SPROGMUSEET

Redaktør: Ole Stig Andersen

Danske dialekter lever i virkeligheden

For nylig deltog jeg i et nordisk møde for danske lektorer i Norden hvor jeg holdt et indlæg om de danske dialekter. Titlen var: ”Er der liv i dialekterne i Danmark eller er de døende eller døde, og hvad kan danske lektorer bruge dem til i nabosprogsundervisningen?” Her vender jeg tilbage til det første spørgsmål. Det andet lader jeg ligge til et nyt blogindlæg.

Baggrunden for mit spørgsmål om dialekternes tilstand er at påstande om liv og død – især død – til stadighed dukker op i danske medier. Det provokerer og forundrer mig også at sprogforskere fra København til stadighed fælder dødsdomme. Hvad skal vi med dem?

Jeg husker og du kan google dig frem til overskrifter og eksempler som disse: ”Danske dialekter er så godt som døde” og ”Dialekter er næsten døde”. Og fx disse: ”Danske dialekter har det fint” og ”Danske dialekter er ikke døde”. Hvad skal vi tro? Og hvordan er det muligt at de var døde i går, men lever i dag?

Det bedste dialektstof og det mest nuancerede dialektbillede får vi ved at tage på en femdages jyllands- eller danmarksturné. Og så sætter vi os ned alle mulige steder og lytter, i små og større landsbyer og byer. Selv tager jeg med jævne mellemrum tog og bus til Hanstholm og Hirtshals og en gang imellem går turen til Sønderjylland. Der er ikke skygge af tvivl om at jeg hører masser af dialekt og mange dialekter. Dialekter lever altså i virkeligheden. Læs fx om Michael Ejstrups forskning i levende danske dialekter: og og besøg Gitte Gravengaard & Pia Quists informative dialektside:

På papir er det til gengæld det letteste i verden at tage livet af dialekterne med en enkelt sætning. Og det er der efterhånden mange sprogforskere og andre der har gjort i hundredvis af år. Og selv om mennesker og dialekter er hårdføre, er det rent mentalhygiejnisk ikke sundt når nogen råber død over dialekterne gang på gang på gang. Det er som regel sprogforskere fra Københavns Universitet – og bare nogle få, men de råber højt – som bruger dødsmetaforen og giver den til journalister som åbenbart er glade for den. Der er magt i sprog og medier.

Men hele diskussionen om liv og død er spild af krudt uden at den københavnske sprogforsker først siger: Lad mig – som sprogforsker – først gøre opmærksom på at mit dialektbegreb stammer fra 1800-tallet, og ved dialekt forstår jeg et lokalt sprog med alle eller mange af de oprindelige træk bevaret, talt af folk der har boet hele deres liv på landet og som taler mest med fæ og folk. Jeg tilføjer så: Og ikke med en garvet hovedstadsgubbe som i årtier har forkyndt at jyder og andre danskere egentlig ikke taler dialekt, for vi kan ikke lide vores egen dialekt, vi kan bedst lide københavnsk eller rigsdansk. Og da heller ikke med en ung, smart københavnsk sprogforskerinde! Vi er høflige. Vi tilpasser os. Vi akkommoderer, som det hedder på fagsprog. Det er vi gode til, og det gør alle mennesker i enhver situation, sprogligt og på alle mulige andre områder: talehastighed, stemmeleje, mimik, kropssprog osv. Og vi kan gøre det på (mindst) tre måder; enten ved at vi nærmer os den vi samtaler med, når vi har brug for det (tænk fx på markering af gruppeidentitet), eller ved at vi markerer afstand, når det er aktuelt, eller at vi tilpasser os ved at gøre en blanding.

Skal vi først diskutere sprog og sprogudvikling med fornuft, er vi nødt til at definere vores begreber så de passer til den tid vi lever i, og til det emne – eller forskningsobjekt – vi undersøger. Det betyder at dialekt i dag er noget andet end for 100 år eller bare 50 år siden. Dagens dialekter er dialekter anno 2009. Vi kan sige at hvis udgangspunktet er et gammeldags og forældet dialektbegreb, så er dialekterne døde, for der er ingen i dag som taler som folk gjorde for 100 år siden. Hvis vi derimod opererer med et moderne og bredere dialektbegreb, ja så er dialekterne i Danmark sprællevende. Så er der en vis overensstemmelse mellem det sprogforskere observerer og sprog i virkeligheden. Og samtidig kan vi alle få lov til at tale hver vores dialekt!

