SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Jødisk sprogpolitik

Marmorplakette i Vilnius (Vilne på jiddish, Wilna på polsk) på litauisk og jiddish. I oversættelse lyder den: "Ved den barrikade, som var opbygget på dette sted, åbnede en deling kæmpere fra Vilnius’ ghettos Forenede Partisan Organisation ild mod en nazistisk militærenhed den 1.9.1943, som lukkede ghettoen af på midten. Nogle af kæmperne omkom, blandt dem deres anfører Yekhiel Sheynboym."

I 2009 besøgte jeg Litauen. Jeg var overrasket over, at man overalt i den tidligere jødiske bydel i Vilnius (og i ghettoen) så bronze- eller marmorplaketter med tekst på litauisk og jiddish, som forklarede hvem, der var født her eller hvilken synagoge, som her var revet ned og havde givet plads til en basketball-bane.

Marmorplakette i Vilnius på litauisk og jiddish. I oversættelse lyder den: "Den 7. september 1941 blev i denne gade mere end to tusinde jøder drevet sammen; de blev siden tilintetgjort i Ponar."

.

Litauen er ellers et land, som har det rigtigt svært med at sammentænke sin relativt nyerhvervede selvstændighed med den kendsgerning, at omkring 210.000 jøder blev myrdet i Litauen. På det nye museum for folkedrab i Vilnius kan man se mange detaljer om de sovjetiske overgreb mod litauere, men intet om den litauiske deltagelse i folkedrabet på jøderne.

Mindesmærket på den gamle jødiske begravelsesplads i Mažeikiai. På monumentet er der en tekst på jiddish og på litauisk. Den lyder i oversættelse: ”På dette sted hvor de hitleristiske mordere og deres lokale hjælpere myrdede tæt på 4.000 jøder og mennesker af andre nationaliteter – mænd, kvinder, børn."

Mažeikiai

Oppe i nærheden af den lettiske grænse fandt jeg den landsby, hvorfra mine oldeforældre brød op med deres børn for at ende i København. I samme område, kun få kilometer fra landsbyen, fandt der et drab sted på ca. 4.000 jøder, som ikke var emigreret, som min familie var det.

Da russerne havde trukket sig tilbage fra Litauen efter tyskernes angreb på Sovjet den 21. juni 1941, begyndte de lokale nationalister, allerede inden tyskerne nåede så langt, at organisere sig med henblik på at løse det lokale jødiske problem. Og det blev med tyskernes hjælp ordnet af lokale folk. Som betaling for at skyde de 4.000 fik de lov til at tage det tøj og de sko, jøderne havde taget af sig, inden de blev skudt.

Massakren fandt sted ved den gamle jødiske gravplads i Mažeikiai. For relativt nylig er der blevet opsat et marmormindesmærke på stedet.

Auschwitz

I 2010 var jeg i Kraków og besøgte bl.a. Auschwitz (Oświęcim på polsk, Oshpitsin på jiddish). I Auschwitz er alle skilte i den generelle udstilling på museet på polsk, hebraisk og engelsk. Polsk er jo indlysende, eftersom lejren ligger i Polen. Engelsk er vel også indlysende i betragtning af sprogets status som verdenssprog. Men hebraisk, hvorfor lige hebraisk? Det hænger selvfølgelig sammen med, at flertallet af de dræbte i Auschwitz var jøder, og jøder taler vel hebraisk, eller hvordan?

Langt de fleste af de dræbte jøder i Auschwitz kom fra Østeuropa og talte jiddish. Der har selvfølgelig været en del, som har kunnet læse Toraen på hebraisk, og enkelte har sikkert kunnet tale det nye hebraisk, som var opstået i Palæstina før første verdenskrig. Det virker jo ikke indlysende at skulle hædre denne lille gruppe ved at gøre deres sprog til det andet ud af tre sprog på museet. Langt snarere er det af et helt andet hensyn, nemlig hensynet til Israel. Taler israelere da ikke engelsk? Jo, det gør den overvejende majoritet. Det er altså ikke som ved polsk og engelsk af hensyn til de besøgende, at alle tekster er oversat til hebraisk. Det er en symbolsk handling, en symbolsk og sprogpolitisk handling. Betydningen af den er, at jødernes interesser varetages naturligt af Israel og det israelske sprog er naturligt jødernes sprog.

