SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Dansk-svensk

Svensk-Dansk Ordbog af Kjeld Kristensen. JP/Politikens Forlag 2010. 48.500 opslagsord.

Kjeld Kristensen har bedt mig causere om dansk versus svensk. Så hvorfor ikke begynde med begyndelsen, mit allerførste møde med svensk? Det var i sommeren 1953, hvor jeg sammen med min mor gjorde en rejse til Kullen. Vi steg ombord på skibet i Havnegade med kurs mod Helsingborg. Allerede her falder yngre medborgere af: København-Helsingborg? Kan dét passe? Ja, dét kan det. En pragtfuld tur – hedebølge var det. Man kunne unde vor tids travle bro-trafikanter dén tur. Højdepunktet var, da vi fik Hven om styrbord og jeg helt uden revanchistiske følelser nød denne skønne ø. I dag ærgrer det mig, at vi aldrig fik den tilbage. Jeg har den teori, at kongerne efter 1658 sagtens kunne have taget Hven, men at de var bange for at blive til grin i Europa, hvis de udrustede hær og flåde blot for en lille ø.

I Helsingborg gik turen videre med bus til Mølle. Her havde jeg så min første oplevelse med det svenske sprog. Selvom svenskerne vár stive (stilige, som det så misforstået hedder), var de ikke bange for at henvende sig til en purk på syv år. Jeg forstod ikke ét ord! Min mor måtte oversætte alt. – Når jeg senere har mødt formuleringen, at svensk og dansk i virkeligheden er dialekter af samme sprog, har jeg tænkt tilbage på bussen. Hvis kriteriet for »dialekter« er, at man umiddelbart kan forstå hinanden, måske med stort besvær – og noget andet kriterium er aldrig seriøst foreslået – så er dansk og svensk bestemt to sprog. Jamen, din mor forstod jo svensk, vil nogen sige. Jo, men hun havde også stor træning, bl.a. fra et længere ophold på Stockholms daværende Barnavård; og hvis træning er okay, så er dansk og rumænsk også to dialekter af samme sprog. Det er netop det givende ved undervisningen i dansk for svenskere, at de først ingenting forstår (specielt dem fra Norrland og Ålandsøerne), og at de dernæst får dundrende hovedpine, når hjernen begynder at arbejde med de mange systematiske forskelle, for så, efter ganske få lektioner, pludselig at begribe det meste, hvis man taler klart og tydeligt.

Allerede efter få dage på Kullen fattede jeg lidt. Vi sejlede bl.a. rundt om Kullen i turistbåd. Vi inspicerede dét sted, hvor Palnatoke foretog et stejlt styrtløb på ski, og vi beså forskellige klippeformationer. Turistføreren sagde: »Detta är Kullamannens näsa. Detta är Kullamannens hatt.« Og dét forstod jeg.

I skolen var jeg meget interesseret i svensk. Vi fik det i 7. skoleår. Det fascinerende var at møde et sprog, der var så tæt på dansk (altså i dets skrevne form), at man, som det er blevet sagt, stod over for et sprog, som dansk ligeså godt kunne have udviklet sig til. Desuden var svensk komisk i modsætning til engelsk. Det er jo ikke morsomt, at bukser hedder trousers, men det er komisk, at nogen kalder dem byxor, for dét kan man ikke lade være med at opleve som en forkrampet afvigelse fra dansk. Og vice versa.

I min mellemskoleklasse gik der en svensker. Hun undslog sig ikke for at fortælle mig, at min svenske udtale i svensktimerne lød rædselsfuldt. Det rystede mig egentlig ikke, for jeg var helt klar over, at jeg manglede rollemodeller. Kullen lå mange år tilbage, og vores svensklærere (som jo var dansklærere) lagde ingen som helst vægt på udtalen bortset fra ét eneste punkt, den »bløde« udtale af g og k foran fortungevokal. Dé sagde fx [du 'gαmla, du 'fri:a, du 'fjælhø:ga 'no:’ɹ]. I gymnasiet begyndte jeg at se svenske film, særlig dem med forfriskende bade i dybe skovsøer, ikke mindst Bergmans tidlige, og jeg fandt da min rollemodel i Jarl Kulle. Men jeg fik snart at vide, at han egentlig var skåning og havde ændret sit sprog til et ædelt skuespillersvensk. Det fortænker jeg ham ikke i, men kunstigt sprog er ikke min sag, så jeg droppede Kulle. Da jeg senere kom til Stockholm og første gang gik i Dramaten, slog det mig, at dét svensk, jeg hørte, var klart afvigende fra det, jeg hørte i byen, både hos høj og lav. Jeg spurgte nogle universitetskolleger, om de ikke syntes, det var et mærkeligt svensk. Næh, det gjorde de egentlig ikke. Denne oplevelse må ikke forveksles med oplevelsen af kunstigt sprog i gamle film. Her er Danmark og Sverige helt på linje. Men min teateroplevelse var jo ikke et dyk ned i fortiden. Jeg er desværre aldrig kommet videre med dette svenske Bühnensprache.