Randi Bendikte Brodersen, lektor i dansk
Islands Universitet, Reykjavik

Læs også:

  1. Danske dialekter lever "Dialektforskning i 100 år" En af sommerens berigende læseoplevelser fik jeg da jeg læste artikelsamlingen Dialektforskning i 100 år. Udgivet af Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet i anledning af...
  2. Svenske dialekter Dialektkort fra den svenske wikipedia TVserien Svenska dialektmysterier med lingvisten Fredrik Lindström som vært blev vældig rost og vandt prisen som Bedste Svenske Infotainment 2006. Sideløbende med at de otte...
  3. Danske runeindskrifter Hjemmesiden Danske Runeindskrifter er en populærvidenskabelig præsentation af det danske indskriftmateriale med de senest publicerede tolkninger, ikke en tilbundsgående, samlet gennemgang eller en fornyet undersøgelse af hver enkelt runeindskrift, selvom...
  4. Den Danske Ordbog på nettet ordnet.dk/ddo Siden november 2009 har Den Danske Ordbog været tilgængelig på nettet. Redaktionen af Sprogmuseet har i den anledning bedt mig give en omtale af ordbogen, dens omfang og anlæg...
Tagget med: , , ,

6 kommentarer

  1. Til lykke med dit første indlæg. Dialekter er altid interessante – og det gælder i høj grad også denne blogside.

  2. Da jeg som ung og voksen boede i København blev jeg ofte spurgt, hvor jeg egentlig kom fra? Jeg er såmænd født i København men vokset op i Kalundborg – blot 100 km fra København og en tre timers sejltur fra Århus – hvilket mange åbenbart kunne høre på mit såkaldte Kalundborg-jydske sprog.

    Gennem en årrække arbejdede jeg med lederrekruttering, og jeg skal love for, at det hjalp at lægge en jysk dialekt ind i min Køvenhavnske udtale, når jeg rekrutterede jyder! Min troværdighed som rekruttør og repræsentant for den ansættende virksomhed steg ganske enkelt i kandidatens øjne/øre.

    Som bosiddende i Reykjavik, Island, bliver jeg også ofte stillet samme spørgsmål, bl.a. af en 80-årig dansk kvinde, som immigrerede til Island efter 2. verdskrig. Hendes øre er stadigt klart tunet ind på at lokalisere folks danske hjemegn trods mere end 55 år i Island.

    Jeg har derfor kun erfaret, at de danske dialekter lever i bedste velgående, og jeg har altid haft svært ved at forsår, hvad en nordjyde og en sønderjyde egentlig sige, mens det er lettere for mig at forstå en svensker ;-)

  3. For synes jeg at jeg geografisk kan placere folk rimeligt præcist alt after hvordan de taler Dansk, i hvert fald i hovedområder. Fynboer, Sjællændere, Københavnere, Nordjyder, Sønderjyder, Østjyder, Vestjyder, Århusianere og Randrusianere – det er mere eller mindre de kategorier som jeg arbejder med når jeg prøver at spore mig ind på hvor folk kommer fra. Men som lingvist er jeg måske også bedre stillet i forhold til at høre de mere subtile nuancer i folks sprog. Hvilket dialektbegreb synes du der skal arbejdes med?

