SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Finsk-ugrisk identitet

estisk-uralsk

maximilianhell

Maximilian Hell beregner, iført samisk dragt, venuspassagen i 1769 i sit observatorium i Vardø.

I 1767 fik den ungarske jesuit og kejserlig-kongelige hofastronom i Wien, Maximilian Hell, en indbydelse fra den danske kong Christian VII til at rejse til Vardø i Nordnorge for at observere den venuspassage, der ville finde sted den 3. juli 1769. Kongen ville betale alt. Det kunne Hell ikke sige nej tak til. Han ankom til København i 1768, sammen med sin discipel og ordensbroder János Sajnovics. Carsten Niebuhr var kommet hjem fra sin arabiske rejse året før, og han udlånte nogle af de måleinstrumenter, han havde brugt på rejsen, til Hell. Ekspeditionen nåede frem til Vardø i oktober 1768, og man gik straks i gang med at bygge et observatorium, det første i Norge. Da den glædelige astronomiske begivenhed indtraf, var alt i orden og afprøvet, vejret blev klart på det rigtige tidspunkt, og de astronomiske observationer lykkedes til perfektion. Men så gik det, som det ikke sjældent gør. Offentliggørelsen af resultaterne kom for sent.

Venuspassage er betegnelsen for den sjældne begivenhed, at planeten Venus passerer foran solskiven som en sort prik. Hvis man nøjagtigt bestemmer tidspunkterne for prikkens entrée og sortie, kan man beregne afstanden mellem jorden og solen. Mange lande havde sendt ekspeditioner ud til forskellige steder på jordkloden, hvor det ville være særligt gunstigt at observere denne venuspassage, så det gjalt om at komme hurtigt ud med resultaterne. Hell, der offentliggjorde sine resultater et år efter de andre, blev mistænkt for at have konstrueret sine tal efter, at han havde set de andres. Han blev udråbt som svindler. Mange år senere blev Hells originale observationsprotokol fundet frem fra arkiverne og det blev konstateret, at hans offentliggjorte resultater var meget præcise og i overensstemmelse med hans observationer.

Selv om Hells astronomiske resultater som følge af mistænkeliggørelsen ikke fik den store betydning, fik den danske konge alligevel videnskabelig smæk for skillingen. Hells assistent Sajnovics havde fordrevet den lange ventetid på Vardø med at sætte sig ind i det lokale sprog, samisk, for at sammenlignede det med ungarsk. Der havde allerede været tale om at samisk var beslægtet med ungarsk, men dokumentationen manglede. Den præsenterede Sajnovics i en afhandling, Demonstratio idioma Hungarorum et Lapporum idem esse, udgivet af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i København i 1770. Bogen blev startskuddet til udforskningen af de finsk-ugriske sprogs slægtskabsforhold. Denne historie viser, at det er uforudsigeligt, hvad der kan komme ud af en forskningsbevilling.

finsk-ugrisk

Et kroget finsk-ugrisk sprogtræ

De finsk-ugriske sprog

Litteraturen om de finsk-ugriske sprog er et vildnis af sprogstammer, grene og kviste, som vi ikke skal vove os ind i. Vi udvælger blot et tilforladeligt træ i skoven, og bruger det som reference i denne artikel. Vi ser at ungarsk sidder på stammens første sidegren. Det fortolkes således, at dette sprog har skilt sig ud meget tidligt, og derfor har haft lang tid til at divergere fra de sprog, der sidder på grenene i træets top. En sprogforsker har påpeget, at forskellen mellem finsk og ungarsk er sammenlignelig med forskellen mellem de to indoeuropæiske sprog engelsk og hindi. De to sprog, der ligner ungarsk mest, khanty og mansi, tales af folk, der bor i Vestsibirien grænsende op til Ural. Disse folk kaldtes tidligere ostjaker og voguler. De tre sprog ungarsk, khanty og mansi udgør den ugriske del og alle de andre sprog udgør den finske del af den finsk-ugriske sprogstamme. Den anden, tredje og fjerde sidegren på den finsk-ugriske stamme bærer sprogene udmurt, komi, mari, moksha og erzya, der alle tales i områder i det østlige og centrale Rusland. Udmurt har aktuel interesse idet et sangkor af udmurtiske bedstemødre repræsenterede Rusland i Eurovisions Melodi Grand Prix 2012 i Azerbaijan. Alle sprog i træets top tales i områder i det vestlige Rusland, Baltikum og Nordskandinavien.

