SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Mit sprogmuseum – vores allesammens sprogmuseum?

Nejm det var fordi jeg da jeg ryddede op i mine bånd (jeg har købt mig en ny båndoptager, dvs. en brugt – for man kan ikke længere købe nye) med henblik på digitalisering (forbindelse af båndoptageren til computeren via forstærkeren hvorved man kan gemme udvalgte båndoptagelser som mp3- eller wma-filer), og derfor lyttede til nogle af dem, så hørte jeg dendér Niels Hausgaard-sang fra 1980’erne som hedder Opsvinget. Dens omkvæd rummer virkelig en ørehænger, nemlig det som monodrama citerede udtryk “Opsvinget har bidt sig fast”.

Og nu tænker jeg: Hører dét til vort fælles ordforråd, eller skulle jeg lige undersøge om det var med i kanonnen? For det er jo kanon, udtrykket – opstået og lanceret som det hhv. er og blev før den betydning af kanon blev indskudt i dansk. Og nej, det gør det åbenbart ikke, og nej, selvfølgelig var det ikke det.

Ad ét (altså spørgsmålet om det hører til vort fælles ordforråd, eller nja, men så ordskat da): Det viser sig at det ikke er alment kendt. Og at det altså heller ikke er alment kendt at Poul Schlüter, den dengang regerende parfumehandler (der træt af den dengang såkaldt progressive snak om økologi udtalte “Vi kan jo ikke holde op med at gå på toilettet”!), lancerede det. Det var da ellers noget af en sproglig bedrift faktisk at få det hængt i ørerne på mange af os. Og dét med præcis den diktion hvormed det monodramatiseres i Hausgaards sang – som hermed være anbefalet til indlemmelse i sprogmuseet, om ikke andet, så som fodnote til den ret beset urkomiske konstatering – at opsvinget havde bidt sig fast.

Metaforen får da heller ikke for lidt hos Hausgaard: “Hvorfor skal vi gå med røven så bar, når nu opsvinget har bidt sig så fast som det har?!” – og i repetitionen: “når nu opsvinget har bidt sig så fast”.

Ad to (altså spørgsmålet om udtrykket var kommet med i kanonnen): Det kunne ellers godt tænkes forsøgt på det tidspunkt hvor kulturassessor Brian slog sig op (eller måske slog han sig på det nærmeste ned) som kanonfører, for det var jo længe før den såkaldte finanskrise, og jeg vil da mene at Brian og hans bandemedlemmer rent indholdsmæssigt ikke ville have være blege for at synge den i en kanon, da vel lige dá det andet opsving i hans og deres optik (allerede da et smart ord) var tæt på at bide sig fast – jeg tror næsten det var omkring det tidspunkt hvor finansministeren udtalte at “Danmark” var så rigt at “vi” kunne købe hele verden, altså en omvending af Christian den 4.’s RFP, i folkemunde “Riget Fattes Penge”. Nu kunne maksimalstatsministerens højrehånd have drejet det til “Rigets Fatter Penge har”. MEN i vor tid – dvs. 2000-tallet – har humoren trange kår, og dens modstykke: ubevidst komik ligeså.

I dag kunne man tænke sig udtrykket PERLE indlemmet i sprogmuseet. Eller vi kan gå tilbage til PÅ DEN KORTE BANE hhv. DEN LANGE. Eller fra koloniseringen af hverdagslivet: en RYGEKUPÉ hhv. RYGERKUPÉ, indretning afskaffet under den såkaldte (eller såkaldt) liberale regering. Der sættes sandelig spørgsmålstegn ved den forestilling at der skal gå omkring en generation før noget kan komme på museum. Også fordi begrebet generation er blevet kuppet af bevidsthedsindustrien (forresten skal det ord også på museum).

