SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Bliver Storm et modenavn?

På den nyeste liste fra Danmarks Statistik over fornavne til nyfødte er drengenavnet Storm kommet ind på plads nummer 50. Ser man tilbage på de foregående år, er der meget der tyder på at Storm så at sige stormer frem.

Drengenavnet Storm er taget til siden 2002

Den nyeste top-50-liste fra Danmarks Statistik er netop blevet offentliggjort. Den gælder navne på børn født i første halvdel af 2010, og det er første gang Storm er blevet brugt så mange gange at det er kommet ind på top-50-listen. I de senere år har brugen af drengenavnet haft en interessant udvikling.

Indtil 2002 var der kun nogle enkelte drenge som med flere års mellemrum fik navnet Storm. Det skyldes sandsynligvis at Storm først blev formelt godkendt i 2002. Før da havde nogle få fået navnet ”godkendt efter omstændighederne” – det var engangsgodkendelser som man fik fordi Storm er et velkendt navn i engelsksprogede lande. Problemerne med at få en formel godkendelse af Storm som drengenavn skyldes at det er et efternavn i Danmark, og efternavne er svære at få godkendt som fornavne. Men efter godkendelsen i 2002 begyndte populariteten af navnet at stige.

Nu er det så spørgsmålet om Storm fortsætter med at stige i brug med samme hast de kommende år. Vi kan sammenligne med et andet iøjnefaldende navn som kom ind på top-50-listen for et par år siden. Det er drengenavnet Tristan. På kurverne i diagrammet nedenfor kan vi se at stigningen i brugen af navnet foregår med næsten samme hast som tilfældet er ved Storm, men for Tristan sker det bare et par år tidligere.

Pigenavnet Storm som figurerer i bunden af diagrammet, skyldes at to piger har fået navnet i 2001 og 2005. Navnet blev ”godkendt efter omstændighederne” som pigenavn i 2005 fordi det er kendt som både pige- og drengenavn i engelsksprogede lande, men det findes ikke på listen over godkendte pigenavne i dag.

Både Tristan og Storm er utraditionelle drengenavne som ikke tidligere i den danske fornavnehistorie har været brugt i nogen særlig udstrækning. For Storms vedkommende kunne den nye popularitet skyldes at der er ved at kommet mode i navne som har en markant betydning. Årsagerne til Tristans popularitet er mere dunkle.

Man kan dog se på kurven at Tristan – i hvert fald foreløbigt – toppede i 2008 og er gået lidt ned i brug i 2009. Det kunne tyde på at Tristan ikke kommer op og bliver et decideret modenavn i top-5 eller helt i top som nummer et. Men kan det ske for Storm? Det vil vi kunne se om nogle år.

Birgit Eggert, navneforsker, ph.d.
Afdeling for Navneforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet

Læs også:

  1. Emma og Lucas er mest populære Emma og Lucas topper på Danmarks Statistiks nye lister over de mest benyttede drenge- og pigenavne til børn som er født i 2008. Nye navne på listerne er Celina, Ella,...
  2. Drengenavnet Mohammad Mange undrer sig over hvorfor drengenavnet Mohammed ikke findes på listerne over de hyppigste fornavne i Danmark. For er der da ikke mange indvandrere og efterkommere af dem der hedder...
  3. Personnavnegeografi Jens, 1801 Jensen, nutiden En ny kortlægning af danske efternavne viser at danskerne ikke har flyttet så meget rundt i landet de seneste ca. 150 år som undertegnede troede. Da...
  4. Pigenavne ender på -a eller -e De seneste to årtier har pigenavnemoden være domineret af navne som ender på -a eller -e. Enkelte andre navne har i årenes løb fundet vej frem til popularitetslisterne, men det...
Tagget med: , , , , , , ,

4 kommentarer

  1. Mon ikke mekanismen er følgende:

    1. Unge forældre vælger et navn, som ikke er særlig brugt og som dermed kan signalere, at netop deres barn er unikt. (Der er selvfølgelig også andre kriterier).

    2. Andre unge forældre hører om det og kopierer det.

    3. Når tilstrækkeligt mange har valgt det, mister det sin “mit barn er unikt”-værdi. Dermed ryger det ned ad listerne igen.

    Det forklarer i hvert fald, hvorfor brugen af Tristan accelerede voldsomt – for derefter brat at falde.

    Men det ville da ikke være så ringe, hvis Storm kom til ære og værdighed – vor kære Storm P. har været navne-ensom alt for længe.

    Venligst

    Rasmus Hjordt

  2. Du har sikkert ret i dit gæt på mekanismen i navnebrugen, i hvert fald når det gælder de mere specielle navne.

    Men husk lige at Storm P ikke hed Storm til fornavn. Han hed Robert! Storm var hans mellemnavn, og det er en helt anden sag. – Når det er sagt kan det dog sagtens være at hans “kunstnernavn” Storm P har medvirket til Storms udbredelse som drengefornavn.

    Birgit Eggert

  3. Du har naturligvis helt og aldeles ret! Det glemte jeg.

    Det er vist ingen tvivl om, at kendte menneskers navne også har indflydelse på tidens navnevalg. Men jeg tvivler på, at Storm P. har stor indflydelse – for hvor mange unge mennesker har overhovedet hørt om ham?

    Venligst

    Rasmus Hjordt

  4. Hej
    Jeg har lige lyst til at kommentere. Jeg har en søn på 3 mdr., der er navngivet Storm. Jeg fandt på navnet, da jeg læste om en kvindelig person med samme navn i en bog. Selvfølgelig måtte jeg lige tjekke om man kunne hedde det i DK. Navnevalget er udelukkende, fordi vi kunne lide det. På det tidspunkt kendte vi ikke til at det var ved at blive populært. Om det bliver det, gør ingen forskel, og dog. Jeg tror ikke det er dårligt for børn at hedde det samme som andre børn. Og jeg har mødt nogle negative reaktioner undervejs, så det at han hedder noget, andre gør, er jeg alligevel glad for, så kan jeg da i det mindste forsvare navnevalget – også selvom jeg jo egentlig burde være ligeglad med, hvad andre mener…. Han kan i hvert fald ikke hedde andet i dag, sådan er det jo ;0)

Skriv en kommentar