SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Politikernes talesprog kan afsløre valgresultatet

Op til et folketingsvalg strør medierne om sig med meningsmålinger, voxpops og rundspørger. Men studier peger på, at analyser af politikernes talesprog kan give mindst lige så gode fingerpeg om valgets udfald. Fx ses der en sammenhæng mellem det personlige antal stemmer, som partilederne fik ved Folketingsvalget, og deres afbrydelsesmønstre i TV-debatter.

Som politiker kan man nå langt, hvis man formår at mestre lingvistiske færdigheder – som for eksempel at overholde taletursregler og frame sit budskab konstruktivt. Og demonstrationen af de færdigheder kan også afsløre vindere og tabere af valget.

De fleste er opdraget med, at det ikke er pænt at afbryde. Alligevel sker det ofte – for det er en naturlig del af den måde, det danske sprog bruges på. Man fuldfører hinandens sætninger, overlapper, og taler i munden på hinanden. Det er der ingen grund til at blive uvenner over.

Når politikerne afbryder hinanden i tv-debatter, er det noget andet. Omend det kan foregå ubevidst, reagerer vi seere på det, når politikerne taler i munden på hinanden.

Lingvistiske undersøgelser forud for denne artikel tager udgangspunkt i samtaleanalyse og framing-teorier. Undersøgelserne peger i retning af, at den måde, hvorpå politikerne opererer med taleture og framer deres budskaber, kan få betydning for, hvordan vælgerne sætter deres kryds på valgdagen.

Ud over de velkendte krav, som stilles til politikerne – såsom at de eksempelvis skal opføre sig ærligt og redeligt, og at de skal føre en politik, man kan forstå og erklære sig enig i – ja, så skal de altså også følge taletursregler, frame deres budskaber klart og servere dem på en passende måde. Og det kan være svært at holde styr på det hele, når man står midt i en hektisk debat i et tv-studie, hvor kameraerne snurrer, og mere end en halv million danskere vejer hvert et af politikernes ord på vælgervægtskålen hjemme i stuerne. (Se seertallene her.)

Resultaterne, som er præsenteret her, er fundet efter grundige lingvistiske analyser af de debatter, som DR1 og TV 2 sendte i forbindelse med Folketingsvalget den 15. september 2011:

De Ni Bud, TV2, 28. august 2011. Vært: Cecilie Beck
Demokratiets Aften, DR1, 13. september 2011. Vært: Kim Bildsøe Lassen
Det Sidste Ord, TV2, 14. september 2011. Vært: Cecilie Beck
Duellen, DR1, 11. og 14. september 2011 Vært: Lilian Gjerulff Kretz

I de tre førstnævnte udsendelser deltog alle partilederne fra de dengang i Folketinget repræsenterede partier, dvs. Helle Thorning-Schmidt (S), Villy Søvndal (SF), Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), Margrethe Vestager (R), Anders Samuelsen (LA), Per Ørum Jørgensen (KD), Pia Kjærsgaard (DF), Lars Barfoed (K) og Lars Løkke Rasmussen (V).

Til alle debatprogrammerne var der inviteret et publikum, som var placeret omkring scenen med politikerne og værten. Duellerne blev derimod optaget i et studie, der ud over deltagerne, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt og værten, var uden publikum.

Afbrydelser: Tabere og vindere

Når politikerne op til et valg har været samlet i tv-debatter, står det ofte øverst på mediernes dagsorden at kåre en efterfølgende taber og vinder. Afgørende faktorer er ofte selve politikernes fremtræden, hvordan svarede de, hvilke emner ville de gerne tale om, og hvilke forsøgte de at dreje samtalen væk fra?

Som politiker gælder det om at få taletid i medierne. Jo mere, jo bedre. Men undersøgelser peger i retning af, at taletiden i tv-udsendelser ikke bør erobres for enhver pris, for det kan vise sig at blive en ulempe for politikerne at gennemtrumfe en taletur.

Om afbrydelser siger Hutchby & Wooffitt, at det kan være udtryk for et ønske om at udvise magt og kontrol, når man forsøger at afbryde i en samtale: ”[It] is a theoretical assumption that interruption can be treated as an indicator of interpersonal factors such as dominance, power, or control”.

