[Dette indlæg blev sendt i P1s Europaklip 19. januar 2008 og kan høres her.]

Rusinerne lever i grænseområderne mellem Slovakiet, Polen, Ukraine og Rumænien. Der er også et rusinsk mindretal i Vojvodina i Serbien og i Slavonien i Kroatien, syd for kortet.

Prešov er den tredjestørste by i dagens Slovakiet og har spillet en vigtig rolle i regionens historie. Men Prešov står også ud på andre måder.

Fra dét, at den engelske dronning i sin krone bærer en opal fra den berømte mine ved Prešov. Over, at den amerikanske ti-dollar-seddel er underskrevet af Michal Bosak – en af Prešovs utallige emigrerede. Og til, at man i Prešovs græsk-katolske kirke har den ene af verdens fire kopier af det berømte ’Jesu ligklæde’ i Torino.

Centraleuropæisk kultur

Og netop den græsk-katolske kirke er centrum for det, der i dag burde sætte Prešov på listen over verdens kulturarv.

Prešov var engang det nærmeste, man kom religiøs frihed i det stærkt katolske habsburgske imperium – hvad ’de frie fugle’, der er ved at gå til ro i et lavt træs tætte grenværk ved Prešovs Hlavna Ulica, dvs. Hovedgaden, måske kan symbolisere.

Mens modreformationen jagtede ’kættere’ i det meste af resten af riget, byggede man her i dets østlige udkant – omkring tyve skridt fra fuglene i træet – en stor lutheransk kirke, i byens centrum og lige ved siden af den katolske kirke.

Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Europaklip 31. januar 2009 og kan høres her.]

Makedonsk i Grækenlands nordligste provinser. Kortet viser sprogets livskraft (i 1993), ikke dets størrelse i forhold til andre sprog. Rød: sproget tales af alle aldersgrupper, både privat og offentligt. Lyserød/orange: sproget tales af folk over 30, børn har nogen forståelse af sproget. Gul: sproget tales kun af folk over 60, og mest privat. Stribet: sproget tales, men det er ukendt hvor flydende. Grå: ingen data. (Kort: Riki van Boeschoten)

Grækenland er lidt af et mirakelland: Det ligger på det religiøse og nationale kluddetæppe, som hedder Balkan – men er alligevel en etnisk homogen nationalstat.

Det påstår grækerne i hvert fald – men en del af landets egne borgere er uenige. Dé føler sig som etniske makedonere – men det er ikke nemt at være noget, som ens stat og medborgere insisterer på ikke findes.

Makedonere og grækere synes især i den senere tid generelt ikke særligt godt om hinanden. Grækerne har kæmpet imod, at Makedonien kalder sig Makedonien – for det hedder Grækenlands nordligste provins også. Grækerne siger, makedonerne vil bruge deres lands navn til at kræve områder af det, der i dag er Grækenland, lagt til den makedonske stat.

Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Europaklip 2. august 2008 og kan høres her.]

Det Osmanniske Imperiums største udstrækning i Europa er en almindelig måde at definere Balkan på (Kort: Cambridge Modern History Atlas, 1912)

I Vesteuropa opfatter mange Balkan som ’et uciviliseret sted’ – og det er en stereotypisk forestilling, som støttes fra højeste sted.

Blandt andre Frankrigs præsident og Englands premierminister forklarede krigen i Bosnien i 90′erne med, at på Balkan hersker, citat, ”et ældgammelt etnisk had”. Og den franske præsident sagde, at Balkan er et ”stamme-Europa”.

Det er klart, at når omverden ser negativt og nedladende på Balkan, får folk, som bor der, lyst til at glemme, hvor de kommer fra.

I lande som Serbien, Makedonien, Bosnien, Albanien, Grækenland og Bulgarien har man opgivet direkte at benægte sin balkan-identitet – men i Kroatien, Slovenien, Ungarn og Rumænien hævder mange mennesker, at grænsen til Balkan går lige syd eller syd-øst for deres land. Flere lande prøvede efter omvæltningerne i 1989-90 at redefinere deres ’nationale identitet’ til ikke at omfatte ’Balkan’.

