SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Makedonsk i Grækenland


xxx

Makedonsk i Grækenlands nordligste provinser. Kortet viser sprogets livskraft (i 1993), ikke dets størrelse i forhold til andre sprog. Rød: sproget tales af alle aldersgrupper, både privat og offentligt. Lyserød/orange: sproget tales af folk over 30, børn har nogen forståelse af sproget. Gul: sproget tales kun af folk over 60, og mest privat. Stribet: sproget tales, men det er ukendt hvor flydende. Grå: ingen data. (Kort: Riki van Boeschoten)

Grækenland er lidt af et mirakelland: Det ligger på det religiøse og nationale kluddetæppe, som hedder Balkan – men er alligevel en etnisk homogen nationalstat.

Det påstår grækerne i hvert fald – men en del af landets egne borgere er uenige. Dé føler sig som etniske makedonere – men det er ikke nemt at være noget, som ens stat og medborgere insisterer på ikke findes.

Makedonere og grækere synes især i den senere tid generelt ikke særligt godt om hinanden. Grækerne har kæmpet imod, at Makedonien kalder sig Makedonien – for det hedder Grækenlands nordligste provins også. Grækerne siger, makedonerne vil bruge deres lands navn til at kræve områder af det, der i dag er Grækenland, lagt til den makedonske stat.

Derfor insisterede grækerne efter Jugoslaviens opløsning i 1991 på at kalde det, vi kalder ’Makedonien’, for ’Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien’. Og under det navn – bedre kendt som den engelske forkortelse FYROM – blev landet optaget i bl.a. FN. Grækenland nedlagde i 2008 veto mod, at Makedonien blev optaget i Nato, fordi man endnu ikke var blevet enige om et endeligt navn for Makedonien. Samme argument gælder – advarede grækerne – i forhold til EU.

Φλώρινα eller Лерин?

Men makedonerne mener, at balladen omkring navnet bare er et påskud – og hvad de mener, det egentlige problem er for grækerne, ér det netop, vi vil finde ud af. Dvs. – for at finde ud af det, skal vi til nærmeste by, og det er ikke så nemt.

Vejen fører nemlig fra grænsen mellem Makedonien og Grækenland og til byen Florina – eller på makedonsk Lerin – og da forholdet mellem de to lande er noget køligt, findes der ingen offentlig transport fra Bitola – nogle få kilometer på den makedonske side af grænsen – til Florina lige på den græske side. Man er altså nødt til at tage på stop – men der er meget få biler, og mistænksomheden synes her større end normalt.

Så når endelig en bil standser, kommer det temmelig uventet.

Bilisten er græker og insisterer på at kalde landet på den anden side af grænsen for FYROM. Dér har han dog ikke været, forsikrer han, for han bor i den græske landsby på grænsen. Alligevel benægter han at forstå makedonsk. Og dét – at en, der bor på grænsen, ikke snakker eller bare forstår sprogene, der tales på begge sider af den – kan ikke være særlig almindeligt. Men måske er det typisk for grækernes indstilling. De mener nemlig, det makedonske sprog slet ikke eksisterer – og hvis det alligevel gør, så er der i al fald ingen, der taler det i Grækenland. Derfor gør de selvfølgelig heller ikke selv.

Og skulle der alligevel være nogle, der taler det sprog i Grækenland, så må vi se at få dem til at holde op med at gøre det. Sådan kan man beskrive den græske stats holdning gennem årtier – hvilket man måske bedst får fornemmelsen af i det politiske parti Vinozitos lokaler i centrum af Florina.

Regnbuepartiet

Vinozito

Vinozitos logo

Partiets navn, Vinozito, betyder ’regnbue’ på makedonsk. Dét hentyder til den etniske mangfoldighed, dets medlemmer hylder – i udtrykkelig modsætning til den græske stat, som hævder, at der kun findes ét mindretal i Grækenland, nemlig i Thrakien i den nordøstlige del af landet. Dem kalder man ’muslimer’ og undgår at sige, at de etnisk set er tyrkere. Dét mindretal er Grækenland pga. en traktat fra 1923 tvunget til at anerkende. Til gengæld hævder man, at alle landets andre borgere – bortset fra et par håndfulde, isolerede tilfælde – er etniske grækere.

