SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Indien: Når sprog bliver til politik

Indien består pt af 28 delstater og syv "territorier"

Indien består pt af 28 delstater og syv "territorier". Med 438 indfødte sprog (ifølge ethnologue.org) er landet nr 4 på verdensranglisten, efter Papua Niugini (830), Indonesien (719) og Nigeria (514).

Indien er på det sproglige område et af verdens mest forskelligartede og opsplittede lande. Der eksisterer således ikke noget ’indisk’ fællesprog, som kan forene hele befolkningen. Derimod findes i dag en snes forskellige officielt anerkendte sprog og et utal af mindre udbredte sprog og dialekter.

Sproglige forskelle har også spillet en stor rolle for både den politiske opbygning af landet og for den måde de politiske partier organiserer sig inden for det demokratiske system, som har kendetegnet Indien siden uafhængigheden fra briterne i 1947. Allerede før Indien blev selvstændigt havde uafhængighedsbevægelsen, Den Indiske Nationalkongres, internt organiseret sig i sprogligt homogene enheder, og det var bevægelsens erklærede politik, at det selvstændige Indien skulle opbygges omkring sprogligt nogenlunde homogene provinser.

Efter uafhængigheden blev de områder, som briterne direkte havde styret, sluttet sammen med de mange tidligere formelt selvstyrende fyrstedømmer i et større puslespil, som tidsmæssigt faldt sammen med den store konfliktfyldte opdeling af hele det britiske koloniområde mellem Indien og Pakistan. I denne politiske kontekst vakte idéen om en provinsopdeling baseret på sproglige kriterier i stigende grad bekymring. En officiel kommission, som undersøgte problemer i 1948, mente da også, at en provinsopdeling baseret på sprog-kriteriet ville danne basis for en fremvækst af sub-nationale følelser, som potentielt kunne true den nationale enhed. Desuden fremhævede man, at det alene af praktiske grunde var uundgåeligt, at der i sådanne provinser alligevel ville befinde sig flere sproglige mindretal. Fuldstændig homogenitet lod sig ikke gøre.

Andra Pradesh blev dannet i 1965. Den er på størrelse med Frankrig og har 100 mio indbyggere.

Andhra Pradesh blev udskilt som selvstændig stat i 1953. Den er større end Storbritannien og har 75 mio indbyggere. Heraf taler 88 % det dravidiske sprog telugu. Med i alt 75 mio talere er telugu verdens tolvtestørste sprog

Kravet om sprogligt homogene delstater, som i den nye forfatning blev betegnelsen for den Indiske Union’s opdeling i mindre enheder, fortsatte imidlertid med at vokse. Især i Sydindien med dets forskellige dravidiske sprog var kravene stærke, og da en Gandhi-inspireret aktivist i 1953 havde fastet sig ihjel i kampen for en selvstændig stat for den telugu-talende del af befolkningen i den store Madras provins, blev presset på centralregeringen for stort. Man gav efter for kravene og oprettede samme år delstaten Andhra Pradesh.

Desuden blev der nedsat endnu en kommission, som i 1956 endte med at anbefale en administrativ omorganisering af hele landet, således at delstaterne fra omkring 1960 i det store og hele var afgrænset ud fra sproglige kriterier. Sproget havde gået sin sejrsgang som den afgørende politiske identitetsmarkør.

For at forstå hvorfor netop sproget fik så stor politisk betydning, må man huske på, at Indien er et meget fattigt land, hvor uddannelse spiller en meget stor rolle for den sociale mobilitet, og hvor der er meget stor konkurrence blandt især den uddannede del af befolkningen for at opnå offentlig ansættelse. I en sådan sammenhæng spiller det en meget stor rolle hvilket sprog, der anvendes inden for uddannelsessystemet og den offentlig sektor generelt. Den sproglige opdeling betød jo, at de lokale administrationer kunne benytte lokalsprogene og dermed tilbyde større chancer for lokale arbejdspladser. Hertil kom naturligvis, at det også ud fra et demokratisk synspunkt var positivt at befolkningen og den politiske administrative elite lokalt kunne kommunikere uden besvær.

De dravidiske sprog i Sydindien

Den dravidiske sprogfamilie har en god snes medlemmer i alt, langt overvejende i Sydindien

Det samme argument om uddannelse og beskæftigelse forklarer for det samlede Indien også, hvorfor det ikke er lykkedes at gennemføre forfatningens bestemmelse om, at hindi skulle være politisk og administrative fællessprog. Hindi er jo især udbredt i det nordlige Indien, og sproget skulle efter en kortere overgangsperiode have afløst engelsk som officielt sprog.

Dette projekt er imidlertid i praksis blevet opgivet på grund af voldsom modstand fra især de forskellige dravidisk talende befolkningsgrupper i Sydindien. For disse grupper er engelsk langt at foretrække, da bibeholdelsen af engelsk som administrativt sprog stiller dem lige i forhold til de hindi-talende befolkningsgrupper. Engelsk anvendes da også stadig inden for den offentlige administration og i den voksende private sektor udgør det en af de afgørende fordele, som gør at indisk erhvervsliv i disse år klarer sig så godt i den internationale konkurrence.