Mindeplade i Auschwitz 2 på judezmo

I Birkenau (Auschwitz 2) er der et mindesmærke ved siden af de itusprængte gaskamre og krematorier. Her har man valgt at mindes de døde ved en bronzeplakette for hvert af de sprog, som blev talt af de udryddede.

Oprindelig var der 21 sprog repræsenteret: hviderussisk, russisk, ukrainsk, polsk, tjekkisk, slovakisk, slovensk, kroatisk, serbisk, engelsk, tysk, jiddish, norsk, hollandsk, fransk, italiensk, rumænsk, græsk, romani, ungarsk og hebraisk. Selvom der altså her var en plakette på jiddish, så var der også én på hebraisk.

Men hvad med judezmo? I 2003 samlede sefardiske jøder ind til at mindes de mange græske jøder, som talte judezmo og de mange sefardiske jøder fra andre steder i Europa (bl.a. Holland), som blev gasset, så der også kom en mindeplade på judezmo. Der er altså nu 22 plader.

Lidt fra mindesmærket er der et andet mindesmærke ved en lille sø bag krematorium 3, hvor man dumpede den aske, man ikke kunne sælge som gødning. Her er der sat fire plader op, som mindes de mange, som er ’begravet’ her. De er på polsk, engelsk, jiddish og hebraisk. Her har man altså syntes at jiddish burde med, men altså også hebraisk og ikke judezmo.

Israel

Man kunne tro, at de tre sprog polsk, engelsk og hebraisk, som er valgt til hovedsprog i Auschwitz afspejler de største grupper af besøgende. Men tager man nationaliteter med det største samlede antal besøgende 2006-2009, ser det således ud:

Polen 1.769.700
UK 345.800
USA 301.000
Tyskland 226.200
Italien 214.400
Frankrig 191.400
Israel 187.700

(Kilde: Auschwitzmuseets årsrapporter)

Som det ses ligger antallet af besøgende fra Tyskland, Italien og Frankrig højere end Israel. Men hverken tysk, italiensk eller fransk er af den grund blevet museumssprog. Det er altså ikke antallet af besøgende som har afgjort, at hebraisk skulle være ét af de tre sprog.

Hvem står bag denne sprogpolitiske nedprioritering af de udryddedes egne sprog jiddish og judezmo? Det er ganske simpelt, det gør Israel. Der har siden murens fald været et endog meget tæt samarbejde mellem Auschwitzmuseet og Yad Vashem i Israel, som dér tager sig af mindet om shoa.

Der er næppe nogen tvivl om, hvad prisen for dette samarbejde har været: At forsøge at udrydde bevidstheden om, at jiddish i mellemkrigstiden var det helt dominerende jødiske sprog. Mere end 10 millioner af verdens måske 16 millioner jøder havde dengang jiddish som modersmål. Faktisk var holocaust ikke kun et folkemord på seks millioner jøder, det var – næsten – også det man i sprogvidenskaben kalder et lingvicide, et sprogmord, en udryddelse af jiddish. Det er altså denne kendsgerning Israel ønsker at udslette fra mindet om shoa. At polakkerne har fremmet sagen hænger jo givetvis sammen med ønsket om, at Auschwitz fremstår som et mindested med stor symbolsk tyngde. At komme Israel i møde betyder bl.a., at man ikke får kritik fra denne vigtige side.

Mindeplade i Auschwitz på hebraisk, polsk og engelsk til minde om den mezuze (beholderen til venstre) som Ariel Sharon den 5.5.2005 havde bragt med fra Jerusalem og sat op her.

Hebraisk mod jiddish

Forholdet mellem hebraisk og jiddish har altid været kompliceret i Israel. Zionisterne syntes, at man skulle tale hebraisk og glemme sit jiddish. I 1927 tilbød den jiddishe avis Der tog i New York at betale for et professorat i jiddish ved det nyoprettede hebraiske universitet i Jerusalem. Den højreorienterede Brigade af Forsvarere for det Hebraiske Sprog iværksatte en voldsom kampagne mod dette tiltag. Bl.a. uddelte de løbesedler med teksten: ”En lærestol til jargon – et afgudsbillede i templet”. Kampagnen endte med, at man afviste at oprette et sådant professorat – og man skal helt frem til 1951 før det kunne lade sig gøre. I 1930 truede brigaden to biografer i Jerusalem voldeligt og ejerne personligt, fordi de ville vise den jiddishe film Di yidishe mame.