Vindere og tabere kan også udpeges ved hjælp af lingvistiske metoder i forhold til de enkelte politikeres opnåede forstærkede eller svækkede etos. For der ses en sammenhæng mellem det personlige antal stemmer, som partilederne fik ved Folketingsvalget, og deres afbrydelsesmønstre.

Politikernes afbrydelser i de tre udsendelser-1

Politikernes afbrydelser i de tre udsendelser

Lars Barfoed insisterer på at tale, både når han har taleturen, og ofte også når en anden politiker har den. Det resulterer i adskillige konflikter, hvor flere taler i munden på hinanden, så ingen får deres budskab igennem, som det fx ses i eks. 1.

Lars Barfoed er muligvis bevidst om, at hvis man har magt over taleturen, kan det smitte af på den personlige gennemslagskraft. Ligeledes kan magt over en taletur være et tegn på, at man er en magtfuld politiker. Men spørgsmålet er, om han også over for de vælgere, der har mulighed for at sætte deres kryds ud for hans navn, fremstår som en magtfuld politiker, der har kontrol over situationen, når han afbryder så ofte i debatudsendelserne?

Pu= Publikum, Ba = Lars Barfoed (K), Væ = Studievært Kim Bildsøe Lassen, He = Helle Thorning-Schmidt (S), ? = ikke-identificeret politiker

Her ler både publikum, Helle Thorning-Schmidt og en ikke-identificeret politiker af Lars Barfoed, fordi det virker komisk, at han bliver ved med at tale, når både han selv (linje 9-10) og værten (linje 11, 15, 21 og 23) har lagt op til, at det er Helle Thorning-Schmidts tur til at forklare. I stedet for at holde inde gentager han, hvad han tidligere har sagt, han hæver stemmen (linje 12) og ignorerer et ellers naturligt turskifte. Latteren synes at være med til at fratage ham den magt, som han ellers har forsøgt at opnå ved at afbryde.

Som det ses i Figur 1, er Lars Barfoed den politiker, der bliver afbrudt oftest. Og det er et tegn på, at han ikke er i stand til at udvise magt, de øvrige politikere respekterer ikke hans krav på at tale, og de accepterer ikke, at han vil overtage taleturen, når andre har den.

Den manglende evne til at udvise magt genspejles i det personlige stemmetal.


Kun én partileder overgår Lars Barfoed i mislykkede afbrydelser: Pia Kjærsgaar. Hun er ikke så dominerende i debatterne, som hun kan give indtryk af, at hun ønsker at være. Hun bliver fejet af, ignoreret og irettesat af de andre politikere, men det afholder hende ikke fra gang på gang at forsøge at få ordet.

Eksempel 2

He = Helle Thorning-Schmidt (S), Pi = Pia Kjærsgaard (DF), Ba = Lars Barfoed (K)

‘Her taler Lars Barfoed og Helle Thorning-Schmidt videre uden at lade sig mærke af, at Pia Kjærsgaard har noget at sige, hvilket tyder på, at hun ikke respekteres i så høj grad som for eksempel politikerne fra Venstre og Socialdemokraterne. Til gengæld er Pia Kjærsgaard svær at afbryde, når først hun har fået taleturen.

Den egenskab deler Pia Kjærsgaard med Margrethe Vestager. Den radikale partiformand bliver på intet tidspunkt afbrudt af de andre politikere, og hun er den partileder, der bliver forsøgt afbrudt færrest gange. Og den, der har succes med flest af sine afbrydelser. Det giver en klar indikation af, at de andre politikeres respekt for hende er stor – og det er den tilsyneladende også blandt landets vælgere, når man ser på fremgangen for det Radikale Venstre siden forrige valg (R-stemmer 2011: 336.698, 2007: 177.161)  og på antallet af Margrethe Vestagers personlige stemmer den 15. september 2011 (Figur 2).

Man kan selvfølgelig indvende, at vinderne af valget netop blev vindere, fordi flest danskere erklærer sig enige i deres politik. Men analyser af politikernes afbrydelser peger i retning af, at taletursmønstrene kan være medvirkende årsager til, at vi synes om nogle af politikerne og stemmer på dem – eller det modsatte.