Hermed er jeg tilbage ved ovenstående sætning “med henblik på digitalisering”. DET er virkelig kulturens museale mantra. Har du fået digitaliseret dine bånd? En af de mere absurde forestillinger hos denne kulturelle avantgarde hedder den medieuafhængige bog. Det peger i sig selv på at den gamle opfattelse, at der skal gå en generation før noget er museumsfæhigt, må dobbeltrevideres (der er tale om indbygget forældelse). Nu har jeg en båndoptager stående, og oven på den en pladespiller. Og så har jeg et par lommeharddiske hvis lagerkapacitet allerede er latterligt lille og ikke engang kan rumme tre korte videosekvenser (var det i øvrigt et muligt dansk ord for memory stick: en lommeharddisk? – jeg garanterer for at den virkelig kan være i lommen; eller skal en harddisk være større for at kunne kaldes harddisk?) – og min mobiltelefon… For slet ikke at tale om fladskærmsfjernsynet der er to år gammelt. Og jaja, min computer har lige ved fem år på bagen (jeg menneskeliggør den lige til lejligheden). – Nej, men jeg mener bare: Her tæt på medieafhængighedens eksplosionspunkt taler man om den medieuafhængige bog, og dermed mener man selvfølgelig ikke en trykt bog – som først, men i så fald dog, forældes om hundrede år eller langt senere (når papiret begynder at smuldre, hvilket noget papir gør, det langtidsholdbare dog først langt langt senere) – men om en tekstmængde eller en database (husk at lægge tryk på base når du udtaler det ord!) som ryger lige i gabet: Vi kan ikke være sikre på at en PDF vil kunne læses om tyve år, udtalte for nylig en af lederne for det store digitaliseringsprojekt på Statsbiblioteket i Århus. Derfor arbejder man på at finde en digitaliseringskodning som formodes at ville kunne læses om – måske halvtreds år? Måske endda næsten halvt så længe som noget der er trykt på langtidsholdbart papir? Og den kalder man så medieuafhængig!

En computergeneration, som det fx hedder (eller vi kan udvide det til: et elektronisk apparats generationsperiode) er p.t. højst to år.

Men ved du hvad: Det vil jeg skide på. Jeg går sgu i gang med at digitalisere nogle af mine bånd. Ikke nødvendigvis Opsvinget med Hausgaard, der selvfølgelig findes på cd. Eller jo, hvorfor fanden skulle jeg bruge penge på at anskaffe den på cd, når jeg bare kan digitalisere den fra eget båndmedie? Og så skal man i øvrigt snart til at i gang med at digitalisere sine cd’er! Fangede I den? Cd’erne er selvfølgelig allerede digitale medier, men pointen [og det vil jeg fandme ikke høre udtalt påjnten eller påjntet på uffeellemannsk og ellers påjnted] er at det medie allerede er på vej ud. Ud af hvad? Af markedet, idiot! Hvorfor er der forresten ikke nogen der taler om den markedsuafhængige bog? Haha, sidst jeg stødte på talen om den medieuafhængige bog, var i tidsskriftet Bogmarkedet.

Et mediestunt som gik forud for kanon-flippet, og i hvert fald var et par numre mere spektakulært, var da man i begyndelsen af 1980’erne sendte en satellit ud i Verdensrummet (altså dét, der er jo kun ét, ikke?) indeholdende frembringelser der ansås for at være karakteristiske for denne verdens, jeg mener denne klodes, mennesker, for nu ikke at sige: mennesket. Blandt andet var der Glenn Goulds indspilning af Bachs Goldbergvariationer. Muligvis allerede en digital indspilning. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilket medie eller evt. hvilke medier den skulle afspilles på – og det var jo i hvert fald før opfindelsen af fx mp3-filer.

Men summa summarum: Er vi i gang med at forebygge vore sproglige produkters død og bortgang? Jeg spørger bare, og jeg vil godt melde mig blandt svarerne.

Ole Klitgaard, kultursociolog
bogtilrettelægger, Forlagsbureauet

Læs også:

  1. Sprogmuseum i Bangladesh Martyrmonumentet Shahid Minar i Bangladesh' hovedstad, Dhaka, udsmykkes med blomster til den internationale Modersmålsdag, de bengalske sprogmartyrers dag, 21. februar. (© globalvoices.org) Bangladesh har genoptaget opførelsen af landets International Mother...
  2. Standardisering af berberisk Berbersprog tales af omkring 15 mio mennesker i Nordafrika, hovedsageligt i Marokko og Algeriet (Kort: Wikipedia) Det berberiske sprog eller tamazight, som berberne (amazigherne) selv kalder det, består af mange...
  3. I dag når engelsk op på en million ord – vistnok Nedtælling på Global Language Monitors hjemmeside Her ved middagstid klokken 12.22 dansk tid nåede engelsks ordforråd op på en million. Det kan endda fastslås hvilket ord der er det millionte:...
  4. En e-bog er en ny slags bog! Apples chef, Steve Jobs, viser firmaets e-læser, iPad, frem. (Foto: Wikimedia) Bogen som medie går tilbage til skriftrullen og andre medier, som kan rumme en større mængde tekst. Det vi...
Tagget med: , , , , , , ,

Skriv en kommentar