Samojedernes forskellige sprog har vist sig være fjernt beslægtede med de finsk-ugriske sprog. De er ikke medtaget i figuren. Når de medtages, taler man om den uralske sprogæt. En endnu større udvidelse har været foreslået, idet nogle sprogforskere har ment, at der er slægtskab mellem de uralske sprog og de altaiske sprog, der omfatter tyrkisk, mongolsk og tungusisk. Den uralsk-altaiske teori har dog mistet opbakning blandt sprogforskere.

Alle de uralske sprog undtagen ungarsk tales i et mere eller mindre sammenhængende område, der strækker sig fra Urals østskråning over det nordlige og centrale Rusland til Baltikum og Nordskandinavien. Der har været mange diskussioner om, hvor de finsk-ugriske sprogs urhjem har været og ad hvilke ruter og hvornår, de forskellige folk har nået deres nuværende sted. Det er alt sammen spekulation baseret på flertydige lingvistiske iagttagelser. Der er meget lidt arkæologisk eller anden evidens for teorierne om disse folks vandringer.

uralsk

Kort over de uralske sprog. Sprogenes geografiske udbredelse har ikke meget med deres størrelse at gøre. Kun tre uralske sprog har mere end 1 mio talere: Ungarsk (14 mio), finsk (5 mio) og estisk (1 mio). Mari, erzya og udmurt har hver omkring en halv mio talere, komi en tredjedel og moksha en kvart. De resterende har under 35.000 talere, flere af dem under 100. (Kort: Wikipedia)

Billede 0

Østersøfinsk og samisk

Billede 6

Volgafinsk og permsk

Billede 5

Ugrisk og samojedisk

.

Forskellige tilgange til finsk-ugrisk identitetsdannelse

Da nationalismen brød frem i  romantikkens kølvand i begyndelsen af det nittende århundrede gik de europæiske folk hver især i gang med at konstruere en national identitet baseret på deres sprog og deres myter om forfædrenes bedrifter. Der var den gang ingen af de finsk-ugriske sprog, der var nationalsprog i en selvstændigt stat, men tre er blevet det senere. Ungarn var en del af det østrigske kejserrige og Finland og Estland var dele af det russiske kejserrige. I alle tre lande spillede bevidstheden om det finsk-ugriske sprogslægtskab en rolle i udviklingen af en national identitet. I Ungarn var der uoverensstemmelse mellem den etablerede oprindelsesmyte og det finsk-ugriske tilhørsforhold. I Finland udviklede der sig imperialistiske ideer begrundet i  sprogslægtskaber. I Estland kom man frem til en pan-finno-ugrisk filosofi, der kaldes etnofuturisme.

Sprogforskningens påvirkning af identitetsopfattelsen er kun den ene side af en vekselvirkning. Identitetsopfattelsen har også påvirket sprogforskningen. Spogforskere deler som regel holdninger med det folk, de tilhører, og det får bevidst eller ubevidst indflydelse på deres resultater. Hvis de skal vælge mellem flere mulige fortolkninger, har de tilbøjelighed til at vælge den, der stiller deres eget sprog i det bedste lys. I de fleste europæiske lande resulterede de første forsøg på at spore sprogenes oprindelse i den opfattelse, at landenes egne sprog udsprang fra det, man den gang anså for at være det fornemste sprog, hebraisk. Med tiden er nationalistisk ønsketænkning i sprogforskningen trængt i baggrunden, men den er ikke død.

Ungarsk dilemma

Sajnovics’ afhandling om slægtskabet mellem ungarsk og samisk blev modtaget med interesse og anerkendelse over alt i Europa undtagen i Ungarn. Ungarerne ville nødigt betragtes som slægtninge til nogle formodentlig lusebefængte nomader, der holdt til oppe ved Nordpolen. Men det skulle blive værre endnu, da det viste sig, at ungarernes nærmeste sproglige slægtninge var to sibiriske folk, ostjaker (khanty) og voguler (mansi), hvis levevis var endnu mindre prestigiøs end samernes.

Allerede på Sajnovics’ tid havde ungarerne en fasttømret opfattelse af deres egen oprindelse. Den stod at læse i middelalderlige krøniker, der var skrevet på latin af munke, der virkede som spindoktorer for ungarske konger, altså ikke ulig Saxo. Ifølge disse krøniker var ungarerne efterkommere af det asiatiske krigerfolk hunnerne, og de ungarske konger var efterkommere af hunnernes hersker Attila. Så måtte der jo være noget galt med sprogforskerne, når de afviste, at der var sprogligt slægtskab mellem hunnerne og ungarerne og i stedet påstod, at ungarerne skulle se i retning af helteløse naturfolk, for at finde deres nærmeste sproglige slægtninge.