Det samme gælder for politikernes måde at frame deres budskaber på. Det gælder for eksempel, når Helle Thorning-Schmidt taler om VK’s 10 års regeringstid, og når Lars Løkke Rasmussen taler om S og SF’s forslag om, at danskerne dagligt skal arbejde 12 minutter længere.

Framing: Ti år og tolv minutter

Framing er den måde, hvorpå sproget bruges for at forme vores tanker. Det er en mental struktur, som man bruger, når man kæder tænkningen sammen med sprogets kategoriseringer – en form for rammesætning, der skal gentages adskillige gange, før det sætter sig fast i vores hjerner. Framing handler om, hvordan verden organiseres via sproget. Og i dette tilfælde om, hvordan politikerne organiserer hver deres verden med hver deres ideelle politik gennem sproget – og tilsvarende hvordan de verdensbilleder må forventes at blive opfattet af seerne.

De oftest anvendte frames i debatterne og duellerne op til valget 2011 er 10 år og 12 minutter. De 10 år henviser til den tid, Danmark har været ledet af en VK-regering, mens de 12 minutter er en reference til S og SF’s udspil, der indebærer, at alle danskere skal arbejde 12 minutter længere hver dag som en del af en økonomisk strategi, der skal føre Danmark ud af krisen. Begreberne er samtidig tydelige tegn på politikernes strategiske sprogbrug, fordi de begge er forsøg på at frame en politisk modstander negativt.

Helle Thorning-Schmidt nævner kun de ti år i negative sammenhænge, og det er som regel i den forstand, at regeringen har haft ti år til noget, men intet er sket.

I alt henviser hun til de ti år med en borgerlig regering 28 gange i udsendelserne. Det synes derfor klart, at det er et begreb, som har tjener en strategisk hensigt: VK-regeringen skal frames som uarbejdsdygtig og det forkerte valg for Danmark og danskerne, eftersom forholdene i landet beskrives ikke at være blevet forbedret under VK’s ledelse.

Lars Løkke Rasmussen synes at være helt med på, at det er en bevidst framing fra Helle Thorning-Schmidts side:

Eksempel 3

Han italesætter de ti år som Helle Thorning-Schmidts og tager dermed afstand fra hendes framing af VK-regeringen som passiv. Ved at sige ‘dine’ om de ti år, gør Lars Løkke Rasmussen udelukkende årene til Helle Thorning-Schmidts. Han vil ikke kendes ved kritikken af regeringen som passiv, og derfor tager han med ‘dine’ afstand fra dem. Havde han sagt ‘de’ ti år, havde man i højere grad kunnet knytte ytringen til Lars Løkke Rasmussen, men den mulighed afskærer han ved at bruge ‘dine’.

Overfor de ti år stiller Lars Løkke Rasmussen framet om de tolv minutter. Idéen fremstilles som uigennemskuelig og uholdbar. Han gør gang på gang opmærksom på, at de tolv minutter er uhåndgribelige, og at vi som vælgere ikke kan få at vide, hvad planen indebærer:

Eksempel 4

Lars Løkke Rasmussen stiller gentagne gange sine rigtige penge op som modsætning til S og SF’s tolv-minutters-penge. På den måde implicerer han, at planen om, at vi alle skal arbejde tolv minutter mere, ikke vil gøre Danmark rigere. Afkastet af Helle Thorning-Schmidts og Villy Søvndals økonomiske strategi framer Lars Løkke Rasmussen som noget urigtigt ved at sætte det over for sine egne rigtige penge. Modstykket til rigtige penge er falske penge, og det er det frame, som Lars Løkke Rasmussen via sit ordvalg lykkes med at få trukket ned over S og SF’s økonomiske politik: En plan, der vil udhule dansk økonomi.

Samtidig fremfører Lars Løkke Rasmussen gang på gang påstanden om, at seerne (dvs. vælgerne) og de øvrige deltagere i debatten ikke kan få at vide, hvem det er, der skal arbejde tolv minutter mere. Selvom både Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt flere gange forklarer Lars Løkke Rasmussen og seerne, hvordan det hænger sammen, godtager Lars Løkke Rasmussen ikke forklaringerne og fortsætter sin anklage.