Dengang hed det nye politiske projekt euroatlantisk integration. Dét betød, at man ville være medlem af EU og af Nato – og da folk i de vestlige Nato- og EU-lande så nogle stærkt negative billeder for sig, når de hørte ordet ’Balkan’, så var det vigtigt at overbevise dem om, at ens land ikke var ’et balkanland’.

Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Panorama 17. september 2009 og kan høres her. Varer 14:49]

Ternopil er på størrelse med Århus og ligger i Galicien i det vestlige Ukraine

TerNOpil er en by i Ukraine – men IKKE den, hvor et atomkraftværk i 1986 skabte en katastrofe. Dén by hedder TjerNObyl – og begynder altså med lyden ’tje’ og ikke ’te’.

Det kan lyde spidsfindigt, men den lille forskel er vigtig – det véd en russer, som har boet begge steder.

I det hele taget er små sproglige forskelle afgørende, mener hun. Og det er to ukrainske kvinder, der også bor i den vest-ukrainske by Ternopil – og den ukrainske regering – enige i.

Ternopil ligger tre timer i tog øst for den største by i det vestlige Ukraine, Lviv. En af 200.000 indbyggere store Ternopils mest velholdte bygninger er stationen, som med sin stuk, sine pastelfarver og sin højloftethed fortæller, at det ikke er SÅ længe siden, Ternopil – i dag en provinsby i et land, de fleste i bedste fald ser som den alleryderste provins af Europa – at Ternopil var en selvfølgelig del af Centraleuropa.

Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Panorama 31. august 2007 og kan høres her. 14:40]

"Stari most", den berømte osmanniske bro over Neretva fra 1566, blev ødelagt af kroatiske styrker i 1993 og genopført i 2004.

Den tyske forfatter Heinrich Heine skrev i 1821, at

”Dér, hvor man brænder bøger, vil man ende med også at brænde mennesker”.

I ex-Jugoslavien brændte man ikke bøger – men man rensede sproget. Og det gør man stadig.

Her går folk over den berømte tyrkiske bro i den østbosniske by Mostar. Broen var oprindeligt fra 1500-tallet, den blev ødelagt under krigen i 90′erne – men er nu genopbygget. Og det er netop i krigens Mostar, sociologen Božidar Jakšić  begynder sin fortælling om det, der i Jugoslaviens tid hed ’serbokroatisk’.

”Mostar i Herzegovina er en vidunderlig by. Der bor serbere, bosnjakker og kroater – men under krigen satte kroaterne sig på den del af byen, der ligger på vestbredden af floden Neretva, mens bosnjakkerne satte sig på østbedden. Og hvad skete der?”

Læs mere…

[Dette indlæg blev sendt i P1s Panorama 31. marts 2009 og kan høres her. 14:45]

Makedoniens flag foran det gigantiske kors (vist nok verdens største) på Vodnobjerget uden for hovedstaden Skopje. (Foto: Uffe Andersen)

Det makedonske spørgsmål har naget Balkan og dermed Europa i halvandet hundrede år.Endnu i dette øjeblik graves der i arkiver, bøger og jorden for at finde krukker med inskriptioner, gamle kort og andre beviser på, at ’Makedonien er vores’.

Spørgsmålet er ikke så meget, om de enkelte parter kan bevise deres påstande, som strider mod hinanden. Nej, problemet er, at det er alle parter selv overbeviste om, at de kan … ja, at de faktisk for længst har gjort det.

[lyd: jord hældes ned af slisken i Heraklea]

Jorden, der her hældes ned ad en sliske i det sydlige Makedonien, er symptomatisk for hele det makedonske spørgsmål – det spørgsmål, som gennem halvandet hundrede år har slået tusinder ihjel og kompliceret livet og internationale relationer – ikke kun for dem, der selv bor i området, men også for omverden.

Læs mere…