Ungarere ville ikke ofre deres centralasiatiske myter på sprogvidenskabens alter. De blev ved med at døbe deres drengebørn Attila, og mange gav sig i gang med naiv sprogforskning, der bestod i at skrive lister over ord, der ligner hinanden og har samme betydning på ungarsk og hunnernes formodede sprog tyrkisk, for dermed at bevise slægtskabet mellem de to sprog. Sådanne ligheder kunne de rigtige sprogforskere forklare med, at der var tale om tilfældigheder og tyrkiske låneord i ungarsk, men lige meget hjalp det. Der er i dag en udbredt og på det seneste tiltagende skepsis i Ungarn over den finsk-ugriske teori. Denne skepsis bliver understøttet af højrenationalistiske partier, der i øjeblikket er stærkt repræsenteret i det ungarske parlament.

Man har forsøgt at forene de modstridende opfattelser ved at sætte den finsk-ugriske sprogstamme ind i en større sammenhæng, den uralsk-altaiske sprogæt. Det uraliske står for det finsk-ugriske plus samojedernes sprog, og det altaiske står for tyrkisk, mongolsk og tungusisk. Den uralsk-altaiske teori skaber et fjernt slægtskab mellem ungarsk og tyrkisk, men den har ikke længere sprogvidenskabelig opbakning. Et fremstød i en anden retning, der i øjeblikket nyder politisk gunst i Ungarn, går ud på, at ungarsk har sine rødder i sumerisk. Sumererne, der boede i Mesopotamien, var de første, der udviklede en skriftlig kultur. Ingen behøver at skamme sig over at nedstamme fra dem.

I den periode, hvor Ungarn var under kommunistisk styre, var den finsk-ugriske teori i ideologisk unåde de første år, men længere henne blev den anerkendt og brugt som middel til at oprette en tættere forbindelse med Finland via kulturelt samarbejde. I samme periode var der i Ungarn ingen snak om hunniske og sumeriske forfædre, men det var der til gengæld blandt ungarsk emigranter i både Nord- og Sydamerika. De skrev et væld af artikler og bøger, hvor de nationalromantiske ungarske myter blev præsenteret som videnskabelig sandhed, og de udfordrede den etablerede sprogvidenskab med spektakulære alternativer til den finsk-ugriske teori. Denne emigrantlitteratur har haft stor indflydelse på den genoplivede nationalisme i Ungarn efter kommunistæraens afslutning.

Det Ungarske Videnskabsakademi har hele tiden holdt sig til den finsk-ugriske teori, og den 6. Finsk-Ugriske Folkeslags Konference blev holdt i Siófok i Ungarn i september i år.

Sprogbaseret finsk imperialisme

Finnerne havde ikke som ungarerne en national oprindelsesmyte, der kunne forstyrre accepten af den finsk-ugriske teori. Finnernes nationale identitet hviler på myter, der blev indsamlet og bearbejdet af Elias Lönnrot, der levede fra 1802 til 1884. Finland var da et storhertugdømme under den russiske tsar, men uddannelses- og administrationssproget var svensk. På den russiske side af Finlands østgrænse ligger Karelen, hvor sproget er karelsk, der af nogen betragtes som en finsk dialekt, af andre som et selvstændigt finsk-ugrisk sprog. Lönnrot foretog talrige rejser til Karelen, hvor han indsamlede mundtligt overleverede digte og sange, ofte fragmenter og ofte i forskellige versioner. Af dette materiale skabte han et stort sammenhængende værk, Kalevala, hvis første version blev udgivet i 1835. Der er forskellige meninger om, hvor meget af Kalevala, der er autentisk og hvor meget, der er Lönnrots redaktionelle bidrag, men tvivlen herom har ikke forhindret Kalevala i at blive Finlands nationale epos, og citeret som kilde i videnskabelige afhandlinger.

