SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Hvordan talte urmennesket? – Om sprogevolution

Grumpf.

Grunt.

Bøvs.

Sådan taler en familie urmennesker i tegneserien ’Anders And som kænguru’. Stemmer det egentlig med virkeligheden? Eller lød urmennesker snareere som os? For at forstå hvordan og hvornår menneskene begyndte at tale, må vi finde et svar på dette spørgsmål, og altså egentlig på spørgsmålet om, hvornår vi gik fra at være aber til at blive rigtige mennesker.

Desværre er der ingen direkte beviser. Skriftlig dokumentation af sprog er ikke ældre end omkring fem tusind år, og de mennesker, der levede den gang, var ligesom os. For rigtige urmennesker skal vi meget længere tilbage: for omkring tredive tusind år siden døde den sidste neandertaler. Neandertalerne og moderne mennesker er to grene på det menneskelige stamtræ, der voksede fra hinanden for fem hundrede tusind år siden.

sydabe

Sydaben Australopithecus,

Længe før det, for tre millioner år siden, begyndte vi at gå oprejst. Forskerne kalder disse urmennesker Australopithecines: ‘sydaber’. Og endnu længere tilbage, for omkring syv millioner år siden, fandtes der ‘uraber’, som både moderne mennesker og chimpanser nedstemmer fra.

For at få en idé om, hvad uraberne kunne sige, sammenligner forskerne de sproglige evner hos alle menneskeaber, herunder også mennesket. Mennesket er jo biologisk set en abe.

Hvem har et sprog? Orangutanger? Nej. Gorillaer? Nej. Chimpanser? Nej. Bonoboer? Heller ikke. Af de abeagtige er det kun mennesket der har et sprog. Så det er logisk, at uraberne for syv millioner år siden heller ikke havde et sprog. Sprog må være opstået senere. Men videnskabsmænd er ikke glade for så upræcis en datering. Det burde være mere nøjagtigt.

Fossile tungeknogler

For at få et indtryk af mennesker som levede for mange år siden, kigger forskere på fossiler –  forstenede rester af kroppen. Ved at kigge omhyggeligt på fossiler og sammenligne dem med moderne mennesker og dyr, kan vi kan udlede hvordan urmennesket så ud, hvordan de levede, hvad de spiste, og hvor gamle de blev. På samme måde kan vi forsøge at finde ud af, om de kunne tale. Til dette bruger vi fossiler af talekanalen. Talekanalen består af munden, tungen, halsen, stemmebåndene og alt det, du bruger til at tale med. Og hos moderne mennesker er talekanalen temmelig anderledes end hos andre menneskeaber. Abetungen er for eksempel meget fladere end mennesketungen (ligesom hos hunde) og vores strubehoved er placeret meget lavere end abernes

Desværre består talekanalen for det meste af blødt væv, og det bliver ikke bevaret som fossil. I talekanalen findes der kun én knogle: tungebenet, en hesteskoformet knogle på omkring fire gange fire centimeter lige oven over strubehovedet. Tungebenet hjælper til at holde luftvejene åbne. Der er fundet fem fossile tungeben. Et fra Australopithecus der er 3,3 millioner år gammel, og fire fra neandertalere, der er fra 60.000 til 500.000 år gamle. Det er ikke ret mange, men det er nok til at besvare vores spørgsmål. Tungebenet har nemlig en meget anderledes form hos menneskeaber end hos mennesker. Hos mennesker ligner det en lille hestesko, men hos menneskeaber findes der på forsiden af hesteskoen et lille halvkugle, hvis åbning vender nedad. Hvorfor er der denne bemærkelsesværdige forskel?

tungeben

Tungebenet hos mennesker og chimpanser

Strubeposer

Alle menneskeaber har store, luftfyldte lommer knyttet til talekanalen: strubeposer. De store strubeposer sørger for at menneskeaberne kan frembringe lave, larmende og imponerende lyde. Den halvkugle på tungeknoglen sørger for, at forbindelsen mellem talekanal og svælgpose forbliver åben.

Hvad ville effekten på vores tale være, hvis vi også havde disse store strubeposer?

Computermodeller

ProtospråkVi kan naturligvis ikke prøve i virkeligheden hvad effekten ville være hos mennesker. Men vi kan efterligne det med computermodeller.  Computeren kan beregne, hvordan for eksempel ’a’-et i ordet ’aben’ ville lyde, hvis der var en strubepose knyttet til vores talekanal. Ved at gøre det med forskellige lyde, og havde dem vurderet af lyttere, kan vi se hvordan forståeligheden bliver påvirket af en strubepose. Og hvad viser sig? Forståeligheden bliver stærkt forringet.

Ud fra tungebenets form kan vi udlede, om urmennesket havde en strubepose eller ej. Alle tungeben fra neandertalere er lige så hesteskoformede som hos moderne mennesker. Neandertalerne og urmenneskene, som levede for omkring 500.000 år siden (altså før det moderne menneske og neandertaleren voksede fra hinanden), havde ingen strubeposer og havde den samme evne for sprog som moderne mennesker. Men tungebenet fra Australopithecus, der levede for 3,3 millioner år siden, ligner meget chimpansers tungeben. Australopithecus havde altså en strubepose og må have lydt meget mere som en typisk hulemand.

Grumpf. Grunt. Bøvs.

Bart de Boer, professor
Vrije Universiteit Brussel

I 2012 udkom bogen “De taalcanon” på nederlandsk, baseret på Canon serien © Concept J.M. Meulenhoff b.v. Amsterdam og redigeret af  Mathilde Jansen og Marianne Boogaard. Bogen indeholder korte artikler om sprog og sprogvidenskab. Sprogmuseet.dk bringer hver uge et bidrag fra bogen.

Vi takker forlaget, forfatterne og redaktørerne for tilladelse til at offentliggøre danske bearbejdelser af deres artikler. De nederlandske tekster er bearbejdet til dansk af Petra Sjouwerman og Peter Bakker. Illustrationer er udvalgt/lavet af Benjamin Riise og Mikael Parkvall.

Initiativet er taget i forbindelse med  Linguistic mythbusters på Aarhus Universitet, lingvistik.

Skriv en kommentar