tage af.

En stadig mere insisterende diskurs om publikationer udelukkende på engelsk og engelsk som undervisningssprog vidner ligeledes om, at den flersproglige mangfoldighed har trange kår. Det var sikkert ikke hensigten, men det er resultatet.

Typisk overskrift, her fra Universitetsavisen

Medier og erhvervsliv er i øvrigt til stadighed medproducenter af ideen om, at sprogkompeten­cer ud over engelsk er uvæsentlige. Tyskfaget italesættes i medierne meget ofte som et remsebe­tonet udenadsfag med en umulig grammatik og ikke som det spændende kulturudvidende sprog, det er, der i øvrigt ligger så tæt op ad dansk, at det nok er det nemmeste sprog for danskere at lære at mestre på et relativt højt niveau, når det kommer til stykket. Og erhvervslivet vil gerne have folk, der kan tysk, men de vil ikke betale for det. Tyskkompetencer efterspørges nærmest aldrig.

Af førnævnte rapport fremgår også, at erhvervslivet gerne vil ansætte folk, der har sprog som ekstra-kompetence, men ikke som hovedkompetence. Det kan der naturligvis være mange årsager til, men mit bud er, at virksomhederne simpelthen endnu ikke har fået øjnene op for de kæmpemæssige markedsmuligheder, der ligger i at have en bevidst sprogpolitik og bevidste og kompetence sprogmedarbejdere. Skal man investere i disse krisetider, er det måske lige præcis her, man kunne sætte ind, men det gør man ikke, for man har jo slet ikke opdaget, at man har et problem. Det er – som tidligere nævnt – de andre, der ikke er gode nok til engelsk!!

x

Naturligvis er tyskmiljøerne ikke uden skyld i tyskfagets krise. Der kan helt sikkert arbejdes på mange fronter med at gøre tyskfaget mere aktuelt og vedkommende for de unge mennesker. Der kan arbejdes pædagogisk, mediemæssigt, indholdsmæssigt, uddannelsesmæssigt etc., men så længe der ikke ændres på rammebetingelserne, og så længe Danmark og danskerne ikke får eller tvinges til at få et mere nuanceret forhold til andre fremmedsprog end engelsk, så vil alle de tiltag tyskfaget selv kan iværksætte forslå som en skrædder i Helvede eller – som de ville sige på tysk – være ”völlig auf dem Holzweg”.

[1] Jf. rapporten Andet fremmedssprog i folkeskolen, af Elisabeth Lauridsen. 2007. Downloadet fra www.tysknet.dk

[2] Jf. evalueringsrapporten fra www.eva.dk, 2009. Fremmedsprog på STX og HHX. Evaluering af fagområder 2008.

[3] Jf. www.tysknet.dk i Brev til Uddannelsesudvalget 2008.

[4] Lisbeth Verstraete-Hansen. 2008. Hvad skal vi med sprog? Udgivet af Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier, CBS., s. 37

Mette Skovgard Andersen, lektor
Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier
Copenhagen Business School

Skriv en kommentar