SuurSuomi

En af flere forestillinger om Storfinland. Denne udgave omfatter dele af Sverige, Norge, Rusland og hele Estland. Mere yderliggående nationalister krævede meget større dele af Rusland, "Finland til Uralbjergene"

Det måtte naturligvis nage finnerne, at deres nationale epos var indsamlet blandt folk, der levede udenfor Finlands grænser. Det gav næring til drømme om at skabe et Storfinland, der inkluderede alle naboområder til Finland, hvor der taltes finsk-ugriske sprog. Den ansete finske sprogforsker Arvid Genetz (1848-1915), der var professor i finsk-ugrisk ved Helsingfors’ Universitet var fortaler for denne idé. De storfinske drømme blev forsøgt gjort til virkelighed i den kaotiske tid efter tsardømmets sammenbrud i 1918, da Finland netop var blevet selvstændigt. En lille gruppe finske frivillige trængte ind i Østkarelen og nåede helt til Hvidehavet. Til deres skuffelse viste det sig at karelerne ikke var særlig interesserede i at blive indlemmet i Finland. Den såkaldte Viena-ekspedition blev snart jaget ud af Karelen af Trotskijs røde hær. Andre lignende aktioner slog også fejl. Et storstilet forsøg blev senere gjort af den finske nationalhelt feltmarskal Mannerheim, der efter aftale med Tyskland indledte  Finlands såkaldte Fortsættelseskrig (1941-1944) mod Sovjetunionen. Den havde til formål at genvinde de områder, som Finland havde tabt til Sovjetunionen i Vinterkrigen (1939-40), men også at erobre Østkarelen, der aldrig havde været en del af Finland.

Den politiske og ideologiske opbakning i Finland til Fortsættelseskrigen kom især fra Det Akademiske Karelske Selskab, der oprindeligt var en studenterforening ved universitetet i Helsingfors. Selskabets forestilling om Storfinland er illustreret i figuren ovenfor. Det ses, at alle finsk-ugrisk talende befolkningsgrupper i Finlands nabolande var taget i betragtning. De af samerne beboede dele af Nordnorge og Nordsverige, samt Østkarelen, Ingermanland (hvor Skt. Petersborg ligger) og Estland skulle alle være en del af Storfinland. Disse drømme brast med Tysklands og dermed Finlands nederlag i anden verdenskrig.

Finsk-ugrisk entusiasme i Estland

I 1710 erobrede russerne Estland fra svenskerne, men de dominerende sprog forblev tysk og svensk. Først i anden halvdel af det nittende århundrede skete der en national opvågnen i den estisktalende landbefolkning. Det startede med at Friedrich Kreutzwald på basis af indsamlet estisk folklore skrev et digt Kalevipoeg med Lönnrots finske Kalevala som forbillede. Digtet, der udkom i forskellige versioner fra 1857 til 1862, var planlagt som et nationalepos, hvilket det også blev. Estland havde således heller ingen konflikt mellem en etableret oprindelsesmyte og den finsk-ugriske teori.

Ligesom Finland erklærede Estland sig selvstændigt efter tsardømmets sammenbrud i 1918. Universitetet i Tartu (Dorpat) blev gjort estisksproget og opbyggede hurtigt finsk-ugriske studier. Da Estland i 1943 blev indlemmet i Sovjetunionen blev universitetet russificeret og udviklede sig herefter til det førende universitet for finsk-ugriske studier i Sovjetunionen. Som borgere i Sovjetunionen fik de estiske sprogforskere let adgang til at besøge de  mange finsk-ugrisk talende folk, der levede i Sovjetunionen, hvilket var næsten umuligt for udenlandske forskere. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev Estland igen selvstændigt. Universitetet i Tartu skiftede igen sprog men beholdt sin stilling som et samlingspunkt for finsk-ugrisk forskning i Rusland.

I det nye selvstændige Estland er der stor entusiasme for den finsk-ugriske teori. Hvert år den tredje søndag i oktober bliver der afholdt en Pan-Finsk-Ugrisk Dag, der er en vigtig begivenhed. Det er ved lov bestemt at dagen er en national flag- og fridag.

estisk-uralsk

Det estiske postvæsen har markeret entusiasmen for den finsk-ugriske teori med udgivelsen af en frimærkeblok, der er overtegnet med et rensdyr i shamanstil, hvis gevir viser den uralske sprogæt. Den højre gren af geviret er den finsk-ugriske sprogstamme og den venstre er den samojediske sprogstamme. Rensdyret betragter et livets træ af arktisk vækst. (Design: Riho Luuse 1995).