I mange år har jiddish været opført på listen over truede sprog i Europa. Men én af dem, som kender meget til sagen, Dovid Katz, en engelsk jøde, som nu er professor i jiddish i Vilnius, har fremsat den prognose, at jiddish ikke længere er noget truet sprog. Det skyldes, at de ultraortodokse haredim både i Israel, Europa og i USA har jiddish som deres omgangssprog, og de får så mange børn, så antallet af jiddishtalende nu er i stigning.

I begyndelsen af 2010 kunne Information (14.3.10) fortælle, at en ultraortodoks jødisk kvinde var død 93 år gammel i New York. Man regnede med, at hun havde mere end 2.000 efterkommere. Det siger noget om den ultraortodokse fertilitet. De ultraortodokse jøder i USA er et af de hastigst voksende religiøse mindretal. I 2000 var der således 360.000 harediske jøder, mens der var 468.000 i 2006. Sprogpolitisk betyder det, at jiddish formentlig kommer til at overleve, ikke som det sekulære, jødiske sprog det var før shoa, men som sprog for en gruppe af højreorienterede, religiøse ekstremister.

Også i Israel vokser de harediske grupper med en fertilitet, som gør palæstinensernes til skamme. De udgjorde i Israel i 60erne og 70erne en forsvindende politisk minoritet. De betyder i dag meget politisk og kulturelt og omfatter 650.000. Og de har formået at placere sig stadig mere med tungen på vægtskålen. Hvad angår jiddish og de ultraortodokse, så er det deres dagligsprog for de fleste sekters vedkommende både i USA og i Israel. Nogle vil gerne tale ivrit (som de ikke anser for at være det samme som bibelhebraisk), mens andre nægter at tale ivrit, fordi kun gud eller messias kan give jøderne lov til at tale hebraisk igen. Og jiddish er langsomt blevet mere akcepteret. Der er sågar kommet professorater i jiddish, og Haifa Universitetet udgiver et nettidsskrift på hebraisk om jiddish.

Et postzionistisk perspektiv kunne derfor være, at jiddish rykker frem og bliver et sprog på (næsten) lige fod med hebraisk, hvis de ultraortodokse bliver ved med at spille så fremtrædende en rolle. Måske kan vi se frem til, at det bliver fra denne kant, at Auschwitz bliver tvunget til at anerkende, at jiddish var de udryddede jøders sprog frem for noget. Måske kan vi se frem til et fjerde museumssprog takket være haredim.

(Artiklen har været trykt i en kortere version i Udsyn december 2010.)

Morten Thing, dr. phil.
Forskningsbibliotekar, Roskilde Universitetsbibliotek

Læs også:

  1. Israels sprog Israel har tre officielle sprog ifølge engelsk lovgivning i Palæstina fra 1922: Engelsk, arabisk og hebraisk. Da de jødiske indvandrere til Palæstina og Israel alle talte et andet sprog ved...
  2. Er jiddish et døende sprog? Den dansk-jiddishe avis Yidishe folksshtime 30.5.1916 med portræt af den kendte jiddishe digter Sholem Aleykhem Jiddish er et germansk sprog, som formentlig er opstået for ca. 1000 år siden. Det...
  3. Hebraisk: Et genoplivet sprog eller et nyt sprog? De 22 bogstaver (plus 5 særlige slutformer) i det hebraiske alfabet (tillige med deres talværdi). Læses fra højre til venstre. Der er ingen vokaler, hebraisk er et konsonantalfabet i lighed...
  4. Jødiske sprog Ifølge databasen Ethnologue, eksisterer der følgende jødiske sprog: Jjudeoirakisk (jahudisk), judeomarokkansk, judeotripolitansk (tripolita'it), judeotunesisk og judeojemenitisk, som alle er judeoarabiske sprog; bibelhebraisk og ivrit (moderne hebraisk)...
Tagget med: , , , , , , , ,

1 kommentar

  1. Jeg glæder mig over mindesmærkerne og lignende. Jeg ville være endnu gladere, hvis Litauen officielt ville anerkende deltagelse af et stort antal litauere i Holocaustens grusomhederne. Da den tyske invasion af Litauens syntes uundgåelig, dræbte mange litauere s

Skriv en kommentar