Han lykkes dermed med både at afskrive Helle Thorning-Schmidts frame om de ti år og at gennemtrumfe sit eget om de tolv minutter. Igen et mønster, der afspejles i antallet af personlige stemmer (Figur 2).

Et andet interessant frame, som aktiveres i tv-debatterne, kommer fra Per Ørum. Han er fra Kristendemokraterne. De fik som bekendt ikke mandater nok til en plads i Folketinget i denne valgperiode, og det kan hans framing muligvis have været med til at afgøre.

De to mest markante frames, som Per Ørum forsøger sig med, er Lars Løkke Rasmussens ”at så tvivl om de tolv minutter” og Johanne Schmidt-Nielsens fokus på de svageste i samfundet. Det er to emner, der er svære at forene; sympatien for de dårligt socialt stillede går hånd i hånd med den medmenneskelige værdi, som Kristendemokraterne arbejder for og under, men hvordan kombinerer man den med teknisk tale om økonomi? Det er en opgave, som Per Ørum kæmper med i debatterne:

Eksempel 5

Eks. 5 indeholder blot en erklæring af, at Per Ørum holder med Lars Løkke Rasmussen, hvad angår de tolv minutter. Han kommer ikke med nogen forklaring på, hvorfor det rammer børnefamilierne, eller hvorfor det er funny money.

Men Per Ørum synes at begå en stor fejl, som det ses i eks. 6, hvor han fraskriver sig retten til at kalde sig mere kristen end de øvrige partier. Det hænger fint sammen med de kristne værdier generelt, men det er jo lige præcis de kristne budskaber, som Kristendemokraterne med deres navn signalerer, at de vil profilere sig på:

Eksempel 6

Hvis Kristendemokraterne ikke er mere kristne end de andre partier, hvordan adskiller de sig så fra for eksempel De Konservative? Det formår Per Ørum ikke at formidle.

Også hvad angår framing er Margrethe Vestager en af vinderne. Hun nægter at tale om røde og blå blokke, hun ønsker bredt samarbejde og vil blokpolitikken til livs. På den måde framer hun sig selv som lederen af et selvstændigt parti med klare visioner om brede forlig.

Eksempel 7

Ma = Margrethe Vestager (R), Væ = Studievært Cecilie Beck

 

Eksempel 8

Væ = Studievært Kim Bildsøe Lassen, Ma = Margrethe Vestager (R)

Margrethe Vestager er hverken borgerlig eller socialist. Hun er radikal, og det er man ikke et sekund i tvivl om, når hun har taleturen. For hun benytter gang på gang lejligheden til at afvise, at dansk politik må være opdelt i blå og rød fløj. Det optimale er en blanding, der ofte er eksemplificeret med De Radikales politik, og det er kernen i mange af Margrethe Vestagers udtalelser. (Hun illustrerer endog blandingen af rød og blå ved at iklæde sig en lilla kjole i en af udsendelserne.)

Folketingsvalget 2015

De partiledere, der overholder reglerne for taleture og framer deres budskaber stærkt, er også er dem, der klarer sig bedst i valget i 2011.

For politikerne er det således yderst vigtigt at bruge tid på at studere sig selv, talevanerne og måden, de framer deres budskaber på, når de vil vinde vælgernes stemmer. En stærk politiker bør være en stærk debattør. Og det er man blandt andet, hvis man mestrer de to discipliner. Omvendt er det klart, at overholder man ikke reglerne for taleture, og formår man ikke at frame sit budskab, men i stedet læner sig op ad andres, ja, så står man også svagt i meningsmålingerne.

Når man således ud fra samtaleanalyse- og framing-teorier har kåret vindere og tabere i tv-debatterne op til et folketingsvalg, har man sandsynligvis fundet er et godt pejlemærke for, hvem der kan gå hen og blive vindere og tabere af selve valget. Under alle omstændigheder er vi klogere efter Folketingsvalget i 2015.

Metode og litteratur

Inspirationen til denne artikel er hentet fra specialet ”Tillid og magt – mistro og foragt. En kvalitativ analyse af talesprogets betydning for politikeres gennemslagskraft” (februar 2013).