Dén påstand er på Balkan – der netop kendetegnes af mangfoldighed og blanding af folkeslag, nationer, etniske grupper, religioner osv. – selvfølgelig rent nonsens. Det siger Pavlos Filipov Voskópoulos fra Vinozito – men selve hans og de andre partimedlemmers navne vidner om, at den græske stat mener påstanden om landets etniske renhed alvorligt.

Vinozito er et parti af etniske makedonere – men, forklarer Pavlos Voskópoulos:

”Fra 1926 blev ikke bare folks navne, men også navne på byer, landsbyer, bakker, bjerge osv. ændret fra de oprindelige makedonsksprogede, som blev brugt af flertallet af befolkningen, til græske navne.

Sådan pressede man alt til at blive græsk kultur – lige fra 1913, hvor området her efter Balkankrigene blev del af den græske stat” –

– forklarer Pavlos Voskopoulos med henvisning til, at det historiske område Makedonien først i 1913 blev del af Grækenland.

Mere præcist ligger halvdelen af det historiske Makedonien – et område oprettet for 2½ tusinde år siden – i dag i Grækenland, 15% ligger i Bulgarien, mens 35% udgør det såkaldte FYROM.

Ind til 1912 var Makedonien del af det Osmanniske Imperium – som Serbien, Bulgarien og Grækenland fra det år førte krig imod og drev ud af Balkan. Grækenland skyndte sig at besætte så meget, de kunne – og det område har man beholdt til i dag.

Dengang følte kun et mindretal sig som ’grækere’, men dét har den græske stat lige siden prøvet at lave om på. Personnavne var vigtige – eftersom det, man hedder, betyder meget for, hvem man føler sig som, siger Pavlos Voskopoulos:

”Sidste år prøvede vi at få vores oprindelige navne tilbage – men det har myndigheder og domstole afvist. Vi har appelleret til den græske højesteret og vil efter dét gå til den europæiske menneskeretsdomstol”.

Den vej har Voskópoulos og Vinozito prøvet før – og vundet. Men sejren har ikke hjulpet dem:

I 1990 bad en gruppe etniske makedonere om at få registreret foreningen ’Makedonsk Kulturhus’. Det afviste myndighederne med den begrundelse, at foreningen – sagde myndighederne – ønskede at udbrede den tanke, at – citat – ”der findes et makedonsk mindretal i Grækenland, hvilket er imod den nationale interesse og derfor imod loven”, citat slut.

Sagen kom for den græske højesteret – med samme resultat. I sommeren 1998 dømte den Europæiske Menneskeretsdomstol så, at de græske myndigheder havde krænket makedonernes foreningsfrihed. Men ti år efter er foreningen stadig ikke registreret.

Sproglig udrensning

Bevæger man sig i dag rundt i Florina – eller Lerin – virker byen som en ’normal græsk by’: Bykernen er lille, men tæt – med bygninger på fire-fem-seks etager presset tæt op ad hinanden og gader, der egentlig er brede, men virker smalle, fordi der lige så tæt som husene står parkeret en række biler i hver side.

Her på den lille restaurant snakker folk græsk, musikken er græsk, menukortet er på græsk. Retterne er næsten mage til dem, man får en halv snes kilometer nordpå – i Makedonien – men det, som dér ville hedde sarma, hedder her dolmades. Og mens man i Makedonien kan bestille ’tyrkisk kaffe’, så hedder dén her ’græsk kaffe’. Siden området i 1913 blev del af den græske stat, har grækerne nemlig gjort alt for i stort og småt at gøre alt græsk, fra inderst til yderst.

Mellem 1918 og 1970 blev halvandet tusinde stednavne derfor ændret fra makedonske til græske. Lerin blev dagens Florina, Kostur blev Kastoria, Solun Thessaloniki osv. Tallene er i dag meget usikre, men mellem 1912 og 1918 skal 80.000 etniske makedonere være flygtet fra den i dag græske del af Makedonien, mens halvanden million etniske grækere i 1923 blev flyttet til området fra Lilleasien. Dér havde deres forfædre boet i århundreder, men den græske stat invaderede i 1919 Tyrkiet for at genoprette Antikkens Hellas. Grækerne tabte krigen og lavede en befolkningsudveksling med Tyrkiet.

