SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Sprogfestivalen i Sheffield

Sheffield

Sheffields Internationale Sprogfestival 2011

hicks

I løbet af en weekend præsenterede 200 lærere 150 sprog. Der kom omkring 500 tilhørere. Der var ikke tale om en festival af typen med optog og boder i gaderne. Det hele foregik i undervisningslokalerne i Hicks Building, som ellers huser universitetets afdelinger for fysik og matematik. (Foto: JUSNews)

I marts 2011 havde jeg det privilegium at deltage i den første University of Sheffield International Languages Festival, også den første af sin slags i Storbritannien. Den var organiseret af universitetets studenterforening på initiativ af Max Marzec, en polsk kinesisk-studerende, som havde været med til at organisere en lignende festival, da han var på udveksling i Nanjing, Kina. Han var således formand for organisationskomiteen i Sheffield og brugte modellen fra festivalen i Nanjing som udgangspunkt for festivalens struktur. Det var frivillige kræfter som sørgede for at stable festivalen på benene og finde sponsorer, så prisen for at deltage var symbolske 2 pund.

Sprog og kultur

Udover at være himlen for sprognørder som mig, så var det fascinerende at se, i hvor høj grad det kulturelle aspekt var så stærkt tilstedeværende gennem hele sprogfestivalen.

Jeg læser Intercultural Communication på University of Sheffield, og jeg er interesseret i at se på, hvordan visse arrangementer og begivenheder kan bidrage til at fremme interkulturel bevidsthed og forståelse. Sprog og kultur hænger tæt sammen, og derfor er det naturligt, at der også vil være et stærkt kulturelt element i en sådan sprogfestival. Det stod sproglærerne frit for, om og hvordan de ville inddrage og formidle deres kultur i undervisningen.

Nu var det selvfølgelig ikke en kultur-, men en sprogfestival, og nogle havde slet ikke eksplicit inkluderet noget kulturelt, mens andre gerne ville vise fotos fra monumenter og andre seværdigheder fra deres land. Men selv om der i en time ikke var en eneste direkte reference til den kultur, det pågældende sprog hang sammen med, var kultur alligevel konstant tilstedeværende som en undertone, der løb igennem hele festivalen.

MaxWells

Festivalens organisator, Max Marzec, og dens 'top-dog', professor John Wells (Foto: JUS News)

150 sprog og dialekter

Festivalen forløb over en weekend og blev indledt med en åbningsceremoni om fredagen, hvor John Wells, fonologi-professor ved University College London (“the top dog” – som Max sagde det – på sit felt), holdt to taler og fortalte om forskellige usædvanlige fonetiske fænomener rundt omkring i verden. Der var også en optræden af to afrikanere, der har zulu som modersmål, som, udover at udfordre os til at udtale deres “klik”-lyde, også gav en musikalsk optræden. Der var også taler af andre sprogentusiaster, som delte deres kærlighed for og viden om forskellige sprog i verden, blandt andet af en ung mand fra the Isle of Man, som taler Manx, noget som jeg havde fået at vide var uddødt, dengang jeg tog en bachelor i sprog.

Selve festivalen fandt sted lørdag og søndag 10-20. Hver præsentation/undervisningstime tog omkring 40 minutter og startede hver hele time, og der var flere forskellige valgmuligheder, som var delt op i temaer: specielle sprog/esperanto, der inkluderede tegnsprog, radiokommunikation og braille, kinesisk (der omfattede de forskellige sprog, der tales i Kina), engelsk (som handlede om forskellige engelske dialekter), europæiske sprog, skriftsprog, arabiske varianter, indiske sprog, spansk/tysk/fransk (som inkluderede forskellige variationer af de tre), afrikanske sprog, sydøstasiatiske sprog og centralasiatiske sprog. Desuden var der præsentationer af de forskellige sponsorer af festivalen, f.eks. esperanto-foreningen og en lokal sprogskole.