Men så en dag kom chancen for en 1. klasses rollemodel. Jeg så i avisen, at selveste Gustav V kom i fjernsynet. Det viste sig at være et lille klip fra indvielsen af Bromma Lufthavn i 1936. Til min skuffelse var den 78-årige konge hæs, havde upræcis artikulation og, interessant nok, bagtunge-r, skønt han var opvokset i Stockholm (han var sikkert den sidste med dette gamle adelsmærke). Han sagde omtrent: »Härvid förkjarar jag fjugpjatsen för öppen.« Det kunne jeg heller ikke bruge.

Men til sidst kom jeg efter det. Jeg har Margareta Westmans ord for, at mit svensk lyder som ægte svensk, og dét har andre også sagt. Men desværre er der ingen, der mener, at jeg netop kommer fra déres sogn. De placerer mig langt fra deres hjemstavn. Lad os bare filosofere lidt over, hvorfor det er så umådelig svært at efterligne et sprogs udtale perfekt. Herregud, der ér kun ca. 45 sproglyde + et intonationsmønster og så evt. et par ordtoner. Man skal dertil kende udtalen af sprogets 100 almindeligste ord. Så kan man illudere svensker. Men selv de største skuespillere kommer til kort. Den amerikanske skuespiller Dick van Dyke blev berygtet for sin cockney-accent i Mary Poppins (og dér er der endda tale om to dialekter), og Meryl Streep rammer i Karen Blixen-filmen temmelig langt fra målet, når hun efterligner Karen Blixens engelsk med dansk accent. Det har ingen kunstnerisk betydning, men man kan høre, at hun gør sig gevaldig umage. Hvorfor skal det være så svært? Altså for voksne. Hvorfor er 15-årige meget dårligere til det end 5-årige? Hvad har Gud eller Darwin ment med at lade denne imitationsevne forfalde fra ca. 13-årsalderen? Hvordan kan der være overlevelsesværdi i at miste en evne?? Man kan ikke andet end få den mistanke, at evolutionen har »villet« skabe et klart kendetegn på dem og os! Eller villet umuliggøre perfekt spionage. Uha. Vi nærmer os dybt kontroversielle emner, som vi hurtigst muligt vil forlade.

Og dog. Vi kan måske lige tillade os at nævne mine kolleger på Stockholms Universitets forhold til kollegerne i Uppsala. Det var ikke godt. Her var der dem og os for fuldt tryk. Stockholms Universitet er vokset ydmygt ud af Stockholms Tekniske Højskole i ny tid. Uppsala er Sveriges fineste og Nordens ældste universitet oprettet i 1477. (Men som Palle Lauring altid tilføjede: Chr. I var den første i Norden, der fik pavens tilladelse til et universitet). Modsætningen mellem Uppsala og Stockholm kom helt bag på mig. Var jeg ikke kommet til verdens mest lighedshysteriske land?  Det gik så vidt, at førnævnte Margareta Westman stillede sig uvidende an, da jeg en dag citerede et par strofer af Glunterne; hun så irriteret ud, men da jeg spurgte, om hun virkelig ikke kendte forfatteren, svarede hun henkastet: »Är det nån kille från Uppsala / Er det en gut fra Uppsala?«. Sådan var tonen. Men egentlig var det typisk nok. Man må godt sparke opefter i Sverige, men ve dig, om du sparker nedefter.

Efterhånden som jeg boede i Stockholm som dansk lektor blev jeg selvfølgelig bedre til svensk. Mit største problem var de lumske ligheder. Jeg fører en udpræget vejrmøllekamp mod det nu helt dominerende udtryk: falske venner. Fordi dets pålydende betydning passer ad skoven til. To venner ligner jo ikke specielt hinanden i det ydre, de vil derimod typisk have en vis åndelig overensstemmelse. Altså stik modsat de sprogligt falske venner. Det eneste forsonende er, at det på engelsk har en god allitteration. Men dén er jo gået tabt i dansk. Valfrid Palmgren og Ellen Hartmann begik en genistreg, da de dannede udtrykket lumske ligheder, der præcis siger, hvad det er, og rummer et ligeså fint bogstavrim. Selve deres projekt, bogen »Farlige Ord og Lumske Ligheder«, er derimod fuldstændig misforstået. Den er på 260 sider, men hvis der virkelig er så mange lumske ligheder, hvorfor så rumme dem i en særlig ordbog? De står jo allesammen i den almindelige ordbog. Ingen vil prøve at lære mange lumske ligheder udenad. Men så mange ér der heller ikke. For en masse er kun lumske for danskere og en masse kun for svenskere. Hvis nemlig et ord er omtrent ens i de to sprog og har samme grundbetydning i begge, men dertil eksklusivt har en særlig betydningsvariant i det ene, så er det jo kun lumsk for dem, der ikke har ekstrabetydningen.