Etnofuturisme

Omkring tidspunktet for Sovjetunionens sammenbrud opstod der i litterære diskussionsklubber i Estland et nyt ord, etnofuturisme. Det menes at være udmøntet af Karl Martin Sinijärv, som er poet og siden 2007 formand for den Estiske Forfatterforening. Etnofuturisme er svaret på spørgsmålet om, hvordan et lille folk kan bevare sin kultur og sit sprog. Spørgsmålet er især påtrængende i Rusland, hvor de finsk-ugriske folk er under et kraftigt russificeringspres.

Hidtil har man ikke haft andre løsningsforslag end reservatmodellen, d.v.s. at vedligeholde den gamle kultur og levevis og det gamle sprog i renest mulig form i et begrænset område. Den fremgangsmåde har ingen fremtid, for unge mennesker vil ikke leve sådan. Den etnofuturistiske løsning er, at man skal redde den gamle kulturs basale værdier ved at blande den med moderne elementer. Dette simple budskab, der har mindelser om postmodernismen, har vundet enorm genklang overalt blandt finsk-ugriske kunstnere, forfattere og musikere. Ideen blev promoveret af esterne i flere etnofuturistiske kongresser, den første i 1995, med deltagelse fra alle finsk-ugriske folk. Det etnofuturistiske manifest kan læses her.

MerjanAndrju

Etnofuturistisk billede af den udmurtiske kunstner Merjan Andrju

De estiske ophavsmænd til etnofuturismen har for længst mistet kontrollen med bevægelsen. Den er blevet overtaget af finsk-ugriske folk i Rusland med udmurterne i spidsen. Herover er vist et etnofuturistisk kunstværk skabt af den udmurtiske kunstner Merjan Andrju.

Eurovisions udmurtiske bedstemødre, Buranovskie Babushki, er også et eksempel på etnofuturistisk blanding af gammel og ny kultur og teknologi. Her synger de Beatles’ Yesterday på udmurt:

.

En etnofuturistisk musikvideo med den “Finsk-Ugriske Hymne” optaget i Petrozavodsk, Karelens hovedstad:

En forkert antagelse

Når man bruger udtrykket pan-finsk-ugrisk eller skriver en finsk-ugrisk hymne postulerer man, at der findes en fælles finsk-ugrisk etnicitet. Den underliggende antagelse er, at sprogligt slægtskab er ensbetydende med biologisk slægtskab. Den antagelse er modbevist af moderne populationsgenetiske undersøgelser. De finsk-ugriske folk ligner genetisk deres nabofolk, det være sig i Europa eller i Sibirien, og de har meget lidt genetisk til fælles med fjerntboende finsk-ugriske folk. Antagelsen af biologisk slægtskab mellem de finsk-ugriske folk har transformeret sprogforskningens resultater til en pan-finsk-ugrisk oprindelsesmyte.

Hans Degn
cand. scient.

Læs også:

  1. Verdens første opera på tegnsprog opføres i Vejle Lørdag den 2. maj opfører den finske døveteatergruppe Teatteri Totti den romantiske opera The Hunt of King Charles på “internationalt tegnsprog” på Vejle Musikteater. Der er et par tankevækkende ting...
  2. Stille larm: Kaarle-kuninkaan metsästys Den 2. maj 2009 var der en dansk premiere: for første gang blev der vist en opera på tegnsprog i Danmark. (se blogindlæg fra 28. marts.) Forestillingen fandt sted i...
  3. Varför saknar Sverige språkstatistik? Tidigare i år kritiserade EU:s expertkommitté Sverige för att inte bedriva någon officiell statistikinhämtning vad beträffar regionala språk eller minoritetsspråk. “Detta begränsar de svenska myndigheternas förmåga att planera och genomföra...
  4. Ukrainsk og russisk Ternopil er på størrelse med Århus og ligger i Galicien i det vestlige Ukraine TerNOpil er en by i Ukraine – men IKKE den, hvor et atomkraftværk i 1986 skabte...
Tagget med: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

1 kommentar

  1. Tak for en interessant artikel.

    Jeg kan tillægge at det blandt finlandssvenskerne ikke er helt ualmindeligt at de omtaler finsk som ugrisk når de vil distancere sig fra deres finsktalende landsmænd.

    Her er et exempel hentet fra nettet. En blogger fortæller om et optrin i supermarkedskøen med en finne der opførte sig ubehøvlet:
    „Situationen ifråga utspelade sig på ugriska, men för de läsare som inte är bekanta med språket återberättas den här på svenska.“

Skriv en kommentar