Over de to dage var der hver dag ti timer, hvor der hver time var ti præsentationer af et sprog eller et institut på universitetet. Der var i alt 150 forskellige sprog og dialekter repræsenteret, og nogle af dem var på programmet mere end en gang. Arrangørerne havde lavet et lotteri, hvor man fik point for hver gang, man gik til en time, og antallet af point afhang af størrelsen af sproget, eller om det var en præsentation af en sponsor, så de på den måde opfordrede til at gå til præsentationer om små sprog og om sponsorerne.

buginese

Her bliver der undervist i buginesisk skrift (Indonesien) ... (Foto: Lotte Monggaard)

Hver eneste time af sprogfestivalen var således et stort dilemma om, hvilket sprog man nu skulle høre om, så jeg havde på forhånd besluttet mig for at styre udenom de sprog, jeg kendte til i forvejen, altså de større vesteuropæiske og kinesisk og også de forskellige dialekter af spansk, engelsk og tysk, da jeg allerede havde lært om dem på min bachelor eller gennem venner, og i stedet kigge på de sprog jeg ikke anede noget om, men som jeg måske havde et vist forhold til, f.eks. gennem venner eller rejser, eller noget som jeg bare fandt fascinerende. Jeg endte med at høre om hindi, walisisk, tamilsk, twi, britisk tegnsprog, kisii, samisk, syrisk arabisk, farsi og kurdisk. Selv underviste jeg i dansk sammen med anden dansk studerende.

Max havde faktisk givet alle sproglærerne en training i, hvordan undervisningen kunne opbygges, men det var de færreste lærere, der holdt sig til det, så der var store variationer i, hvordan timerne så ud. Som lingvist ville jeg selvfølgelig gerne vide en masse om grammatik, fonetik og etymologi, men det var jo altså ikke nødvendigvis andre sprogvidenskabelige, der underviste, så det måtte man nogle gange undvære, hvilket på sin vis måske var lidt ærgerligt, men på den anden side nok reflekterede, hvordan lægfolk ser på sprog, og hvilke aspekter de lægger vægt på. Desuden var der jo nok ikke kun sprognørder til festivalen, og der var sikkert mange, som var tilfredse med at lære et par sætninger udenad på et fremmedsprog.

tibetansk skrift2

... og i tibetansk ... (Foto: Lotte Monggaard)

Jeg har selv studeret fremmedsprogsdidaktik, så selv om jeg ikke nødvendigvis var enig i den måde, de andre præsenterede på, så var det alligevel interessant at se, hvordan de selv syntes, fremmedsprog skulle formidles. De to studerende, der stod for hindi, syntes ikke grammatik eller fonetik var interessant, men syntes vi skulle gentage de samme sætninger ti gange. Dette minder meget om de “drills,” som den audio-visuelle metode lagde stor vægt på da var fremherskende i 1960′erne, så det kan jo tænkes, at det er den metode, de to indere selv har lært fremmedsprog på.

Selv fortalte jeg i danskpræsentationen om fonetik, grammatik og danske efternavne, og jeg gav en historisk forklaring på lighederne mellem dansk og engelsk med eksempler. Desuden fik de en liste over forskellige fraser på dansk, som de selv fik lov til at prøve af, og til sidst fik de lov til at lege “hoved, skulder, knæ og tå.” Vi opfordrede dem også til at se Forbrydelsen, som for tiden bliver vist på BBC. Jeg havde brugt Wikipedia (den engelske og den tyske version, vel at mærke) til at få idéer til grammatiske temaer og eksempler, for så længe man ikke skal referere til det i akademiske opgaver, så er Wikipedia jo fremragende. Der var over 20 personer, der mødte op til vores præsentation, og de virkede interesserede og ville gerne lege vores børneleg til sidst, så det gik rigtigt godt, og det var en rigtigt sjov oplevelse.

Kisii, syrisk arabisk og kurdisk

Sprog og kultur hænger som bekendt tæt sammen, og jeg blev faktisk overrasket over, på hvor mange måder mine horisonter blev udvidet under festivalen, og her vil jeg gerne fremhæve kisii, syrisk arabisk og kurdisk, som jeg syntes var specielt interessante af forskellige årsager, selv om alle sprogene var spændende at høre om.

Kisii er et kategorisprog, og jeg fandt det utroligt interessant at se, hvordan et sådant fungerer rent grammatisk. Navneord tilhører i kisii en kategori, og hver kategori kræver en forstavelse, f.eks. omo- eller eke-. Denne forstavelse skal så også sidde på de tillægsord, der lægger sig til navneordet. F.eks. er “slem dreng” omomura omobe og en “slem kat” ekemoni ekebe. Det er altså -be der slem/dårlig, mens omo- og eke- er forstavelser for forskellige kategorier. Denne forstavelse ændrer sig så, når man danner flertal, så “slemme drenge” kommer til at hedde abamura ababe, og “slemme katte” kommer til at hedde ebimoni ebibe.