Betragter man i dag 1950ernes og 1960ernes stridigheder omkring sprog og politisk-administrativ opbygning, som endte med at sprogkriteriet blev det sejrende princip for delstatsopdelingen, må man konkludere, at bekymringerne for at Indien ville blive opsplittet i en række mindre selvstændige nationer, er blevet gjort til skamme. På trods af at der er blevet opbygget stærke nationale identiteter omkring de enkelte delstater, så har dette generelt ikke svækket den al-indiske nationale samhørighed. Måske har det stærke lokale tilhørsforhold endda bidraget til en styrkelse af både den indiske nation og det indiske demokrati.

I de senere år er sprogets rolle som afgørende politisk identitets- og interessemarkør blevet udfordret af andre kulturelle kendetegn – religion og etnicitet – og til dels af økonomisk tilhørsforhold. Allerede i 1966 blev delstaten Punjab dannet efter pres fra den religiøse minoritet sikherne, som følte sig klemt af punjabi-talende hinduer, og som derfor ønskede deres ’egen’ delstat. Og i det nordøstlige Indien, som er befolket af forskellige stammefolk og hvor mange er kristne, er der siden blevet dannet flere mindre delstater hovedsagelig langs etniske skel, som i visse tilfælde dog også rummer sproglige elementer.

Nye delstater udskilt i 2000: Chatt

Nye delstater udskilt i 2000: Chhattisgarh, Jharkhand og Uttaranchal

Mere afgørende er nok det brud med sprogprincippet, som skete i 2000, da den indiske regering accepterede at udskille tre nye delstater  (Chhattisgarh, Jharkand og Uttaranchal) på baggrund af en langvarig politisk agitation fra de dominerende etniske grupper i de pågældende områder. Argumenterne for de nye stater bestod dels af en påpegning af historiske traditioner for selvstændighed, dels af en argumentation om at områdernes økonomiske tilbageståenhed var forårsaget af forsømmelser fra de eksisterende delstatsmyndigheder.

Oprettelsen af disse nye delstater på en anden baggrund en den hidtidige opdeling har været meget omdebatteret i Indien, da der meget let kan findes mange områder i landet med tilsvarende karakteristika, og der derfor åbnes op for en næsten uendelig proces med yderligere politisk fragmentering af landet. For de lokale eliter kan det nemlig være særdeles fristende at kræve lokalt selvstyre på grund af den forøgelse af økonomisk attraktive politiske poster, som følger med en status som officiel delstat.

Stærke kræfter ønsker Telengana (rødbrun) udskilt fra Andra Pradesh

Stærke kræfter ønsker Telangana (rødbrun) udskilt fra Andra Pradesh. Andre arbejder for tillige at udskille Rayalaseema (lilla). Andhra Pradesh' hovedstad, Hyderabad, ligger i Telengana. Skal den følge med Telengana eller udskilles og blive i Andhra Pradesh?

Den nyeste udvikling synes at bekræfte denne bekymring. I december 2009 annoncerede den indiske indenrigsminister, at han ville starte processen hen imod dannelsen af en ny delstat, Telengana, bestående af den nordlige region inden for netop den delstat – Andhra Pradesh -  hvor hele agitationen for en sprogligt baseret delstatsopbygning var startet mere end 50 år tidligere. Igen var baggrunden her en blanding af historiske argumenter og økonomisk tilbageståenhed forårsaget af den eksisterende delstatsregerings forsømmelser.

Ironisk nok kom regeringens indrømmelse efter at en langvarig politisk agitation var blevet sat på spidsen ved at bevægelsens politiske leder og tidligere minister i centralregeringen, Chandrasekhar Rao, havde iværksat en sultestrejke. Denne gang foregik sultestrejken dog medieovervåget og under kontrollerede former på et veludstyret hospital, og med indenrigsministerens budskab blev sultestrejken hurtigt afbrudt. Om det så faktisk ender med, at der dannes en ny delstat er endnu usikkert, da der er stor modstand fra manges sider. På baggrund af forløbet fristes man dog til – inspireret af en gammel tysk tænker – at konkludere, at historien synes at gentage sig: først som tragedie, dernæst som farce!

Jørgen Dige Pedersen, lektor
Institut for Statskundskab, Aarhus Univ.

Læs også:

  1. Sprogmuseum i Bangladesh Martyrmonumentet Shahid Minar i Bangladesh' hovedstad, Dhaka, udsmykkes med blomster til den internationale Modersmålsdag, de bengalske sprogmartyrers dag, 21. februar. (© globalvoices.org) Bangladesh har genoptaget opførelsen af landets International Mother...
  2. Dalai Lama – og tibetansk Dalai Lama besøger København i disse dage. Hans fulde navn/titel er Translitteration (bogstavoversættelse): Dalai Lama nr 14 besteg tronen som treårig i 1940 (Wikimedia) gong sa skjabs mgon rgjal ba’i...
  3. Sinhala only – Kampen om Sri Lankas sprogpolitik Sri Lankas sprog (© www.ethnologue.com) Sri Lanka opnåede selvstændighed i 1948 efter mere end 150 år som britisk koloni. På det tidspunkt kiggede andre nye stater med beundring på det...
  4. Quechua: Ikke kun små sprog er i fare for at uddø! Perus indfødte sprog. Quechua er de orangebrune områder. Med små fire mio mennesker er det Perus største indfødte sprog, og med yderligere små fire mio i nabolandene er det også...
Tagget med: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Skriv en kommentar