Et eksempel: spark anføres i svensk med 4 betydninger, i dansk kun med 2, nemlig ’et spark’ og ’få sparket’. Men dét er jo ikke lumsk for svenskeren (bortset fra den lille kønsforskel). Svenskeren vil kun møde dansk spark i to betydninger som han udmærket kender. Danskeren kan derimod risikere at møde spark i betydningen ’sparkstøtting’! eller ’løbehjul’. Men her har de været alt for nøjeregnende. En liste over lumske ord skal kun rumme de mest lumske og ikke sprogets periferi. I betragtning af, at ’sparkstøtting’ også hedder sparkstötting på svensk og ’løbehjul’ også hedder sparkcykel eller sparkhjul, er risikoen for misforståelse på dette punkt meget lille. I andre tilfælde opererer forfatterinderne med alt for grove ligheder. De anfører svensk streta ’ase og mase’ og dansk stritte (der på svensk hedder stå i alla väder m.m.) som en lumsk lighed. Rent bortset fra at konteksterne vil være overordentlig forskellige, er selve ligheden for lille. Og sådan er det hele vejen. Enhver vil kunne se, at disse eksempler er typiske.

Dét er ærgerligt, for lumske ligheder, netop mellem nabosprog, er meget vigtigt. Et eksempel viser det. Engelsk cousin bliver normalt ikke misforstået sådan, at danskere tror det betyder ’kusine’, for vi har alle lært engelsk i skolen. Et nabosprog lærer man ikke i skolen, man gætter sig frem på grundlag af lighederne. Og derfor tror alle journalister, at svensk kusin betyder ’kusine’, om så vedkommende har fuldskæg. Alle journalister burde have tilsendt en kort liste over de lumskeste ligheder.

Det er umuligt ikke at gå i vandet, hvis ordenes betydning er så forholdsvis beslægtet, at konteksten ikke hjælper. Jég gik (naturligvis) i vandet, første gang jeg skulle købe purløg, og så, at der var tilbud på purjolök, som betyder porrer – og dém er jeg ikke så vild med. Jeg fandt så ved selvsyn ud af, at purløg hedder gräslök. Det er også umuligt første gang at begribe, at karamell betyder ’bolsje’, og for Svensson, at dansk karamel betyder ’kola’. Derimod er kola/cola kun meget lidt lumsk. Kola betýder ’cola’ på svensk – Svensson har altså ingen problemer, men Svendsen har sådan teoretisk problemer, fordi kola altså også betyder ’karamel’. (Og det kan for øvrigt på svensk også hedde karamellkola!). Dét er ikke nær så lumsk, fordi betydningsforskellen er stor. Han tog fram fyra kolor ur fickan kan jo ikke være være 4 colaer, desuden drikker man cola, det er sjældent, at folk sutter på  den.

Men da jeg hovmodigt troede, at nu kunne jeg alle de lumske ligheder, blev jeg alligevel en dag offer for en lighed af ufattelig lumskhed.

Jeg skulle købe cigaretter. (Jeg skynder mig at sige, at det ikke var til mig selv!). Jeg gik til kiosken og sagde på mit bedste svensk: »Tjugo Prince!« Kioskejeren tøvede et øjeblik… »Alltså två limpor?« spurgte han fornøjet. En limpa er som bekendt et svensk franskbrød, men det er også en karton cigaretter. Den gode mand troede altså, at jeg skulle have 20 pakker = 2 kartoner = 400 cigaretter, men jeg skulle kun have 20! – I Danmark har vi 20-styks-pakker og 10-styks-pakker (og i min barndom sågar 5-styks-pakker). I Sverige og de fleste udlande er der kun 20-styks-pakker på markedet. Men dét betyder, at det er lav-bevidst, præcis hvor mange stykker der er i en pakke, og den, der beder om 20 stykker er ligeså nøjeregnende, som man ville være i Danmark, hvis man bad om »50 Tordenskjold« i stedet for en æske tændstikker.

Lars Brink
professor i dansk sprog & litteratur

Læs også:

  1. Svensk-Dansk Ordbog I oktober 2010 udkom Svensk-Dansk Ordbog på Politikens Forlag. Det er en stor, helt nyudviklet ordbog der er tænkt som afløser for Valfrid Palmgren Munch-Petersen og Ellen Hartmanns store svensk-danske...
  2. Er dansk sværere at tilegne sig end svensk? Det høres ofte at dansk er svært for udlændinge. En tværsproglig undersøgelse baseret på 18 sprog peger på en svær begyndelse også for danske babyer. Undersøgelsen er baseret på de...
  3. Svensk kamp mod engelsk sprogimperialisme Den svenske forening Språkförsvaret går i en ny bog til kamp mod anglificering, som man frygter fører til et “snigende sprogskifte”, hvor engelsk overtager domæne efter domæne til skade for...
  4. Svensk tv-serie om verdens sprog Svensk UR - UtbildningsRadion - er i gang med en serie på i alt otte tv-udsendelser á 26 minutters varighed om "Verdens sprog". De bliver sendt på Kunskapskanalen og på...
Tagget med: , , , ,

1 kommentar

  1. “Lumske ligheder” — ett fantastiskt uttryck, som bibehåller engelskans alliteration, och dessutom fungerar utmärkt även på svenska! Jag tackar för förslaget, och ska genast anamma detta!

Skriv en kommentar