Den anvendte teori i undersøgelsen stammer fra sprogvidenskaben og inkluderer blandt andre Sacks, Schegloff og Jefferson (1974), som har arbejdet med samtaleanalyse (conversation analysis, CA), Hutchby & Wooffitt (2008), som blandt andet har udviklet teorier inden for turskifte og afbrydelser, samt George Lakoff, som er framingens mester, der især har beskæftiget sig med framing i amerikansk politik.

Kommunikationsformen i debatterne og i duellerne er ikke, hvad man typisk ville karakterisere som almindelige dagligdags samtaler, som ellers ofte er genstand for CA. Men interaktionen har samtalelignende kendetegn, og mange metoder fra CA kan derfor anvendes til at nå frem til betydningsfulde elementer i politikernes fremtræden. Derfor undersøges det, hvordan turtagningsstrategier benyttes, herunder også betydningen af afbrydelser og overlap (Steensig, 2012).

Selvom udsendelserne under analysen er gennemset igen og igen, og der derfor fremtræder elementer, som seerne sandsynligvis ikke bevidst opfatter via en enkelt visning, er effekten af den måde, hvorpå politikerne anvender sproget vigtig at have sig for øje. For selvom det sker ubevidst, har sprogbrugen indflydelse på, hvordan modtageren opfatter afsenderen.

Efter liveudsendelser af tv-debatter er medierne ofte fast besluttet på at kåre en vinder og en taber. Og der er mange meninger om, hvad der gør en vinder til en vinder i en debat, men det bør stå klart, at sprogbrugen har en betydningsfuld indflydelse på, hvordan vi opfatter afsenderen. Denne artikels konklusioner om, hvordan vi som seere opfatter politikerne, tager bl.a. udgangspunkt i Jørgensen et al.’s undersøgelse (1998), hvor forfatterne beskriver tabere og vindere i debatter. En vinder mestrer sprogets mange udtryksformer og fremførelsen af det, en taber gør ikke (Jørgensen et al. 1998:37).

Hutchby, Ian & Wooffitt, Robin: Conversation Analysis. 2nd edition, Polity Press 2008. (Hutchby et al. 2008)

Jørgensen, Charlotte og Onsberg, Merete: Praktisk argumentation. 3. udgave, Teknisk Forlag 2008. (Jørgensen et al. 2008)

Sacks, Harvey; Schegloff, Emanuel A. & Jefferson, Gail: A Simplest Systematics for the Organization of Turn-taking for Conversation. Artikel i Language, Volume 50, No. 4, Part 1, pp. 696-735. Linguistic Society og America, 1974. (Sacks et al. 1974)

Steensig, Jakob: Conversation Analysis. Forskningspapir fra Aarhus Universitet, Afd. for Lingvistik, 2008. (Steensig 2008)

Se også

Jørgensen, Charlotte; Kock, Christian & Rørbech, Lone: Retorik der flytter stemmer – hvordan man overbeviser i en offentlig debat. 3. udgave, Retorikforlaget 2011.

Kjøller, Klaus: Sprog og politik. I Hansen, E.; Petersen, I. L. & Poulsen, I: “Auditorium X: Dansk før, nu – og i fremtiden?” Pp. 205-29. Forlaget Amanda 1991.

Lakoff, George: Don’t Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate. Chelsea Green Publishing, White River Junction, Vermont 2004.

Møller, Erik: Lad talesproget komme til orde! I Hansen, E.; Petersen, I. L. & Poulsen, I: “Auditorium X: Dansk før, nu – og i fremtiden?” Pp. 181-204, Forlaget Amanda 1991.

Slothuus, Rune: Framing og politiske partier: Kan den rette indpakning gøre politiske forslag mere spiselige? Artikel i politica. Tidsskrift for politisk videnskab, 42. årg. nr. 3 2010, s. 345-360.

Sara Vibroe Løppenthin Stendevad
Head of Analysis hos Jøp, Ove & Myrthu CPH
Michael Ejstrup

Forskningschef for journalistisk sprog, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Skriv en kommentar