SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Dyrestemmer

For et stykke tid siden skrev jeg en artikel om dyr og sprog for Sprogmuseet.dk.

Min artikel kan sammenfattes i én sætning: Dyr har ikke noget sprog. Ja, af og til må man skuffe folk der fører hyggelige samtaler med deres hund, kat eller guldfisk – eller måske snarere hyggelige envejs-taler. Hvis mennesker taler til deres dyr, så får de i hvert fald ikke noget svar på et menneskesprog, og heller ikke på dyresprog.

Dyrestemmer

Dyrestemmer af Anette Røpke i samarbejde med Julie Schlüter Valentin. Lindhardt og Ringhof

Og så fik jeg tilsendt en bog fra forlaget Lindhardt og Ringhof med titlen Dyrestemmer. Min kommunikation med dyr, af Anette Røpke. Hvad siger hun om det? Og hvad siger hendes dyr?

For hendes dyr har, så vidt jeg kan se af bogen, fremsat meninger om menneskesprog og om dyresprog.

Jeg har ikke noget fjernsyn, og jeg vidste ikke at Anette Røpke er verdensberømt i Danmark. Hun giver folk råd om dyr. Hun har været med i en TV-serie om dyr. Hun har været hunderådgiver for Sirius-hundepatruljen i Grønland. Hendes hus og direkte omegn befolkes af syv katte, fire heste, tre hunde, en søn og en tam ræv: “Man keder sig aldrig med en stor flok dyr omkring sig”. Hun giver kurser. Hun har en hjemmeside, med autentisk nærvær og kommunikation.

Clicks i kommunikation med dyr

Kunne Anette Røpke overbevise mig at hun har samtaler med dyr? Nej, det kunne hun ikke. Dyr har ikke noget sprog, heller ikke hendes dyr. Ja, hun kommunikerer med dyr, som vi alle sammen gør. Vi taler til dyr, vi aer dem, vi kærtegner dem. Og dyr kommunikerer med os: med deres kropssprog (som ikke er sprog), med deres lyde, med deres duft. Men sprog er det ikke.

Forfatteren går videre. Hun kommunikerer med sine dyr på yderligere to måder: hun taler ikke kun, hun clicker også, og hun bruger telepati.

For at clicke bruger man en simpel dims som laver en lyd der signalerer til dyret at det gør noget godt.

Bogen

Anette Røpke har skrevet bogen “i samarbejde med Julie Schlüter Valentin”. Valentin er en helt. Bogen er spændende skrevet, godt opbygget og nemt tilgængelig. Selv denne anmelder, der faktisk ikke rigtig bryder sig meget om dyr, hverken som selskab eller som mad, læste bogen med stor glæde og interesse.

Bogen er flot illustreret med farvebilleder som ofte viser et blondt menneske og et smukt dyr. Selv har jeg ingen dyr, kun en gang imellem edderkopper og insekter, og jeg spiser dem ikke. Røpke er også vegetar. For at producere et kilo bøf skal man jo bruge 100.000 liter vand.

Hendes liv

Bogen er i tre dele. Første del er biografisk. Her fortæller hun om sin ungdom, om den første gang hun fik lov til at gå tur med en hund, om hvordan hun en gang faldt i en brønd og endte i en underjordisk skakt hvor hun ikke kunne komme ud. Heldigvis kunne hun kalde sine forældre hen til det skjulte sted med telepatiske kræfter så de kunne finde hende.

I skolen faldt hun ikke helt til, da hun ikke var som de andre børn, og måske var hun hellere sammen med dyr end med mennesker. Og så rejste hun som hestepige til Australien efter gymnasiet. Der mødte hun Aboriginal Frank på en fårefarm. Han blev hendes lærer i at kommunikere telepatisk med dyr. Han kunne skræmme farlige dyr væk. Han kunne splitte en flok får i to grupper, bare med tankekraft. Til sidst kunne Røpke også selv få farlige slanger til at forlade huset og give de andre slanger besked på ikke at komme tilbage. Siden hendes telepatiske monolog med giftslangen har de ikke set en eneste slange mere i eller omkring huset.

Da hendes veninde ville blaffe til den anden ende af Australien med en eller anden rocker-agtig person, så frarådede hun det. Og senere viste det sig at der var en backpacker-seriemorder i Australien! Så hun reddede sin venindes liv.

Og så blev hun dyreadfærdspecialist da hun kom tilbage til Danmark.

