SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Jødiske sprog

En side af mosebøgerne på geez (ethiopisk)

Ifølge databasen Ethnologue, eksisterer der følgende jødiske sprog:

  • judeoirakisk (jahudisk), judeomarokkansk, judeotripolitansk (tripolita’it), judeotunesisk og judeojemenitisk, som alle er judeoarabiske sprog
  • bibelhebraisk og ivrit (moderne hebraisk)
  • hulaulá, lishana deni, lishanan og lishanid no shan, der alle er judeoaramæiske varianter og ligesom hebraisk og arabisk er semitiske sprog
  • judeoberberisk;
  • judeogeorgisk (kivruli), som er et kaukasisk sprog
  • karaim og judeokrimtatarisk (krymchak) som er tyrkiske sprog
  • bukharisk (judeotajikisk), dzhidi (judeopersisk) og judeotat (juhuri), som er indoiranske sprog
  • judeomalayalam, som er et dravidisk sprog
  • ladino (judezmo), jevanisk (judeogræsk, jevanitika), jiddish, shuadit (judeoprovençalsk), zarfatisk (judeofransk), italkian (judeoitaliensk) og knaanisk (judeotjekkisk), som alle er indoeuropæiske sprog.

Jøder fra Kaifeng omkring år 1900 (Foto: Wikipedia)

Derudover har jøder talt alle mulige andre ikkejødiske sprog, f.eks. marathi, som tales af de indiske jøder af Bene Israel; mandarin som taltes af jøderne i Kaifeng; amharisk og tigrinja, der tales af etiopiske jøder af Beta Israel (med geez som deres rituelle sprog); venda, som tales af jøder i Sydafrika , som selv mener at nedstamme fra etiopiske jøder.

Endelig er der en række specifikke jiddishe dialekter, vestjiddish (jüdish-deutsch), østjiddish (jiddish) og fx frummish, det jiddish som de ultraortodokse i USA taler indbyrdes.

I den israelske Encyclopaedia Judaica skriver den kendte lingvist og jiddishist S.A. Birnbaum i opslaget ‘jewish languages’, at de jødiske sprog opstår efterhånden, som jøderne spredes ud over verden. Når jøder kom til et fremmed land, omdannede de det dér talte sprog til et nyt jødisk sprog, ikke en dialekt, ikke en særlig sprogbrug, men et sprog. Han argumenterer for, at dette forhold er snævert knyttet til selve det jødiske. Sagt i et andet ‘sprog’ er det altså et jødisk væsenstræk. Det er en opfattelse af jøderne, som dybest set stemmer overens med antisemitternes opfattelse: overalt hvor jøderne kom frem satte de deres stempel på alting og gennemtrængte det og gjorde det til deres eget. Men er det rigtigt?

I en anden artikel i Encyclopaedia Judaica om ‘judeofransk’ eller zarfatisk skriver romanisten M. Banitt, at en judeofransk dialekt, for slet ikke at tale om et sådant sprog, aldrig har eksisteret. I højden er der tale om, at jødiske sprogbrugere har integreret særlige, jødiske ord, som tilfældet er med yinglish (judeoengelsk), judeolatinamerikanskengelsk, jødehollandsk, jødepolsk og jøderussisk. På samme vis er det et diskussionsspørgsmål om ‘judeopersisk’ ikke blot er farsi (persisk) og om judeogræsk ikke blot er variationer over koine-græsk.

Der hersker imidlertid enighed om, at jiddish og judezmo er egentlige sprog, og at de er jødiske sprog. Og det vi ved om dem er, at jøderne bevarede dem, da de blev fordrevet uden for de sprogområder (tysk og spansk), hvor de var opstået. De ashkenaziske og de sefardiske jøder blev spredt over hele Østeuropa, Balkan og Lilleasien. Alle steder talte man andre sprog, men jøderne bevarede deres medbragte sprog i strid med Birnbaums tese. Spørgsmålet vedrører således ikke et (ikkeeksisterende) jødisk væsen, men derimod spørgsmålet om ’sprog i jødisk historie’.

Forsiden af avisen "Il trisore", trykt på ladino (judezmo) i Bulgarien i 1894, derfor er der en linje på bulgarsk i bladets hoved

Sprogets rolle i den jødiske historie er forskellig fra område til område. I Europa har der i hovedsagen været tale om en tresprogethed: i religiøse spørgsmål rådede loshn koydesh, det hellige sprog, som både omfatter bibelhebraisk og aramæisk; internt i det jødiske samfund talte man jiddish eller judezmo; i forhold til det omgivende samfund talte man flertalssamfundets sprog, men ofte i en form for kontaktsprog, altså i en mangelfuld udgave. Denne model kan også ses andre steder.

Men ser vi fx på Spanien før 1492, så brugte jøderne dér til religiøse formål loshn koydesh, men brugte arabisk eller spansk som både internt og eksternt sprog. Det som bliver til judezmo er et 1400tals spansk, som jøderne tog med sig til det osmanniske rige og til Amsterdam, hvor det så at sige bliver konserveret i forhold til udviklingen af kastiljansk på den iberiske halvø. Judezmo integrerer også nogle hebraiske ord, men langt fra i det omfang som jiddish.

Den store forskel på judezmo og andre spanske dialekter udenfor den iberiske halvø er, at det skrives med en særlig udgave af det hebraiske alfabet.

Det er som oftest det hebraiske alfabet, som holder ’de jødiske sprog’ sammen. Men også dette er med modifikationer. Faktisk var det arabiske alfabet også i brug i Spanien, sågar til at skrive hebraisk, og de etiopiske jøder brugte det koptiske alfabet.

Det jiddishe alfabet

Morten Thing, dr. phil.
Forskningsbibliotekar, Roskilde Universitetsbibliotek

.

Læs også:

  1. Birobidjan – Биробиджан – ביראָבידזשאַנ I 1928 besluttede Stalin og ledelsen af bolsjevikpartiet i Sovjetunionen, at jøderne skulle have deres eget område tusindvis af kilometer fra de jødiske centre i Hviderusland og Ukraine. I Vesteuropa...
  2. Jødiske efternavne Historiske betingelser har gjort at jøder ofte har flyttet sig fra et sprogområde til et andet. De har ofte bevaret hebraisk som helligt sprog, men tilpasset deres hverdagssprog til de...
  3. Kinesiske jøder I byen Kaifeng slog en større gruppe jøder sig ned, og i 1163 opførte de en synagoge. Formentlig har de tidligste talt et judeo-persisk sprog. I Kaifeng var der også...
  4. Israels sprog Israel har tre officielle sprog ifølge engelsk lovgivning i Palæstina fra 1922: Engelsk, arabisk og hebraisk. Da de jødiske indvandrere til Palæstina og Israel alle talte et andet sprog ved...
Tagget med: , , , , ,

Skriv en kommentar