Det var en ’etnisk rensning’ med det internationale samfunds stempel: Etniske tyrkere fra dagens Grækenland måtte flytte til Tyrkiet, mens etniske grækere blev flyttet til Grækenland. De fleste af dem kom til den nyerobrede del af det historiske Makedonien.

Dét ændrede drastisk befolkningssammensætningen, og parret med den græske stats ’mindretalspolitik’ – som var og er, at der ingen mindretal er – er der sket en hurtig grækificering.

I 1927 blev det f.eks. forbudt at tale makedonsk – ikke bare i det offentlige rum, men også i folks eget hjem, og al makedonsk skrift – for eksempel i kirker og på fresker – blev ødelagt.

Pavlos Voskópoulos:

”I gymnasiet – hvor vi blev undervist på moderne græsk – sagde min lærer i filosofi til os etniske makedonere: ’Lad nu være at tale det her beskidte sigøjnersprog med jeres forældre derhjemme, for hvis I bliver ved at tale det sprog, så får I problemer i jeres uddannelse, og I vil få meget svært ved at udvikle jer og få succes på universitetet. Det forbandede ikke-sprog er bare en samling barbariske lyde!’

Sådan har det været i 80 år – hvor lærere, politifolk, myndighederne, Systemet gør det svært for folk, der tilhører et mindretal, at dyrke deres etniske tilhørsforhold.

Men på en måde er vi heldige: vores bedsteforældre blev slået ihjel eller sendt i fængsel, fordi de talte makedonsk”.

Siger Voskópoulos. I dag man altså godt tale makedonsk offentligt – men der bliver set skævt til dem, der gør det. Sproget findes officielt ikke, der er ingen skoler – endsige aviser, radio eller tv – som bruger det, og al kommunikation med myndighederne foregår på græsk.

Hvor ømfindtligt og vigtigt, spørgsmålet om sproget er, ser man af, hvad der skete, da Vinozito satte et skilt op ud til gaden ved opgangen, hvor de har deres kontor. Skiltet var på græsk, engelsk – og makedonsk.

Pavlos Voskópoulos:

”Her uden for vinduerne demonstrerede man – organiseret af ultrakonservative nationalister, politifolk og græske myndigheder. Folk kom herind og ødelagde alting: vinduer, møbler, ALT. Og bagefter blev vi slæbt i retten og dømt for – ved at udtrykke en makedonsk identitet – at ”opfordre til og udbrede etnisk had”.

Så det er meget svært for os at få folk til at melde sig ind i vores forening” -

– siger Voskópoulos. Derfor har Vinozito i dag heller slet ikke noget skilt ud til gaden.

Rene grækere

Pavlos Voskópoulos:

”Medier, skolen, kirken, hele staten tvinger en konservativ ideologi igennem, hvor der ikke er plads til respekt for forskellighed.

Den græske nationale ideologi er at gennemtvinge assimilation og få folk til at tro, at de er RENE GRÆKERE. De siger:

’Åhja, her i området taler I et andet sprog, som minder om slavisk og som man taler nordpå. Men I har bare glemt at tale græsk .. så vær stolte af at være grækere – hellenere fra den glorværdige 2500 år gamle civilisation, med Sokrates, Perikles osv.’”

Siger Voskópoulos og beklager, at ingen i dag véd, hvor mange, der i dagens Grækenland – efter næsten et århundredes anti-makedonsk kampagne – føler sig som ’etniske makedonere’.

Grækerne siger, at der er meget få – men har siden 1951 i officielle folketællinger ikke spurgt, hvad folk selv føler sig som. For pr. definition er de simpelthen – grækere.