Et sådant fænomen havde jeg aldrig set før, så det syntes jeg var rigtigt spændende. Udover mig var der desværre kun den voluntør, der stod for koordineringen af de afrikanske sprog, og en veninde af læreren, men de lod til at være glade for, at jeg var der, og at jeg var så interesseret i deres sprog og selv havde været i Kenya, og så fik jeg jo mulighed for at stille en masse spørgsmål, og de hjalp mig med at skrive nogle sætninger ned, som jeg kunne skrive til min kenyanske veninde på facebook.

arabisk

... og arabisk (Foto: Lotte Monggaard)

Arabisk syntes jeg var rigtigt sjovt. Ham, der fortalte om det, vidste ikke noget om grammatik, men i det mindste fik vi lov til at prøve at udtale arabisk, hvilket er noget af en udfordring, men jeg elsker fonetik og at prøve at udtale mærkelige lyde, så jeg havde det rigtigt sjovt. Det var en time om syrisk arabisk, hvilket efter sigende er nemmere at udtale end andre former for arabisk, men jeg fik senere at vide, at læreren havde gået på saudi-arabisk skole i England, og at hans arabisk var influeret af dette. Jeg er blevet meget begejstret for arabisk på grund af udtalen, fordi det er anderledes end indo-europæiske sprog, og fordi jeg har så mange arabiske venner, så jeg vil rigtigt gerne gå til noget arabiskundervisning på et tidspunkt – efter jeg har fået krydset nogle af de andre sprog på listen af.

Kurdisk havde jeg faktisk ingen relationer til, men jeg valgte alligevel at høre om det – netop fordi det virkede så eksotisk og fremmed – og det viste sig at være interessant af helt andre årsager end rent lingvistiske. Man havde indtrykket af, at det var hele det kurdiske samfund i Sheffield som var mødt op til timen, og der var faktisk flere kurdere end tilhørere. Kvinder og pigebørn havde flotte traditionelle kjoler på, og en enkelt kurdisk mand var også iklædt en traditionel kurdisk uniform. En mand med et overskæg så langt, at det dækkede begge hans læber, kom hen til mig og sludrede lidt. Han spurgte, hvor jeg var fra, og da jeg sagde, at jeg kom fra Danmark, fortalte han, at han ikke havde boykottet danske produkter, for han var ikke muslim – faktisk fik jeg senere at vide, at forskellige kurdere tilhører mange forskellige religioner. Så sludrede vi lidt, og jeg endte vist med at ønske ham held og lykke med at få sit land tilbage.

Selve præsentationen viste sig at være meget politisk, og det var ikke meget, jeg fik at vide om det kurdiske sprog, som er opdelt i to hoveddialekter. Jeg havde jo godt vidst noget om, at kurderne var et undertrykt folk, og at tyrkerne havde begået ubegribelige overgreb mod dem, men det var ikke noget, der ellers var trængt ind i min bevidsthed. Det var en ung pige, der præsenterede kurdisk sprog, kultur og historie set fra et kurdisk synspunkt, og jeg fik en indsigt i, hvordan et undertrykt folk ser sig selv og sin situation. Jeg kunne ikke lade være med at se paralleller til andre konflikter mellem folk om land og især til Israel-Palæstina-konflikten, så jeg var godt klar over, at med hensyn til konflikter, der går så langt tilbage, og hvor så mange stærke følelser er involveret, at man skulle tage oplysningerne med et gran salt, men i det mindste fik jeg indblik i deres egen selvforståelse.

kurdisk

Kurdisk opstilling (Foto: Lotte Monggaard)

Der er ingen tvivl om, at dette folk føler en dyb uretfærdighed, og jeg syntes, det var interessant at se, hvor stærkt deres sammenhold er – i og med at så mange var mødt op til undervisningen – og hvor vigtige deres traditioner og kultur er for dem – i og med at de var iklædt deres traditionelle kjoler. Kurderne, der var kommet for at støtte op om læreren, havde ellers snakket med hinanden igennem timen, men efter læreren havde fortalt om nogle af de forfærdelige ting, kurderne var blevet udsat for i tyrkernes forsøg på at undertrykke deres sprog, spurgte min veninde, hvordan det kunne være, der var blevet slået så hårdt ned på, at de talte deres eget sprog, og da blev de andre helt stille, mens læreren svarede på spørgsmålet. Selv om jeg følte en stor afmagt ved at være blevet konfronteret med så store emner, var jeg alligevel rigtigt glad for at have fået et indblik i deres verden, og jeg følte, det var et vigtigt emne at have viden om. Og de virkede i hvert fald rigtigt glade for, at der var nogen, der gerne ville høre om det.