  4. Tak, Carsten, Susanne og Þórhildur for jeres kommentarer, som jeg sætter pris på. Også tak for dit spørgsmål, Carsten. Mit svar er at vi skal arbejde med et moderne, tidssvarende og bredt dialektbegreb, altså et begreb som passer til dagens dialekter og dialektsamfund, og både de nye og de mere eller mindre såkaldt traditionelle dialekter, og ifølge det dialektbegreb taler vi alle dialekt. Vores dialektbegreb kan fx tage udgangspunkt i en kombination af centrale sproglige træk som varierer fra dialekt til dialekt og som til dels er anderledes end de sprogtræk vi tidligere har lagt til grund for en definitioner af fx geografiske og sociale dialekter. Blandt de vigtigste træk er så nok sprogmelodien eller tonegangen eller intonationen eller hvad vi nu end vælger at kalde det, det er altså et prosodisk træk som er blandt de vigtigste, for det er netop det træk som gør at vi alle kan placere hinanden geografisk, uden at vi nødvendigvis behøver være sprogforsker eller dialektforsker eller fonetiker. Selvfølgelig er det enklere for os hvis vi er fagfolk, men alle har jo ører til at høre med og ville jo kunne lytte sig frem til at jeg er lyde hvis jeg havde læst min kommentar højt. De eneste to forskelle på sprogfolk og andre folk i den her sammenhæng som er vigtige her, er jo at sprogfolk har et fagsprog, altså tekniske begreber, til at beskrive det der kommer ud af munden på jyder, sjællændere, fynboer, århusianere osv., og så et mere trænet øre. Opererer vi med et bredt dialektbegreb, giver det ingen mening at tale om døde dialekter, men om at traditionelle dialekter har udviklet sig til moderne dialekter, nogle træk er bevaret, nogle er forsvundet, nogle træk er nye. Et andet vigtigt punkt er at vi definerer dialekter på deres egne præmisser og ikke i forhold til rigsdansk eller københavnsk eller skriftsproget. På den måde bliver jyske og andre lokale træk ikke forkert, men lokal dansk.

  5. Angående at “dialekt i dag er noget andet end for 100 år eller bare 50 år siden. … hvis udgangspunktet er et gammeldags og forældet dialektbegreb, så er dialekterne døde, for der er ingen i dag som taler som folk gjorde for 100 år siden.

    Det er en sandhed med modifikationer. Der er måske ingen som taler præcis som for 100 år siden, men der er heller ingen der taler rigsdansk som for 100 år siden, og dog er rigsdansk ikke uddødt. Jeg kommer fra Thy og er opdraget på en dialekt der er 98 % identisk med min bedstemors sprog. Nogle af de få ændringer er at fortunge-r er blevet til bagtunge-r, og de bløde g’er er mindre udtalte, men stadig en spirant. Man kan imidlertid stadig finde enkelte folk på omkring 40 år, som taler med fortunge-r.

    Det er altså IKKE os alle sammen der er gået over til regionalsprog. Et af problemerne er at bevidstheden om det er svag. Jeg kender unge folk fra hele Jylland som taler dialekt med deres forældre, men rigsdansk med alle andre. De opfatter ikke sig selv som dialekttalende, men det er de jo! Det begrænser sig ikke til Jylland. Jeg kender også en ung mand fra Vestfyn der taler ægte dialekt med sin familie.

    Som dialekttalende er det væmmeligt at opleve at visse dialektforskere (jeg mener ikke dig!) lyver dialekterne døde og borte. Det er jo mit modersmål de snakker om. Tilsyneladende er der for visse mennesker en slags kulturpolitisk dagsorden: dialekter forbindes med nationale, reaktionære holdninger, og derfor synes man det er vigtigt at understrege deres død. Sådan er det ikke i mange andre lande hvor der er meget aktive bevægelser for at fastholde dialekter og nationalsprog.

    Jeg ville ønske man var lige så bevidst og positiv over for dialekter som man er over for indvandreraccenter. Det er besynderligt at mange tilsyneladende kun tør interessere sig for dialekter, fordi de kan henvise til “multi-etnolekter” som en slags undskyldning. Men OK, hvis det kan føre til en fornyet respekt for dialekterne, så er det da OK. Holdningen i dag er langt bedre end for 15 år siden.

    Der vil altid være nogle lommer hvor dialekterne består, nogle enkelte familier uden for velfærdsstatens og uddannelsessystemets søgelys. Det forklarer også hvorfor sprogforskerne ikke finder frem til de mennesker. Mit gæt er at de ægte jyske dialekter først er virkelig uddøde om tidligst 60-80 år, altså hvis dødsprocessen fortsætter, men der kan jo ske meget i mellemtiden.

  6. Tak til Carsten for godt og vigtigt dialektstof og dialektdokumentation! Jeg ser ikke på dialekterne som døende (og er på jagt efter en anden og bedre metafor), men som moderne talesprog i udvikling. Rigsdansk er for mig også en dialekt, men bare en med flåde og hær for nu at genbruge Max Weinreichs gode metafor. Og ja, nogle sprogfolks behandling og omtale af dialekter og dialekttalende er krænkende og irriterende. Problemet er selvfølgelig heller ikke dialekterne, men de mennesker der ikke vil kendes ved dem. Og så er vi inde på holdninger og et helt nyt kapitel.

Skriv en kommentar