”Mindst 200.000 mennesker i det nordlige Grækenland har makedonsk som modersmål. For at overbevise sig om dét, behøver man bare rejse rundt og besøge alle landsbyerne i det nordlige Grækenland” –

– siger Pavlos Voskópoulos – men fortsætter:

”I dag har der været militærøvelser nogle få kilometer her fra byen; det græske luftvåbens fly fløj kun 50 meter over makedonske landsbyer. Derfra kan man se, hvor grænsen er, og de græske fly fløj nogle kilometer på den anden side – for at sende et signal. Og i den situation er det ikke nemt for folk frit at udtrykke deres makedonske identitet”.

x

Grækenlands sproglige mindretal. Makedonsk er markeret med lyserødt, bulgarsk med lilla, vlak (aromansk) med lysebrunt, albansk (arvanitterne) med grønt og tyrkisk med højrødt. (Kort: Wikimedia)

Siger Pavlos Voskópoulos. Han mener, grækerne er bange for det makedonske mindretal:

”Grækerne kræver, at der skal være et præfix før Makedoniens navn – så det bliver f.eks. Øvre eller Nordre Makedonien – men det, de virkeligt håber, er, at der i fremtiden slet ikke vil være nogen uafhængig makedonsk stat.

For hvis man anerkender, at en del af befolkningen har en anden etnisk identitet end græsk – nemlig makedonsk – så vil det næste spørgsmål være: ’Hvad så med vlakkerne? Vlakkerne har ikke græsk som modersmål!” –

- siger Voskópoulos med henvisning til en etnisk gruppe, der er udbredt over hele Balkan – også og måske især i Grækenland.

”Og hvad med arvanitterne - de ligner meget albanere?! Og så videre. På den måde vil anerkendelsen af, at her findes makedonere, føre til en ideologisk reform af, hvad græsk identitet egentlig er. Og dérfor er grækerne bange – for det vil føre til en ny æra i Grækenland i forhold til det såkaldte axioma, der handler om, at grækerne er ’det udvalgte folk’ med en 2500 år gammel civilisation osv.”.

Pavlos Voskópoulos gør også opmærksom på, at Grækenland ikke er eneste land, der undertrykker mindretal. Også etniske makedonere i Bulgarien har fået dom for, at myndighederne har krænket – og stadig krænker – deres menneskerettigheder. Og i f.eks. Frankrig har bretoner, baskere og korsikanere problemer, der meget ligner de græske makedoneres.

[Dette indlæg blev sendt i P1s Europaklip 31. januar 2009 og kan høres her.]

Uffe Andersen
journalist

Læs også:

  1. Det makedonske spørgsmål Makedoniens flag foran det gigantiske kors (vist nok verdens største) på Vodnobjerget uden for hovedstaden Skopje. (Foto: Uffe Andersen) Det makedonske spørgsmål har naget Balkan og dermed Europa i halvandet...
  2. Er Rumænien et balkanland? Det Osmanniske Imperiums største udstrækning i Europa er en almindelig måde at definere Balkan på (Kort: Cambridge Modern History Atlas, 1912) I Vesteuropa opfatter mange Balkan som ’et uciviliseret sted’...
  3. Roma – Europas statsløse folk Europas romanier (Kort: Wikimedia) Roma og Sinti – eller sigøjnerne, som vi traditionelt kalder dem – er et gammelt folk med et sprog af den indiske gruppe, romani, og efter...
  4. Serbokroatisk "Stari most", den berømte osmanniske bro over Neretva fra 1566, blev ødelagt af kroatiske styrker i 1993 og genopført i 2004. Den tyske forfatter Heinrich Heine skrev i 1821, at...
Tagget med: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

5 kommentarer

  1. Når du skriver Vlakkerne, mener du så Romaer som taler Vlax dialekterne, eller folk som kommer fra Wallachien?

  2. Vlax/vlak er et romansk sprog, som rumænsk, og beslægtet med Latin.

    Roma (Sigøjnere) taler et indisk sprog, beslægtet med Sanskrit og moderne indiske sprog som Panjabi og Hindi. Nogle Roma har boet, eller bor fortsæt, i rumænsktalende områder i Wallachien/Rumænien/Moldavien, og deres dialektgruppe kaldes Vlax/Vlach Romani – det er så et indisk sprog, men med en del inflydelse fra rumænsk.

  3. Ok, blev lige en smule i tvivl om der mentes Vlax Romani, eller et romansk sprog fra Wallachien – har nemlig just færdiggjort et fag med din kollega i Romani lingvistik, Yaron Matras, og forbinder kun Vlak/Vlax med Romani.