Kontakt med dyr

Den anden del handler om kontakt med dyr. Hvordan vælger man en hund, hvordan opdrager man den, hvad kan de lære? Det er informativt og lærerigt. Der er et kapitel om “den talende hund”, med lidt om kropssprog og vokal kommunikation. Mens heste kommunikerer over 98 % med mimik og krop og mindre end 2 % med lyd (hunde 95-5 %) er mennesker ekstreme med 85 % mimik og krop, og hele 15 % med lyd. Hun fortæller ikke hvordan man har målt det.

Her kommunikerer Annette Røpke med et menneske om dyr.

Hendes flotte ord

Nu skulle det her handle om sprog, ikke bare om dyr – som jo ikke har sprog. Nogle ord som Røpke bruger, fortjener en skønhedspris: flerartflok, for eksempel. Det er et hushold med flere dyr og mennesker. Så kan man have flerartsgruppebinding. Mindre sjovt er vel en bidmarkering. Det får man når en hund bider, men ikke for at skade – bare for at for alvor advare – så sker det med et blødt bid. For eksempel når hunden har et ekstremt genstandszoneforsvar. Og så skal man passe på dens irritationsaggression.

Hun bruger også flere gange ordet “click”. Det er måske ophidsende for en sprognørd, med det har desværre ikke noget at gøre med sydafrikanske sprog som har sproglyde der hedder clicks.

Det er, som jeg forstår det, en lille dims som man trykker på når dyret gør noget godt. Så slipper man for at måtte give dem godbidder hele tiden. Effektivt og billigt. Hun giver også click-kurser, alle med hund kan lære det. Man kan åbenbart ikke bare sige: “Godt gået, Fido!”. So long for hundesprog.

Man bruger godbidder og clicks for at shape en hund.

I begyndelsen giver man også en godbid når de gør noget rigtigt. Det har jeg også en gang gjort med mine studerende i undervisningen, men de syntes det var lidt fornærmende. Man kan åbenbart ikke overføre dyrekommunikation til mennesker og omvendt. De studerende er derimod fascineret af sydafrikanske sprog.

Bogen har ikke overbevist mig om at dyr har et sprog. Jeg har ikke ændret min mening om det. Anette Røpke bruger nemlig heller ikke selv så meget sprog med dem – hun skriver egentlig ikke så meget om det. Hun bruger “instinktiv telepati”. Man koncentrerer sig, man prøver at komme på samme bølgelængde som dyr, man får et visuelt billede ind i sit hoved, og sender man det til hunden eller et andet dyr. Så ser disse hunde det inde i deres hoved, og så ved de hvad der skal ske. Effektivt og nemt. Det kan man også lære, og Røpkes firma byder kurser i det.

Dyrs telepati

sheldrakehundebog1

Ifølge Rupert Sheldrake er dyr telepatisk begavet

Det er videnskabeligt bevist at hverken hunde eller andre dyr har noget man kan kalde sprog, men er det videnskabeligt bevist at dyr har telepati?

Det har Rupert Sheldrake, en crazy scientist i England med baggrund i biologi og fysik, prøvet at bevise. Han har skrevet artikler og bøger om det. Kun omkring 20 % af hunde har faktisk telepatisk kontakt med deres ejer. I nogle få tilfælde har man kunnet bevise på en videnskabeligt forsvarlig måde at en bestemt hund kunne forudsige hvornår dens ejer kom hjem. Hans vidunderlige bog om det er oversat til dansk som Hunde som ved hvornår deres ejere kommer hjem og andre uforklarlige kræfter hos dyr .

Han har også prøvet at undersøge hvordan hunde finder deres hjem, hvordan bier finder deres stade, og hvad der sker hvis man flytter hjemmet mens de er ude.

Der er mange historier hvor Røpke beskriver sin telepatiske kontakt med dyr. Hundeejere kommer til hende efter deres dyr er blevet væk. Hun fortæller hvordan hun en gang beskrev det sted hvor hundene (ja, begge to) var, men ejeren troede hende ikke. To dage senere blev de fundet netop dér, kørt over af en bil.

En spændende bog

Ja, det er en interessant bog. Og det er nok ghostwriterens fortjeneste at det er blevet sådan en levende og let tilgængelig bog. For når man læser teksterne på Røpkes hjemmeside, så findes dér mange grimme og kun delvist forståelige sætninger, og oven i købet en skrivefejl i hver anden sætning. Hendes talenter ligger klart andet sted. Jeg har pludselig fået meget respekt for ghostwritere. Det er  mest ghostwriterens stemme vi hører, ikke dyrestemmer.

Peter Bakker
Lektor i lingvistik, Aarhus Universitet

Tagget med: , , , ,

Skriv en kommentar