Mangfoldighed

welcome

I en tid hvor kulturkonflikt er et politisk emne, og hvor kulturforskelle bliver brugt til at skabe frygt og dermed manipulere vælgere, er en begivenhed som en sprogfestival en fantastisk måde at komme til at opleve mennesker fra hele verden og deres kulturer i en udveksling, hvor man mødes for at dele en interesse for sprog. Man vil se, at mangfoldighed er en gave, og at verden ville være et trist sted, hvis vi alle var ens, og jeg synes, det ville være rigtigt fint, hvis der blev organiseret sprogfestivaler som denne i Danmark! Som afslutning synes jeg, det er passende at citere etnografen James P. Spradley:

“Cultural diversity is one of the great gifts bestowed on the human species.”

Lotte Monggaard, studerende
Intercultural Communication, University of Sheffield

Læs også:

  1. Esperanto Kulturfestival i Helsingør Den internationale kulturfestival “Kultura Esperanto Festivalo” præsenterer original esperantokultur og finder i år sted her i Danmark. Festivalen foregår d. 7 juli 2009 til d. 12. juli 2009 i Helsingør,...
  2. Sprogenes dag LiteraturHaus i den tidligere metodistkirke på Indre Nørrebro i København Studieskolen i København, som underviser i over 30 sprog,  holder Sprogenes Dag på søndag 23. august kl 11-17 i LiteraturHaus,...
  3. Babel i Bremen Sprogfestivalen i Bremen, som åbnede i går, strækker sig over 21 dage, fra 17. september til 7. oktober, og byder på et væld af forskellige arrangementer, omkring 100.Festivalen arrangeres af...
  4. Festival der Sprachen Sprogfestivalen i Bremen Var Bremen den sproglige verdenshovedstad i september-oktober 2009? Jævnligt fik vi mails og brochurer tilsendt om den storslående begivenhed Festival der Sprachen. Der var aktiviteter for publikum,...
Tagget med: , , ,

4 kommentarer

  1. Vældig interessant artikel.

    Som baggrundsinformation er det værd at nævne, at sprogfestivaler af den her type er lanceret af amerikaneren Dennis Keefe, første gang i Tours, Frankrig, i 1995. Keefe er nu er bosat i Nanjing, hvor han organiserede en særligt velbesøgt sprogfestival for tre år siden — hvor Max Marzec åbenbart var med.

    Både Dennis Keefe og John Wells er i øvrigt meget aktive inden for esperanto. Wells har været formand for esperanto-verdensforeningen UEA 1989-95 og er for tiden formand for esperantos sprognævn (“Akademio de Esperanto”).

    • Det er måske også værd at nævne at der efterhånden er holdt en hel del af denne type sprogfestivaler med sprogbazar, sprogsupermarked, sprog-tag-selv-bord, eller hvad man nu skal kalde det, rundt omkring, især i Europa.

      Også i København 2006, 7, 8 og 9, og også her med esperantofolk blandt de drivende kræfter. Men med langt færre sprog (typisk en snes) end Sheffields 150. Se http://sprogmuseet.dk/formidling/sprogenes-dag/ De foregik alle, lige som festivalen i Sheffield, i en enkelt bygning. Man kunne ikke se det udefra.

      Et mere omfattende forsøg på at inddrage mere af omgivelserne blev gjort i Bremen 2009, hvor det var universitetet og bystyret der stod bag: Se http://sprogmuseet.dk/festival/babel-i-bremen/ og http://sprogmuseet.dk/festival/festival-der-sprachen/.

      I søndags sluttede sprogfestivalen i Toulouse i Sydfrankrig, som har været en årlig begivenhed siden 1992, og her var der både smagsprøver på over 120 sprog, konferencer om minoritetssprog og sproglig mangfoldighed plus boder og optræden i gaderne. Se http://www.arnaud-bernard.net/

      På onsdag begynder New Zealands officielle samoansk-uge. Samoansk er indvandret efter 2. verdenskrig, tales kun af under 20.000 mennesker, men er dog landets tredjemest udbredte sprog. Her drejer det sig kun om et enkelt sprog, men ugen er alligevel en mangfoldighedsmarkør i et land der ellers er helt domineret af engelsk (og lidt maori). Se http://www.hrc.co.nz/race-relations/samoan-language-week/

    • Torsdag d. 21 juli i år kommer der også en mindre sprogfestival på Amager. Se

Skriv en kommentar