  4. For et kvart århundrede siden ville man oprette modersmålsundervisning for de jugoslaviske børn i Frederiksværk, som var der på grund af Stålværket.

    Jugoslavien var dengang ét land og hovedsproget var serbokroatisk. Men så opdagede lærerne at børnenes modersmål hverken var serbisk eller kroatisk, men derimod vlah, eller arumansk som det ofte hedder. Arumansk er ‘en slags’ rumænsk, altså et latinsk sprog, men vlaherne bor i spredte lommer over hele Balkan, også i Grækenland. (http://en.wikipedia.org/wiki/Aromanian_language) I Frederiksværks tilfælde kom de fra Serbien.

    Nu er ideen med modersmålsundervisning jo at støtte og bygge videre på barnets hjemsprog. Men hvad har serbiskundervisning af børn der taler arumansk derhjemme, så med modersmålsundervisning at gøre? Det er ikke bare to forskellige sprog, det er ligefrem to forskellige sprogslægter.

    Skolevæsnet var i tvivl – af modersmålsteoretiske grunde, så at sige – men det var forældrene ikke. De ville have serbiskundervisning til børnene, et sprog de kunne bruge til noget i Jugoslavien, ikke vlah. Og det blev som forældrene ville. Hvor var også den lærer der kunne vlah, og hvor var undervisningmaterialerne på vlah? Eller skulle de lære standardrumænsk, et andet lands sprog?

    En fremtrædende dansk vlah er Georg Miksa. Han var i mange år ansat i Nydelses- og Næringsmiddelindustriarbejdernes Fagforening i Frederiksborg Amt og blev indvalgt i Frederiksborg amtsråd ved fire valg. Allerede ved det første valg hvor indvandrere havde stemmeret, 1981, stillede han op for sin egen Indvandrerliste i Frederiksværk, men blev ikke valgt. I 85 stillede han op for Socialdemokratiet og blev valgt, og i 89 blev han valgt til Frederiksborg Amt og blev genvalgt i 93, 97 og 01. Han var den eneste indvalgte jugoslav i hele landet fra 85-01.

  5. Beklager, jeg er lidt sent på den; efter Ole Stigs interessante beretning er der jo ikke meget mere at sige. Men altså: Vlakker er et folk (hvad end dét måtte være), som i et par tusinde år har drevet deres tit enorme dyreflokke fra sommer- til vintergræsgange og tilbage igen og sådan er nået vidt omkring på Balkan, især på de centrale dele af halvøen – dem, som i dag er det nordlige Grækenland, Kosovo, Makedonien og det sydlige Albanien. Dén livsform var det Osmanniske Imperium – der herskede på Balkan i et halvt årtusinde – som skabt for. For i det rige var der ingen grænser. Men med nationalstaternes tid kom grænser, som afskar vlakkerne fra deres græsgange, men måske vigtigere blev grænserne også trukket i folks hoveder:Vlakkerne befandt sig nu i stater, som hver især byggede på en bestemt ’nation’ – den græske, albanske, serbiske osv. De landes ’nationer’ var først i færd med at blive opbygget – og i dén proces blev vlakker og andre mindretal rettet ind til at være ’som de andre’. Dvs., at de mistede deres egen kultur, sprog og skikke og måtte påtage sig flertalsnationens: de blev assimilerede. Dét arbejdede skoler, aviser, kirker og alle andre offentlige institutioner på. Og den proces kører endnu i dag. Som Ole Stigs fortælling viser, arbejder vlakkerne (eller aro-/arumanerne) tit selv med på det projekt – eftersom de helt pragmatisk ønsker at give deres børn (og sig selv) den bedst mulige fremtid. Der bor stadig vlakker mange steder på Balkan, men de er et folk og en kultur, der meget nemt kan være uddød om et par generationer. (I øvrigt har jeg på fornemmelsen, at staveformen ’vlax’ stammer fra en skrivefejl eller lignende: i slaviske lande staves ’vlak’ som ’vlah’ (fordi de har et andet h end vores, eet, der til ’vestlige sprog’ tit transkriberes som ’k’), og dét skrives med kyrilliske bogstaver ’влах’).

Skriv en kommentar